Pind siger bl.a.: 'Undervisning er ikke så magisk, at vi ikke bør kunne måle kvaliteten'. Men det er præcis det, den er. Kvaliteten af en undervisning sætter sig igennem på så mange forskellige måder og over så lang en tidshorisont, at den på lange stræk er netop uransagelig - jf det velkendte Einsteincitat, om at ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der kan tælles, tæller. Sådan er det bare, og det skal politikerne tage konsekvensen af, og så kan de bare klappe i ovre i finansministeriet.

At 67 % ikke synes undervisning er svær at følge med i, burde da være positivt. At 67 % ikke føler sig tilstrækkeligt udfordret, stod der vist ikke noget om. Hvilket af udsagnene er sandt?

Hvad skal man tænke, når man som lærer læser dette? Vi ved jo, at når der skal måles, så ender det i ensretning. Vi skal først lige have defineret kvalitet. Det skal så sættes i forhold til målet for undervisningen. Så skal målet defineres, så der kan måles, om målet er nået og i hvilken grad. Det betyder, at kun to slags svar dur, ja og nej. De er målbare men ikke- måske, hvis .. og .... og så skal alle gøre, som den der har nået målet bedst. Bedst skal så måles i forhold til elevgruppen, og der skal tages forbehold for sociosociale forhold og så står vi i samme situation som nu med læringsmålsstyringen og platforme. SCHOOLFOOLS!!! Hvis man vil fremavle den dygtige lærer, så skal man genindføre seminarierne og arbejde med den enkelte lærerstuderendes lærerpersonlighed og faglighed.

"Men når jeg spørger institutionerne, om de har en høj kvalitet, ved de det ikke, for der findes ikke objektive kriterier at måle det med." Ud over at Pind sandsynligvis har spurgt administratorer, der meget vel kan være reelt uvidende om kvaliteten af undervisningen og samtidig dele opfattelsen af, at kvalitet skal kunne dokumenteres med data målt efter ”objektive kriterier”, må Søren Pind som det begavede menneske, han er, kunne se den indlagte antagelse, at den er gal med logikken. Uden objektive kriterier er de fleste lærere fint i stand til at svare på, om deres undervisning har høj kvalitet. Sommetider fungerer undervisningen godt, andre gange mindre godt. ”Hvad der virker” kan man ikke meningsfuldt tale om, for hvad der virker afhænger af læreren og dennes dagsform, af eleverne og deres dagsform, af materialet og dets karakter, hvad der er gået forud, hvad der kommer bagefter, om det er morgen eller eftermiddag osv. Under alle omstændigheder er undervisning notorisk svært at måle på, ikke mindst fordi autentisk undervisning i det hele taget er vanskeligt at indfange, i hvert fald hvis deltagere, underviser eller begge er bevidste om, at målingen foretages. Eksempelvis fik jeg forleden lov til at sidde med til en kollegas time. Jeg havde tilfældigvis tid, og hun skulle gennemgå en tekst, jeg selv har arbejdet med, sammen med et hold, vi deler, og jeg var interesseret i at se, hvordan hun greb det an. Da vi begge har holdet, kender de mig, og jeg sad med uden at ytre mig, blot med et stykke papir og en kuglepen og skrev nogle pointer ned. Bagefter sagde flere elever, at det var underligt, at jeg var der. Stemningen var anderledes, og hvad mon jeg skrev? Var det om dem? Jeg kender det fra, når jeg har pædagogikumkandidater. Situationen er kunstig. Til konferencetimerne er tilsynsførende, vejleder og kandidat dog fint i stand til at tale om kvaliteten af den gennemførte undervisning.

Mængen af fejlagtige præmisser i udsagnene i den her artikel er absurd stor. Jeg er helt bekymret for, om de her mennesker overhovedet har nogen reel viden om det felt, du udtaler sig om.