Der er tale om, at matematiklærere kan for lidt matematik - slå uddannelsen sammen med matematikstudiet. De nybagte lærere kan for lidt it - slå uddannelsen sammen med datalogistudiet. Nej. Det er ikke en god grund til at slå uddannelserne sammen, at de nybagte lærere kender for lidt til pædagogik og psykologi - det er en grund til at opkvalificere uddannelsen i pædagogik og psykologi på læreruddannelsen, for eksempel ved igen at have pædagogik og psykologi som fællesfag. Det er ikke præcis det samme, pædagoger og lærere har brug for i de fag. Slet ikke i pædagogik. Det er en anden opgave man har, når man skal undervise - for resten også i stort omfang en anden aldersgruppe. Jeg ved ikke, hvordan du er nået frem til, at det lærere har mest brug for er vredeshåndtering. Ærlig talt synes jeg, at det var mere relevant med viden om og erfaring med, hvordan man gennemfører undervisning uden grund til vrede - hvilke virkemidler man har, når man skal få ro i klassen, og når man skal forhindre overgreb børnene imellem. Det er da trods alt vigtigere. Og sparre med en psykolog? Var det ikke bedre, at vi igen fik psykologerne ud i skolen, ud at observere børnene i klasserne, så de kunne hjælpe børnene kvalificeret - i stedet for at "sparre" med lærerne? Hvad angår lærernes praktik, så er det for mig en underlig tanke, at praktik lærerne skal specialudvælges. Det vil da ikke lige forstærke realismen. Det er da vel ikke meningen, at de studerende skal efterligne deres praktik lærerne? Er det ikke muligvis nyttigt, at de studerende hører om vanskeligheder fra en praktik lærerne, der ærligt indrømmer dem? Under alle omstændigheder er praktikperioderne for korte til at være det sted, de studerende lærer at undervise. Til sidst - vi er da enige om, at det er katastrofalt, som forbindelsen mellem skolen og læreruddannelsen er blevet skåret over. Hvordan forestiller du dig, at det ville blive bedre ved at slå læreruddannelsen sammen med pædagoguddannelsen?

