Hvis jeg havde adgang til kongressens talerstol i dag, ville jeg have sagt dette: Da vi, til trods for enorm frustration blandt medlemmerne over skolereformen, herunder L409, endte med at anbefale et ja til ok15, skete det med henvisning til KL's tilsagn i form af bilag 4 om, at der skulle skabes balance mellem lærernes arbejdsopgaver, herunder mellem undervisning og forberedelse - vel vidende, at KL's tilsagn var af moralsk art, og at det ikke ville kunne holde i byretten, såfremt KL ikke levede op til det. I overvejelserne indgik for mit vedkommende især tre forhold. 1: 2013 var stadig meget tæt på og pengekassen var ikke fyldt op igen. 2: Modparten udgjordes af præcis den samme persongruppe, herunder ikke mindst SR-regeringen, der ikke udviste ringeste tegn på vaklen i geledderne. Og 3: Reformens talrige negative effekter på skolen havde endnu ikke vist sig tydeligt for et flertal af befolkningen. Jeg var og er stadig fuldstændigt overbevist om, at et opgør i 2015 ville have betydet fuldbyrdelsen af den proces, som finansministeriet ikke fik afsluttet i 2013 i og med, at DLF langtfra blev knust, hverken politisk eller økonomisk. Troen på bilag 4 holdt knap nok, til blækket var tørt. KL's direktør, Kristian Vendelbo kvitterede for dette spæde tilløb til en ny forståelse mellem parterne, med en usædvanligt brutal og helt utidig fyring af lederen af KL's chefforhandler Sine Sunesen midt i forhandlingsforløbet, henover hovedet på hele KL's bestyrelse, Tiden siden da har med al ønskelig tydelighed vist, at KL ikke tog bilaget alvorligt, først og fremmest derved, at KL har insisteret på at føre sag ved arbejdsretten for at snige sig udenom den moralske forpligtelse, som bilaget tilsiger, til at angive 'det tidsmæssige omfang' af lærernes forberedelse. Folkeskolen befinder sig på fjerde år reelt i undtagelsestilstand. Ok, KL! Vi forsøgte at komme på talefod med jer, og vi gav jer en chance for at bevise, at også I havde en interesse heri. Den chance missede I. Følgen er bl.a. at lærerne iflg. OECD nu leverer i snit 781 klokketimers undervisning om året, hvilket er 50 over det, I selv havde sat som mål med Lov 409. Endvidere, at vi i dag har et ukendt antal kolleger - 10-20-30-40 %? - der ligger på et vanvittigt niveau på 28-29-30 lektioner. Det højeste, jeg har hørt, er 33! I 2013 sagde I, at I ville have lærerne til at undervise i snit 24 lektioner om ugen. Når Michael Ziegler forleden her fra talerstolen fortæller os, at KL's krav på arbejdstidsområdet stadigvæk er 'dybfølte', er svaret, at for de lærere, der ligger og roder rundt med disse tårnhøje undervisningstimetal, er ønsket om en nyordning på området ikke blot dybfølt. Det er slet og ret et spørgsmål om overlevelse som lærere. Kravet om et loft over den ugentlige undervisningsmængden for den enkelte lærer handler om det faglige fællesskabs allermest grundlæggende værdi: Et flertal kan ikke passivt se til, mens et mindretal bliver kørt ud over kanten. Sådan som denne historie har udviklet sig, må dette krav blive omdrejningspunktet for de kommende overenskomstforhandlinger. Lærerne anno 2017 har masser af problemer i almindelighed, hvorom man kan sige, at deres løsning er en forudsætning for udviklingen af den gode skole, vi alle ønsker. Men kun et af dem truer lærerlivet på selve eksistensen: De ekstremt høje undervisningsbelastninger, som nogle lærere udsættes for. Mit håb er derfor, at kongressen mig bekendt for første gang nogensinde tager det alvorlige skridt at vedtage et konfliktudløsende ok-krav: indførelsen af et loft over det ugentlige undervisningstimetal. Også fordi DLF's troværdighed i forhold til medlemmerne står og falder med foreningens vilje til at tage livtag med dette problem.