Camilla Vangs indlæg og kommentarer til interviewet med Martin Bayer om "Den fødte lærer bør afgå ved døden" er interessant, fordi Camilla Vang gerne vil korrigere Bayers kritik af den forskningspolitiske indsats, som Professionshøjskolerne har gennemført under den nye læreruddannelse. Camilla Vangs indlæg kan også læses i forlængelse af en kronik, som rektorerne for Professionshøjskolerne skrev i Politiken for nylig. Her foreslog rektorerne samstemmende, at man skulle tale læreruddannelsen op, fordi 'det' fortjener den. Kronikken var i øvrigt velskrevet og nuanceret, selvom man nok ikke skulle fremføre dette syntetiske argument for læreruddannelsens nuværende tilstand. Dette statement mindede for resten om L´Oreals reklameslogan om skønhedscreme "Because I´m worth it". Nu skal man bestemt ikke tale læreruddannelsen ned, men jeg synes heller ikke, at man skal tale den op. Det må jo i sidste instans komme an på den uddannelseskvalitet, som læreruddannelsen LU13 repræsenterer. Og spørgsmålet er så, om Camilla Vangs statusredegørelse kan retfærdiggøre indtrykket af en succesfuld læreruddannelse med en veldefineret forskningsorientering, som kan bidrage til at styrke lærerprofessionaliteten. Jeg mener nok, at Vangs tilgang kan tåle et par nuanceringer i den succesfulde fortælling, som opridses. Spørgsmålet er: har LU13 medvirket til et mærkbart kvalitativt løft til den studerendes kommende lærerprofessionalisme? Selvom Camilla Vang kan påberåbe sig en større rekruttering af lærerstuderende, så må vi også i samme åndedrag konstatere, at frafaldet af studerende i den nye læreruddannelse er steget. I den gamle læreruddannelse 2005-2012 lå frafaldsprocenten på 16,1. I den nye læreruddannelse steg dette tal blot efter 12 måneder i 2014 til 17,6 procent. Læreruddannelsens frafald har i det hele taget været alarmerende høj siden 2002. Den har ligget på en samlet frafaldsprocent på 37. Camilla Vang refererer også til en stigning i karaktergennemsnittet fra 6,2 i 2012 til 6,9 i 2017. Denne stigning i karaktergennemsnittet henføres til en større kvalitet i den udbudte uddannelse. Men er det nu også hele sandheden. For det første har man i den nye uddannelse løftet indgangskravet til læreruddannelsen til karakteren 7, hvilket vel taler for, at de studerende ved ankomsten til studiet må formodes at have bedre forudsætninger end de tidligere studerende. For det andet har visse store fags tidligere (fx dansk) system med to karakterer (skriftlig og mundtlig) blevet forvandlet til én samlet karakter. Det har bl.a. (jf. danskfaget som eksempel igen) medført, at tvivlen mellem en mundtlig præstation måske til 7 er blevet parret med en skriftlig karakter til 4., hvilket i sagens natur løfter den samlede karakter til 7. Jeg vil ikke påstå, at de studerende ikke er blevet bedre, men vi må vel have alle mellemregningerne med i det nye 'gode regnskab'. Camilla Vang betoner igen og igen, at den nye læreruddannelses større praksisorientering og et større fokus på praksisnær forskning har betydet et kvalitativt løft i uddannelsen. Uddannelsen er med andre ord blevet mere praksisnær og skolerelevant for de lærerstuderende. Imidlertid deler de lærerstuderende ikke fuldt ud Camilla Vangs begejstring. Fx har Lektor cand.psych. Jonatan Kolding Karnøe demonteret myten om, at mere praksis i uddannelsen automatisk udløser en større fastholdelse af de lærerstuderende. Jonatan Kolding Karnøe konkluderer bl.a. i sin undersøgelse "Hvorfor bliver du - en undersøgelse af fastholdelse på læreruddannelsen" følgende: "De studerende er delte. Nogle går her, fordi de vil være lærere og fastholdes af initiativer