Kære Thora, Tak for din kommentar. Lad mig respondere på de enkelte elementer: * Idéen om at slå lærer- og pædagog-uddannelsen sammen: Efter pædagogerne er kommet ind i skolen er mange optaget af, lærere og pædagoger kan noget forskelligt. Min forskning viser imidlertid, at vi voksne skal kunne det samme for at lykkes bedst muligt med at bidrage til børns trivsel og læring - nemlig at registrere behov og udviklingsmuligheder og respondere hensigtsmæssigt. Registreringen og responsens kvalitet afhænger af den professionelle relationskompetence, og den er lige vigtig, om du skal lære børn at binde snørebånd, at få dem til at forstå andengradsligninger, at møde kammerater respektfuldt eller at turde stå frem for en forsamling og holde oplæg. I alle læringsprocesser er det helt afgørende, at den lærende kan fastholde opmærksomheden, da læringens dybde afhænger af graden af opmærksomhed. Sansemættede og kreative processer er hjælpsomme for alle børns opmærksomhed - så stærkt, at nogle børn der beskrives som værende i læringsvanskeligheder holder op med at være i vanskeligheder (har jeg bl.a. beskrevet her - https://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-saadan-kan-skolen-engagere-alle-elever). Viden om relationens betydning for børns udvikling og om engagerende processer, skal være lige stærk hos alle pædagoger og lærere. Det er for mig at se kerneopgaven for begge professioner. Og så er det klart, at specialisering ift. alder og indhold selvfølgelig skal være en del af uddannelsen også. - Jeg ved skam godt, at mit forslag formentlig er helt urealistisk at gennemføre, men jeg er optaget af, at vi vedvarende holder snuden i sporet ift. at skabe en skole, der er for børn. Alt for ofte tænkes børnene ud af ligningen om skolen, og en høj faglighed bliver forstået som en isoleret ting koblet til indhold. Høj faglighed i en folkeskolekontekst må altid handle om at kunne bygge udbytterige møder mellem børn og indhold - og her er der er brug for langt mere viden om netop børn. - De skal være den konstante faktor i ligningen om skolen. - Og her er jeg enig med dig i, at en overkommelig indsats ville være at lade pædagogik og psykolog fylde meget mere på læreruddannelsen. I sidste ende mener jeg, vi skal arbejde henimod en anden forståelse af undervisning. Fordi vi i dag ved så meget mere om læreprocesser, end da folkeskolen blev skabt for 200 år siden. På trods heraf indretter vi stadig undervisningslokalerne på samme måde, med utallige stole og borde og omkring 1,7 m2 per barn. Undervisning kræver konstant variation og involvering for at læring finder sted, så det er kun, når vi kobler undervisning til klassisk formidling, at der kommer et modsætningsfyldt forhold mellem læreren og pædagogens opgave. Mit håb er, at skolen engang baseres på de mange erfaringer fra fritidspædagogikken med børn, unge og voksnes fælles fordybelse i verden. En fordybelse, der ikke styres af et skema, ikke dikteres af på forhånd fastlagte mål og ikke munder ud i absolutte bedømmelser med karaktergivning undervejs. Man har lov at drømme. *Vredeshåndtering: Jeg skriver ikke noget sted, at det lærere mest har brug for er vredeshåndtering - for jeg er helt enig med dig i, at det mest betydningsfulde er at kunne skabe engagerende læringsfællesskaber - og at skabe rammer og vilkår for lærere, der gør det muligt at håndtere opgaven professionelt. Vredeshåndteringen er imidlertid meget central. Jeg har interviewet 80 børn og unge om relationen til deres lærere, og det viser sig at være dybt betydningsfuldt for dem alle, at lærere kan styre temperamentet. Og her er det afgørende ikke, hvad der er undtagelsen, men hvad der er reglen. På alt for mange skoler er det comme il faut, at man råber og bebrejder børn, hvilket er særdeles skadeligt for deres udvikling. En pige i 5. klasse sagde bl.a. i et interview: ”Min mor har slået mig. Min storebror på 16 år leger general hele tiden, og det bliver man meget bange af. Han er voldsom og meget dyb i stemmen og meget skræmmende og han er næsten to meter høj. Hvis man siger noget forkert, så får man bank, så man er skide bange for at snakke med ham derhjemme. Jeg har en dårlig familie, så når læreren så er sur, har jeg det lidt som om jeg er derhjemme, og så kan jeg godt blive lidt bange. Men heldigvis så råber min nye lærer ikke. Hvis hun bliver sur, så lyder det som om, hun bare bliver lidt irriteret.” * Sparring med en psykolog. Man har i mange professioner, der rummer belastende samspil med andre mennesker mulighed for at få supervision individuelt eller i grupper, og det undrer mig, at det ikke er en mulighed i folkeskolen. Vi anerkender ikke den følelsesmæssige belastning det er, når man som lærer fx arbejder i udsatte områder, hvor mange børn og unge har livsvilkår, der kan lede til voldelig og konfliktoptrappende adfærd. - Men jeg er helt enig med dig i, at psykologens arbejde i høj grad også skulle bestå i at observere børnegrupperne, så der kvalificeres kunne sparres med læreren herom. - Hvilket heldigvis sker mange steder. * Praktiklærere Sådan som uddannelsen og skolen i dag ser ud, viser min forskning, at det i for høj grad er vilkårligt, om lærere handler relationskompetent eller ej. Praktiklæreren er en nøgleperson til at bidrage til de studerendes forståelse af, hvordan man helt konkret møder børn og unge sådan, at mødet fremmer trivsel og udvikling både fagligt, socialt og personligt. Det skal ikke være lærere, der i overvejende har vanskeligt ved det, der skal varetage den betydningsfulde opgave som praktiklærer. - Ingen af os er naturligvis super-mennesker, der altid kan gøre det rigtige i samspillet med andre mennesker. Det, jeg er optaget af, er det, der er en overvægt af. Jeg er enig med dig i, at en del af sparringen med praktiklæreren naturligvis skal handle om, hvad man gør, når man kommer til kort eller indser, at man har handlet uhensigtsmæssigt. Som er uundgåeligt i en profession, hvor mennesker møder mennesker. * Sammenhæng mellem læreruddannelse og skole. Jeg forstår heller ikke, at man ikke på læreruddannelsen har meget mere praktik. - Og gerne i en fast vekslen mellem nogle dage i praktik og nogle dage til refleksion. At slå de to professioner sammen løser ikke det. Det kræver vilje til at indse, at mennesker bedst lærer en profession ved at gøre det, de rent faktisk skal lære, sideløbende med at de reflekterer over det. Lyse hilsner fra Louise

