Selvfølgelig skal lærerens faglige ballast være i orden, for at man kan varetage lærerjobbet på tilfredsstillende vis; men lige så vigtigt er det, at læreren kan skabe en god relation til sine elever De fleste af os har desværre oplevet skrækeksempler, hvor dette haltede gevaldigt, og elever mistrivedes. Om denne kompetence så hører til under personlighed eller ej må være en diskussion i sig selv.

Martin Bayers argumentation forekommer mig faktisk temmelig uklar. Hans modvilje imod den udbredte forestilling om, at lærerprofessionalismen i høj grad er personbåret, går på, at den er uhensigtsmæssig. Men derfor kan det jo udmærket være sandt? Uhensigtsmæssig er denne forestilling, mener Bayer, fordi den underminerer kravet om mere uddannelse til lærerne. Et ganske hensigtsmæsssigt synspunkt fra en ansat på læreruddannelsen, om jeg så må sige. Man saver ikke den gren af, man selv sidder på. Når Bayers undersøgelser blandt '...over 700 lærere viser, at to ud af tre lærere begrunder dygtighed på jobbet med referencer som »den fødte lærer«, personlige evner og autenticitet', hvordan kan det så tilkomme ham at underkende denne vurdering? Skulle lærerne ikke være de første til at vide, hvilke faktorer der gør dem dygtige? Åbent og ærligt, uden at tage hensyn til det hensigtsmæssige i at fortælle sandheden? Martin Bayer peger på, at '...lærernes og pædagogernes selvopfattelse er historisk betinget og har rod i ideen om, at enhver kan blive lærer'. Men det hænger da ikke sammen? Hvis det at blive en god lærer beror på personlige egenskaber, så er det da netop ikke enhver, der kan blive en god lærer? Omvendt, hvis Bayer har ret i, at det hele handler om uddannelse og faglighed, så kan enhver, der gider knokle for det, vel blive en god lærer? Lærernes pointe er jo netop, at man kan uddanne sig så meget man vil; hvis man ikke har visse personlige egenskaber med sig fra start, bliver man aldrig en dygtig lærer i børneskolen. Det handler om ens væsen, om empati, om formidlingsevner og -glæde, om autencitet og meget mere, som man kun i meget begrænset omfang kan uddanne sig i. Og det er da ikke noget anstødeligt i, synes jeg. Alle jobs forudsætter da et vist minimum af personlig egnethed. Nogle beror endda helt og holdent på den. Musiker, fodboldspiller, cirkusklovn fx. Der er for mig ingen tvivl om, at den virkeligt dygtige lærer også er en slags kunstner.

Jeg forstår, at vi måske vil være bedre stillet rent forhandlingsmæssigt hvis vi ikke siger, hvad vi mener, men det er uetisk og vi skal ikke være politikere, vi skal være lærere - og en lærer skal man kunne stole på. Lærergerningen er livslang læring og forbedres ikke 20 % fordi vi lægger et år til uddannelsen. Det, der mangler, er tid til at udvikle lokalt på skolerne, lærer til lærer, gerne løbende og ud fra lokalt valgte fokusområder.

Hvorfor egentlig komme i praktik og skrive en bachelor, når man bare kan sættes sig ned og udfylde et spørgeskema?

Som folkeskolelærer gennem 25 år kan jeg slet ikke genkende forskningschefens entydige og nedladende billede af min stand. Jeg og vi har gennem så mange år råbt på efteruddannelse og tid til refleksion, men det er kun blevet os givet i mindre omfang. Forskningschefen sammenligner vores profession med en kirurgs, men der er da grundlæggende forskel på at arbejde med enkeltindivider, der måske endda ligger i narkose, og så på at arbejde med læreprocesser med børn og unge. Det er ikke et spørgsmål om enten faglighed eller personlighed. Som lærer skal man selvfølgelig både have høj faglighed og kunne arbejde relationelt. Det sidste drejer sig også om lærerens faglige personlighed.

Jeg uddanner mig hver eneste dag på jobbet som lærer. Der er hele tiden nye udfordringer og erfaringsopsamling fx oplever jeg i år at have en elev, der slet ikke kan deltage i undervisningen. Min lærermester i forhold til denne elev er tidligere (dårlige)erfaringer med at håndtere samme type elev, og så Webster Stratton pyramiden, som jeg stødte på for år tilbage. Skal jeg sende et takkebrev til Jelling Statsseminarium for at jeg kan håndtere situationen? Det er efterhånden virkelig mange år siden, at jeg blev uddannet. Alle mennesker med en akademisk uddannelse bliver nødt til at omsætte viden fra uddannelsen til deres egen viden og erfaring. Det gør ingeniører og kirurger også. Man skal lægge mere i jobbet end blot at have fået et eksamensbevis for at kunne lykkes som ingeniør, præst, jurist, læge, lærer, psykolog ...

