Det helt centrale, afgørende nye i Ranes revolution er hans ledelsessyn. Riv hierarkierne ned! Vis medarbejderne tillid! Giv dem plads til at vise, hvad de kan og vil! Og hold så fingrene væk, kære ledere! I er sat her for at tjene jeres medarbejdere, så de kan udfolde sig, ikke for at herse og regere! Det er månens bagside i forhold til det industriledelsessyn, der nu på fjerde år forsøges mast ned over hovedet på folkeskolens lærere.

Efter de udsendelser, der indtil nu har været, er jeg nu temmelig skeptisk. Jeg har svært ved at se linjen i hans fremtidige atbejde. Det er rigtigt , der er noget " Indiana Jones" over det. Lidt drengerøvsromantik. Det er forfriskende, at han taler for medarbejdernes autonomi, og at han er instillet på at lede i samarbejde med sine ansatte. Den fladere struktur er nærmest uddød, desværre. Det har ikke ført til hverken bedre arbejde eller ledelse.

Når jeg er skeptisk over for den nye ledelsesstil, er det ikke nødvendigvis Rane Willweslevs skyld. Jeg ser begejstringen over mødet med børnene og buen og pilen i medierne. I min familie har vi også børn, der mere stilfærdigt kender verdensdelene i en ung alder, børn, som ikke specielt er tiltrukket af bue og pil, men af en anden slags viden. Den anden slags viden er under angreb generelt. Derfor håber jeg, at den nye disruptive leder af Nationalmuseet, også er lydhør over for de mere konservative kræfter, der nødvendigvis også findes samme sted. Disruptionstanken skulle jo nødigt ende med mislykket formidling af viden og indsigt, fordi der nu er stærkt fokus på bevægelse, aktivitet og ja, undskyld disruption.