Første sætning i artiklen virkede som en betonklodsspærring på en vej. Jeg troede mig hensat til en tid, jeg ikke har levet i med de ord, for jeg er selv nemlig uddannet til både at vide “rigtig meget om skolens faglige indhold OG om børn”. Derfor sprang kæden af, inden jeg ramte betonklodsen, så jeg omgående tog en pause fra læsning af resten for at undgå at hidse mig unødigt op, for mit gæt er, at indholdet igen igen demonstrerer mangel på indsigt og viden af samme kaliber, jeg har været udsat for de seneste år i mit arbejde med kommunalpolitikere og embedsmænd. Begge grupper har en formidabel evne til at udtale sig kategorisk om stor set alt, hvor den vigtigste kvalifikation for deres udtalelser ikke er praktisk viden om det, de udtaler sig om, men om hvad de t r o r og s y n e s. Vi er ved at blive kvalt i konsulenter, der dræner kassen, den kasse der blandt andet burde bruges til at give en ordentlig uddannelse af lærere, som det før har kunnet lade sig gøre. Når vi over tid næsten har fået ødelagt læreruddannelsen, kan løsningen aldrig, som i aldrig, være at slå den sammen med en uddannelse, der har et helt andet sigte. Måske læser jeg artiklen senere for ikke at blive klandret for forskelligt, men jeg mener, at artiklens konklusion, som fremstå af overskfiten, er forkert og bygger på falske præmisser.

Kære Hans. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke hævder, at lærere ikke ved rigtigt meget om børn-det er naturligvis uundgåeligt med al den tid, de dagligt tilbringer med børnene. Jeg fremhæver blot forskellen i vægtningen af indholdet om børn og unge på de to uddannelser. Og at man kunne give mange nyuddannede lærere et langt stærkere afsæt ved at de fra starten havde fået et større indblik i børns behov, udvikling og læreprocesser. Heldigvis inddrager mange undervisere på LU børns måde at være i verden på, når de underviser i fagdidaktik. Men det sker ikke i høj nok grad, bl.a. fordi beslutningstagere både omkring skolen og LU ofte kommer til at tænke børnene ud af ligningen omkring skolen. Håber du får mod på at læse mere - og gerne mine uddybende kommentarer ovenfor. Venlige hilsner fra Louise

Kære Louise, i en anden og bedre verden kunne dine tanker om en sammenlægning af lærer- og pædagoguddannelserne give rigtig god mening. Men : 1. Hvordan skal fritidspædagogik nogensinde kunne bringes til udfoldelse i en skole, der basalt set er en tvangsforanstaltning? Der forudsætter op mod 30 børn til een voksen? Som rent fysisk skal rummes på 50 m2 i hovedparten af tiden? Som er bundet op på et test- og målstyringsregime? 2. Vi taler ikke om, hvor forskellige lærere og pædagoger faktisk er, men du skal ikke tale ret meget med dem hver for sig, før det står klart, at der er tale om helt forskellige mennesketyper med helt forskellige fokus i arbejdet med børn. Det ville da være helt ideelt, hvis vi kunne befolke skolen med professionelle, der magtede begge aspekter, og jovist eksisterer der eksempler herpå, men vi skal bruge 70.000! 3. Selve aspirationen om at få tingene til at gå op i en højere enhed er i mine øjne meget fjern fra børnenes verden. Børn vil have en ren røv at trutte i. De vil vide, hvad der foregår. Hvem er du? Min far, min lærer eller min sfo-pædagog? Er det her noget, jeg SKAL, eller må jeg selv vælge? Har vi fri nu? Børn vil have en verden, der er som en god gammel kromenu: Suppe, steg og is - hver for sig, please! Ikke blendet til en ubestemmelig grød.

Louise Klinge - tak, fordi du gider svare. Imidlertid synes jeg ikke, at du helt har opfattet, hvor stor vores uenighed er. Først det med sparring. For mig er det et utrolig grimt ord - stammende fra bokseverdenen, hvor en sparringspartner er en, der skal modtage en hel masse tæsk uden at kæmpe imod for alvor - for at bokseren skal kunne øve sig. Det er ikke noget, jeg synes der er en god parallel til i undervisningsverdenen. Det ville heller ikke hjælpe, hvis du brugte et andet ord; for jeg synes IKKE, at psykologerne skal ind i klasserne igen og observere for at give lærerne gode råd - eller for at lærerne kan diskutere psykologerne. De skal tilbage på skolerne for at hjælpe børnene - for at gøre noget for at afhjælpe problemerne. Altså ikke andethånds konsulentstøtte - konkret støtte i arbejdet med børnene. Der er i forvejen rigeligt med mennesker, der vil give råd til lærerne. Heller ikke er det afgørende behov, at der kommer en psykolog for at trøste læreren bagefter, når der sidder en elev i klassen og råber "du skal dø". Hvad hjælper det mit barnebarn, der bliver skræmt af klassekammerater, der truer med at slå ham ihjel? Der, hvor der skal sættes ind - der hvor de knappe ressourcer skal bruges - det er ikke til iagttagende mennesker, der rådgiver og finder på. Det er til mennesker, der arbejder med de problemer, der er. Læreren i dit eksempel med det dårligt fungerende barn var bedre tjent med en ekstra lærer i klassen end med en efterbehandlende psykolog - og det var de andre børn i klassen minsandten også. Det er ingen naturnødvendighed, at børn sidder og råber sådan i timerne - faktisk er det noget relativt nyt, at man accepterer det. I en ordentlig skole var der ressourcer til, at man tog sig af sådan et barn - der skulle læreren ikke håndtere det alene; enhver skole burde have en form for akutfunktion til at tage sig af det. Der tales så meget i dag - også fra din side - om lærere, der skræmmer børnene med deres vrede. Mine børnebørn er ikke skræmt af deres læreres voldsomme adfærd - det nævner de intet om - når de er skræmt, er det af andre børn uden kontrol; andre børn skræmmer dem med deres vrede - som der ikke er tilstrækkeligt med voksne til at tage sig af på forsvarlig vis.