Sammenligningen af lærerens arbejde med kirurgens er mildt sagt uheldig. Kirurgens arbejde har mere til fælles med automekanikernes end med lærerens. Læreruddannelsen betyder naturligvis en hel del, navnlig som indgang til folkeskolens kultur, men professionshøjskolernes monstrøse selvovervurdering virker undertiden næsten komisk. Ikke mindst i betragtning af deres rutinemæssige venden ryggen til den fysiske folkeskoles virkelighed og dertil hørende gentagne understregning af, at lærerarbejdet ikke læres i uddannelsen, men på jobbet.

Søren Kierkegaard fremhæver de menneskelige egenskaber som en lærer må besidde: "At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer." Jeg har mødt mange lærere der var fagligt dygtige, men de besad ikke evnen til at lære fra sig. En læreres fornemmeste opgave er at skabe interesse og motivation for emnet, så skal eleven nok selv studere sig til at forstå og beherske det. Hvis man styrker evnen til at ville, skaber det evnen til at kunne. Det største succeskriterie for er underviser er vel at eleven bliver dygtigere end læreren. Efter min mening kunne grunduddannelsen faktisk være kortere, men med et krav om "livslang læring". Altså krav om fastholdelse og videreudvikling af kompetencer. Man behøver ikk at være ekspert for at kunne udfylde jobbet. Forskellen på en kompetent person og en ekspert er efter min overbevisning, at en kompetent person kan udføre jobbet med 80% af sine resourcer, mens en ekspert kan udføre de samme funktioner med 20% af sine resourcer. (Sidstenævnte har herved 80% af sine resourcer klar til uforudsete hændelser. F. eks andenpiloten og kaptajnen) En lang række jobfunktioner har efterhånden lovkrav om løbende efteruddannelse og arbejde inden for faget for at bibeholde deres løbetidsbestemte certifikater. F. eks. piloter, styrmænd, skibsførere, lodser, advokater, revisorer, tandlæger osv. Hvad med at få udarbejdet et curriculum for systematisk efteruddannelse af lærere i skoler, gymnasier og læreanstalter? Ovennævnte tiltag ville nok være med til at hæve både anseelsen og lønnen. (De ovennævnte jobs hører jo ikke just til lavtlønsområdet) Evnen til at lære fra sig er sværere at dokumentere, men eksamensresultaterne giver dog et godt fingerpeg.

Kierkegaard - citatet er interessant og en tanke værd. Ideen om efteruddannelse er ikke ny, men stadig fremragende, hvis læreren har mulighed for at styrke sine egne faglige og pædagogiske kompetencer, hvilket har været nedprioriteret i mange år. Som lærer finder man hurtigt ud af sine styrker og svagheder, så hvis der var mulighed for opgradering efter eget behov og valg, ville det være særdeles ønskeligt; men det er meget vanskeligt og ømtåleligt at sende folk på kurser for at lære dem at skabe gode relationer til eleverne eller gå fra at være kedelig til at blive interessant. En del af de nævnte lærere, der ikke kan/kunne lære fra sig var måske svage på netop disse områder.

Jeg vil ikke fornægte værdien af virkelig RELEVANT og BRUGBAR efteruddannelse. Men den er desværre en mangelvare. Det meste efteruddannelse er spild af tid - bortset fra det pusterum, det kan give en nedkørt lærer. Og hvad værre er: Efteruddannelse suger resurser ud af folkeskolens daglige arbejde. De lærere, som ikke modtager efteruddannelsen, skal løbe hurtigere for at kompensere for det fravær, efteruddannelsen medfører. På den måde bliver efteruddannelse en stressfaktor - for dem, der ikke modtager den. Tænk bare, hvor meget godt man ville have kunnet gøre med de enorme resurser, der blev hældt i 'det pædagogiske it-kørekort' - til ingen verdens nytte, som efterfølgende evalueringer har påvist. Her blev alle lærere tvunget til at lægge et sted mellem 40 og 100 timer. Lad os sige 60 i snit. Godt halvanden uges ekstra arbejde til hver enkelt lærer. På en skole med 75 lærere svarer det næsten tre årsværk. På landsplan over 2000 årsværk. Jeg har kendt mange lærere, der har fået kurser i massevis, uden at det har forbedret deres daglige praksis, så det kunne ses af kollegerne. Og nogle af de dygtigste lærere jeg har kendt, har stort set ingen kurser fået/taget. De har haft vigtigere ting at tage sig til. Fx at fordybe sig i og dermed lære af det daglige arbejde. Det er vel ret beset også en form for efteruddannelse?

