Jeg er både lærer og far til to drenge i folkeskolen. Som forældren kan jeg godt forholde mig til statustabet. Jeg er ikke tilfreds med at mine sønner kommer hjem fra skole, hvor de har siddet ned det meste af dagen, haft op til 4 test på en uge, masser af lektier, for selvom de har lange skoledage, nye mål hele tiden. Hver morgen gider de ikke i skole og de er ufatteligt trætte når de kommer hjem. Når vi er til trepartsamtaler, sidder vi som regel overfor to fagpteofessionelle der har været på assertiv kommunikationskursus. De taler om test og adfærd. Starter med alt det gode og så kommer lorten. Det er som at høre på robotter uden selvstændige tanker eller øje for den egentlige problemstilling. Som lærer ved jeg godt, hvad det handler om. De har 24 elever i klassen. Flere af dem ville tidligere have været i et specieltilbud. Der er virkeligt meget de skal nå. Læringsmålene er ikke frivillige. De er styret af kommunen. Testene skal de forholde sig til, uanset om de viser noget forkert i forhold til lærerens egen vurdering. De skal forholde sig til ikke skoleklare elever, forældre der ringer konstant, skrive indberetninger til PPR, holde møder om eleven, der ikke kommer i skole osv.osv. De står dagligt overfor forældre, der mener at deres børn burde lære mere, som ikke forstår, hvorfor der er uro i klassen, som tager udgangspunkt i eget barn fremfor hele klassens trivsel osv.osv. Alt det arbejder læreren i og opgaven er sværere end nogensinde. Og tiden ER en faktor, og platformene er ikke så inspirerende, når det kommer til stykket. Osv.OSV. Læreren står alene, lederne er væk eller uden mulighed for at gøre en ovenfra dikteret skoledag bedre for eleven eller de ansatte. Det tror da fanden at læreren ikke har nogen status i samfundet. Vi kan jo ikke gøre vores job pga. utidig indblanding fra politikere og forskere, der ikke kan se helheder.