Spændende tema! Du skriver: "Ikke alle elever har fået lige meget opdragelse. Men som lærer efterlader du sjældent en synkende skude. Så selvom det i sidste ende egentlig ikke er mit ansvar at opdrage, påtager jeg mig alligevel det ansvarsområde – mest på den baggrund at klassen skal fungere som helhed, og det gør den sjældent, hvis eleven ikke mestrer den helt basale opførsel." Hvem siger, det ikke er dit ansvar at opdrage? Jeg kan huske fra lærerstudiet, at temaet opdragelse kom op én af de første gange i pædagogik. Dette skabte mange spændende diskussioner. Det endte med flere erkendelser hos flere. Som du selv er inde på, kan dannelse og opdragelse ikke adskilles? Socialisering, udvikling, at lære i fællesskaber indeholder et vist element af opdragelse. Disciplin? Kan forældre lære sit barn i den hjemlige sfære, hvordan man agerer i den offentlige? Nej, det mente bl.a. Luther og Kant forældre ikke kunne. Af samme grund var skolen nødvendig, til den offentlige opdragelse. I Grouschkas bog (At lære at forstå) beskriver han, hvordan dannelse, opdragelse m.m. er blevet omdannet til didaktik m.m. og opdragelsen er blevet usynlig. Opdragelsen skal tilbage og være eksplicit. Den er nødvendig, og en del af det pædagogiske arbejde.

Man kan være dannet uden at være velopdragen. Man kan være velopdragen uden at være dannet. Hvis man er velopdragen er der håb om at man kan blive dannet, det er jo i store træk kun en funktion af hvor længe man kan sidde stille.

Dannelse er efter min overbevisning, at oplyse og lære barnet om demokratiets historie, normer og regler, fordele og ulemper med det håb at det en dag selv vil vælge det, fordi det VIL det og ikke fordi det bliver belønnet for sit valg eller straffet for ikke at vælge det. Opdragelse kan foregå ved ren straf og belønning. Barnet lærer herigennem, hvad det må og ikke må, at der er regler det må følge, men ikke nødvendigvis hvad begrundelsen for disse regler er. En lærer kan ikke opdrage et barn til at blive demokratisk medborger, for det ligger i demokratiets natur, at det gennem virkelyst og medansvar skal vælge det selv. Man kan stille betingelserne for dette valg til rådighed for barnet, men man kan ikke tvinge det ned over hovedet på barnet, som du kan når du opdrager det, for dette ville netop kortslutte det personlige valg som forudsætning for barnets demokratiske dannelse. Opdragelse er dog en forudsætning for dannelse. Ingen medborger sættes fri fra fødslen. Først skal de rutiner læres, der forudsætter at vi kan leve i demokratiet, for senere at kunne frigøre os fra reglerne som regler, og slutteligt vælge demokratiet selv på et oplyst grundlag. Jeg er ikke ekspert ud i højstemte dannelses-begreber og kan ikke pynte denne opfattelse med et hav af referencer til lærde personligheder, men jeg kan sige, at hvis et dannelsesbegreb overhovedet skal give mening for undertegnede, skal det overholde ovennævnte præmisser. Tak for spørgsmålet. Det er rart der er nogle, der tør spørge hvad dannelse egentligt er i en tid, hvor mange bruger det i øst og vest, som var vi alle indforstået med hvad det betyder.