I stedet for at tolke behovet for at udskille flere børn fra de reformerte klassefællesskaber som tegn på voksende angstanfald hos nutidens børn burde man måske hellere og mere naturligt se fænomenet som et udslag af de overopblandede klassefællesskabers belastende nedslidning af børnenes psykiske velbefindende. Det der ligner angstanfald og anfald af autisme hos flere og flere børn kan med stor sandsynlighed have deres årsag i det ubehag, som børnene dagligt må mærke, når de er tvunget ind i en klasse med voldsom larm og spektakel og forekommende mobning, som alle skoler er ivrige efter at modvirke, men som ingen skole åbenbart magter at modvirke. Stigende anfald af angst og autisme behøver altså ikke at have deres årsag hos nutidens børn, men kan være forårsaget af ubehaget ved hver morgen at skulle ind i et oven i købet forlænget tilrettelagt inferno, der for mange børn kan forekomme endeløst. Det sammenblandede klassesammensurium er simpelt hen ikke for sarte sjæle. Nogle mener – sandsynligvis for at skåne den syge og børnefjendske skoleindretning – ”at det er samfundet, der stiller større krav til det enkelte barn”. Men i virkeligheden er det de klasserum, som børnene er spærret inde i, der gør tilværelsen ulidelig for det enkelte barn. For andre handler det om, at man bare skal undgå at registrere, hvad børnene har lært eller ikke har lært, hvorfor man vil bruge børnenes psykiske problemer til at slippe af med test, Pisa og al den megen måling. Men spørgsmålet er, om det alt sammen ikke bare er udenomssnak for at slippe for at skulle i gang med at rette op på den tilrettelagte skolekatastrofe og dennes nedslidning af børnenes psyke. Man foretrækker altså at sygeliggøre børnene frem for at rette op på skolekatastrofen.

Det er helt ufatteligt, at Hjortdal, Egelund og hele vagtparaden omkring reformen fortsat ikke VIL tale om, at sådan MÅTTE det gå, når man laver en discountskole med verdens længste undervisningstid. Jahatten er faldet helt ned over øjnene på dem.