God artikel. Minder mig om et kursusforløb, som jeg deltog i nogle år siden om tosprogethed i naturfag. Jeg var sammen med en lærer fra en 'hvid' forstadsskole, medens jeg selv arbejdede på en 'ghettoskole'. Så som udgangspunkt skulle vi snakke 'mest' om mine elever da hun ikke havde rigtigt nogen to-sprogede. Troede vi. Men så gik vi hjem og lavede en sprog analyse fra klassen. Det viste sig at ca 6 ud af hendes ca 25 elever faktisk VAR tosprogede i konkret forstand; fx. havde bedsteforældre som ikke talte dansk, men kom fra Tyskland eller Polen og som eleverne talte andet sprog end dansk med. Tallene kom totalt bag på hende og ændrede hendes måde at undervise på klassen fremadrettet. Tilsvarende gik mine børn igennem hele deres skoleforløb UDEN at der blev taget på nogen måde hensyn til af de kun var 'halvt' danske. Nok fordi jeg er lyshåret, kommer fra et andet nordisk land og arbejder selv som lærer betragtede man dem som 'velfungerende'. Men da min søn omkring mellemtrinnet kom til at høre (fra arabiske klassekammerater) at man kunne få støtte til sin modersmåls indlæring og ønskede at tilmelde sig til finsk grinte læreren bare og tog det som en joke!!! Sønnen blev skuffet for han mente det skam ALVORLIGT! Han ville gerne have forbedret sin finsk og lære mere grammatik. I Finland har man et andet forhold til sprog end man har i Danmark. Nok fordi man har 'altid' og 'medfødt' haft sproglige mindretal; svensk, samisk og endda en lille gruppe finske sigøjnere (jeg gik selv i skole i 60'erne med to sigøjnere og en finlandssvensk). I nyere tid har man en stor gruppe som fik tilladelse til at komme til Finland efter Sovietunionens fald hvis de kunne vise 'stamtavle' som havde noget med Finland at gøre. Så da vi var på orlov 1995 og boede i Finland gik min søn i klasse med en 'returflytter' fra Sverige (kunne ikke godt finsk), to somalier-flygninger, en finlandssvensk, et par af disse russiske finner og så ham selv som dansker-finne, og måske flere som jeg ikke mere husker. Det er naturligt til finsk skolepædagogik at tage hensyn til børnenes forskellighed og anse det som en resurse. Han kæmpede med sit sprog men følte sig ikke nedgjort pga det. Og der var støttefunktioner som trådte i kraft efter behov i kortere eller længere perioder. Han fik fx støtte fonetisk til at lære det finske rullende R, og det var så systematisk at han lærte de på 3 måneder. Det jeg vil sige at mindretal behøver ikke kun at være mellemøstlige. Og uanset hvorfra de kommer har sproget jo meget med ens IDENTITESDANNELSE at gøre og alene derfor burde have meget mere fokus ligesom det bliver udtrykt i artiklen. ;-) Til sidst vil jeg tilføje at sprogarbejde behøver jo ikke kun at høre til danskfaget, men som jeg nævnte i starten kan andre fag jo også have gavn af at have dette i fokus!