Det skal netop være relevant og brugbar efteruddannelse, som du præcist anfører Sauer. Jeg har også i mit lærerliv oplevet utrolig meget spildtid mht. korte kurser, pædagogiske dage og indsatsområder for en her skole for blot at nævne nogle få eksempler - og noget har været ganske nytteløst, ja vel nærmest horribelt. Dog har jeg også selv været på fagligt berigende kurser hos Danmarks Lærerhøjskole, uden de generende negative effekter på skolens dagligdag. Helårskurser der fyldte hele ugen, en her dag eller nogle timer en eftermiddag. Disse kurser var efter mit eget ønske, timerne var regnet ind i timeplan og skema og gav ikke ekstra arbejde til kolleger - super oplevelse. Det er mange år siden, og desværre er det en sjælden mulighed nu om dage.

Autokorrektur skrev her i stedet for hel i min sidste kommentar - beklager.

"Jeg uddanner mig hver eneste dag på jobbet som lærer." Sådan Marina jeg kunne ikke være mere enig, der er vel essensen af lærergerningen. Livslang læring holder ikke, der må sgu også gives lidt frihed fra al den læring.

Eller måske skulle han omskoles med en lang tur i praktik i Det virkelige Liv og først få lov at vende tilbage efter tilfredsstillende testresultster, der viser evidens for, at han har lært noget, og at han både kan og vil bruge sin nye viden.

Læs Maria Roneklindts blog: https://www.folkeskolen.dk/620111/hvad-er-en-god-laerer#620125

Mage til vrøvl! Ja, det er det første der falder mig ind, når jeg læser om Martin Bayers holdning til lærernes selvopfattelse. Ovenikøbet er han nærmest født lærer. Jeg er helt enig med ham i at det ikke er lærerens personlighed, der gør en dygtig lærer, men jeg er dybt uenig med ham i at det ingen rolle spiller. Jeg mener det handler om evner og egenskaber. Du kan uddanne dig til psykolog og læse tykke bøger om relationen til patienten, men dine evner kan sagtens spænde ben for succesen. Ikke alt kan læres, jeg kunne nok lære at synge, men uden evner bliver jeg aldrig en ny Withney Houston. Den succesfulde lærer har evnerne, ligesom i en mængde andre faggrupper og visse ting, som feks at balancere mellem faglighed, elevernes psykologiske trivsel og deres sociale kompetencer, på en og samme tid, kræver egenskaber udi dette fag. Præcis som Withney Houstons fabelagtige sangtalent.

Den kompetente lærer er en person, der i kraft af sin uddannelse og faglighed er kompetent til at undervise andre. Den fødte lærer er det samme, og så lidt mere. De findes, men da personlighed kan være og virke forskelligt, er det svært at definere og derfor er det utroligt svært for en nutidig forsker at forholde sig til. Personligt er jeg ikke i tvivl om. at det ville højne fagligheden for lærerstuderende, hvis man arbejdede fagligt med deres personlighed:-)

Jeg minder lige om debattonen. Ordet 'hjernedød' er efter redaktionens opfattelse over grænsen for, hvad man kalder modparten i en diskussion. mvh Karen Ravn folkeskolen.dk

Jeg beklager, at jeg lod min vrede give sig udtryk med en voldsom sprogbrug, men jeg lod mig provokere af artiklens overskrift, der jo taler om, at “den fødte lærer bør afgå ved døden”. Hvorfor er det ikke over grænsen? Mvh, Hans Houmøller

Altså - ingen fodboldspiller når til tops på vilje alene, ligesom et enormt talent uden vilje heller ikke kommer nogen vegne. Man kan ikke afvise motivation og engagement. Den motiverede og engagerede lærer kan mere. Såfremt personlige egenskaber ikke betyder noget, så lad maskinerne overtage mit arbejde. Men jeg anerkender fuldt ud, at uddannelse, som har ført til kompetenceløft, har selvfølgelig sin berettigelse. Jeg tror bare også på evnen til indsigt, at kunne gætte rigtigt, at have intuition, at være den abduktive lærer har værdi. Jeg TROR høj uddannelse brugt uden omtanke, vil virke som om vi tror, der findes en opskrift på succes. Til sammenligning er det ikke sikkert, at en højt uddannet musiker kan skrive et hit fordi han har en høj uddannelse. Nogle mennesker ved intuitivt, hvorledes en god melodi skrues sammen. Såfremt der fandtes en opskrift der virker, så er det også ensbetydende med, at fremtiden ligger og venter i en foruddefineret form. Jeg TROR på den frie vilje også har en indflydelse.