med skolepraksis. Andre fastholdes, fordi de vil være lærerstuderende og interesserer sig for selve det at læse til lærer. De fastholdes ved et akademisk fagligt fokus". Jeg tror ikke umiddelbart, at den større orientering mod skolen nødvendigvis har afstedkommet et bedre output. Jeg tror heller ikke, at en større fokusering på forskningsbaserede skoleprojekter i sig selv har løftet de studerendes professionelle faglige niveau. Det er endnu for tidligt at konkludere, om Professionshøjskolernes forskning har resulteret i en bedre funderet læreruddannelse. Camilla Vang refererer til en midtvejsevaluering foretaget af Jysk Teknologisk Institut, som fremhæver forbindelsen mellem den praksisnære forskning og så bedre ekviperede lærerstuderende. Som parentes bemærket deltog jeg selv i denne undersøgelse, som blev foretaget af praktikanter, som ikke var helt klædt på til opgaven. Dertil kan der desværre tilføjes, at selve rapporten ikke giver adgang - transparens - til behandlingen af de indsamlede rå-data. Det er faktisk metodologisk en relativ mangelfuld rapport på en lang række parametre! Med hensyn til forskningen generelt på Professionshøjskolerne er det uhyre vanskeligt at samle et fælles overordnet billede af forskningens kvalitet og betydning for lærerstudiet og skolens praksis. Der synes ikke at eksistere en fælles overordnet forskningspolitik på hele Professionshøjskoleområdet. De gennemførte forskningsprojekter, artikler og bøger stritter i alle mulige retninger. Martin Bayer efterlyser en større målrettethed og mere fokuserede undersøgelsestiltag. Det har han ret i.Tingenes nuværende tilstand må vurderes som uholdbar, da der ikke kan samles nogle gennemgående nybrud i forskningsbestræbelserne på de enkelte Professionshøjskoler, som også hver især er organiseret i mange forskellige lokale udgaver. Danmark er simpelthen for lille et land til at rumme så mange forskelligartede tiltag inden for et bestemt forskningsfelt. Hvis vi skal tale uddannelsen op, så ville det også være en god idé at koordinere forskningen på de enkelte UCére, som hver især også bruger mange midler på at fastholde de samme ledelseslag. Set i forhold til de tildelte beskedne forskningsmidler (ca. 4-5 % af de samlede forskningsmidler til Videregående uddannelser) behøver man vel ikke at have 7-8 forskningschefer m.m. En fælles overordnet koordineret indsats vil selvsagt kunne udløse flere midler, som kunne resultere i flere timer til underviserne/forskerne på de enkelte Professionshøjskoler. Lige nu ligger forskningsbevillingerne i et leje, der strækker sig fra ca. 200 timer til 500 timer pr. underviser, som har været så heldig at få bevilliget nogle timer. Igen bevilliges disse timer på årsbasis (højst to år), og vi har brug for projekter, som løber i flere år og som samtidig kan sikre en solid kontinuitet i forskningsudviklingen på området. Måske bør man overveje at løfte læreruddannelsen til kandidatniveau - gerne i Professionshøjskoleregi! Som jeg har forsøgt at vise, er det vigtigt at få alle nuancerne med, når vi udtaler os om læreruddannelsen. Den skal ikke tales op, men den skal heller ikke tales ned. Den fortjener derimod en nuanceret behandling.

Midt i juletravlheden glemte jeg at henvise til en Eva- rapport om læreruddannelsesforskningens nuværende problemer fremstillet af Camilla Thorgaard. Jf.også min kommentar til denne rapport den 10. Maj 2017: “Fokus på læreruddannelsens kernedidaktiske forskningsopgave”. Konklusionen er stadigvæk, at forskningen inden for læreruddannelsen mangler fokus og et samlet adresseret blik på fagdidaktisk forskning og forskning i skolefagene!