Tænk engang. Regeringen har i disse fanatiske sparetider besluttet at foreslå, at privatskolerne skal have tilskuddene hævet fra 75 til76 procent af elevprisen i folkeskolen. Og tænk endnu engang. Der forlyder noget om, at privatskolerne slet ikke er glade for de ekstra penge. Og denne manglende glæde kan skyldes, at de ekstra penge er fulgt op af et krav om, at privatskolerne til gengæld for de ekstra penge skal optage flere svage elever fra socialt belastede hjem. Det der kaldes for inklusion. Nu er det selvfølgelig sådan, at vi vel også er ret stolte af, at forældre her til lands har adgang til et frit skolevalg. Hvad der ikke er så godt er, at der i tiden er ret mange forældre, lidt for mange synes politikerne og folkeskolefolk, der benytter sig af adgangen. Og da det for det meste er de dygtige elever, der forlader det tilrettelagte kaosmiljø i folkeskolen, betyder det, at folkeskolen i stigende grad belastes af de mange svage elever, der jo kommer til at fylde mere i forhold til antallet af dygtige. Og selv om lærere i folkeskolen er meget optaget af at hjælpe de svage om nødvendigt gerne på de dygtiges bekostning, så er for mange svage i forhold til antallet af dygtige alligevel en belastning. Selv om man næsten kun taler og skriver om at hjælpe de svage, så kan de svage altså også komme til procentuelt at fylde for meget. Og så synes man i folkeskolen godt at privatskolerne kunne optage deres andel af de svage. Men det er privatskolerne ikke udelt glade for. For derved undermineres det fri skolevalg. Der er jo ingen grund til at vælge privatskoler, hvis disse kommer til at ligne reformmakværket mere og mere. Og nu synes regeringen altså også, at man med øgede tilskud vil gøre det lettere og lettere for forældre fra de lavere sociale lag at få deres børn i privatskolerne. Og hvis det sker, kunne det tænkes at dæmpe interessen fra de dygtige børns forældre for privatskolerne. Og så ville reformmakværket jo have vundet et vigtigt slag mod privatskolerne. I denne sag kan man vælge at stå på reformskolens side og kæmpe for denne skoles indhold af dygtige elever, så skolen ikke helt sygner hen i lutter svage elever. Eller man kan stille sig bag privatskolernes ret til at gøre klasserne nogenlunde homogene med dygtige elever og derved varetage den demokratiske friheds sag. Det er et dilemma. For hvem skal man holde med? Den reformerte skole, der helst ser, at andre skoleformer gøres lige så ringe og undervisningsumulige, som den selv er. Eller forældrenes mulighed for i frihedens navn at kunne vælge en anden skoleform end den ringest mulige.