Så er der de gentagne henvisninger til, hvad din forskning viser. Der må du undskylde - men pædagogisk forskning er nu engang ikke en eksakt videnskab; det forholder sig ikke med pædagogisk forskning som med fx forskning i bevægelseslære; der er indenfor pædagogikken ikke klare kriterier for falsificering - eller for den sags skyld om, at et stykke forskning skal kunne gentages og give det samme resultat. Hvilket resultat, en pædagogisk forsker når frem til, er i høj grad bestemt af forudgående holdninger. Hvordan børn svarer, afhænger jo i meget høj grad af, hvordan de bliver spurgt. Du melder jo klart og ærligt ud, at du ønsker dig en helt anden forståelse af læreprocesser. Det kan jo nok hænde, at jeg også gør - selv om vores ønsker måske ikke går i præcis samme retning. Jeg kunne da sagtens forestille sig en friskole, hvor man lod børnene arbejde langt mere frit i deres egen retning. Der er bare det, at som det er - her og nu og i den virkelige verden - så er folkeskolens opgave at undervise i nogle bestemte ting, som er fastlagt af politikerne. Disse er faktisk i meget stort omfang i samklang med befolkningen i den sag, at det ikke skal overlades til børnene selv at finde ud af, hvad de skal lære; og derfor er der et element af tvang, eller i hvert fald ufrivillighed for børnene, i lærernes arbejde. En tvang, der ikke er i fritidspædagogernes. Selvfølgelig skal man støtte fordybelse og koncentration, selvfølgelig skal man kunne "respondere hensigtsmæssigt" - men HVAD der er hensigtsmæssigt er ganske forskelligt, eftersom man har til opgave at lære en gruppe teenagere omkredsløb og strømstyrke eller at styrke det sociale i en 5-årig børnegruppes selvvalgte leg. Det nytter derfor ikke romantisk at mene, at det er helt det samme, der er brug for - det er det ikke. Man har lov til at drømme - men når man skal træffe beslutninger om fx læreruddannelse, så skal man vende tilbage til realiteterne. Så er der praktiklærerne igen. Ja - naturligvis er der forskel på praktiklærere; der vil i den grad også være forskel på kommende kolleger. Det er en fordel for kommende lærere at have været udsat for diversitet; hvis de kun møder én type godkendte, specialuddannede lærere, der siger det samme som man siger på læreruddannelsen - ja, så risikerer realitetschokket at blive alt for stort, Det støder mig også, at du som begrundelse for praktiklærerens ubrugelighed angiver, at han/hun siger, at det er vanskeligt at skabe relationer til sine elever. Her kunne jeg komme med et lettere omskrevet citat af Sauer og sige, at der findes to slags lærere: De, der til tider finder det vanskeligt - og de, der lyver. Såvel til lærer for mine børnebørn som til praktiklærer foretrækker jeg den første type. Til sidst - i stedet for at bruge en masse ressourcer på vredeshåndtering - så lad os bruge de sparsomt tilmålte midler til skabe vilkår, der letter arbejdet i klasserne. Det er da bedre at arbejde for antagelige forhold - end at mindske reaktionerne på, at forholdene er uantagelige. Der er mange håndtag at skrue på - lavere klassekvotienter, bedre plads i lokalerne (nej, lokalevilkårene er ikke de samme som i mange år. De er blevet eklatant værre på det seneste flere børn til hvert lokale, og stort set afskaffelse af grupperum og andre aflastningsrum) flere timer med to voksne (igen - disse timer er afskaffede de seneste år) - samt det meget, meget vigtige: Krav om en akutfunktion, så lærere ikke skal stå alene med stærkt udadreagerende børn foruden de 26 andre i klassen.

Kære Louise Som du ved, så er jeg ret begejstret for din PhD og din bog, som jeg synes giver et væsentlig bidrag til lærerfagligheden, og som i mine øjne burde være obligatorisk læsning på læreruddannelsen, men jeg synes du får draget nogle forkerte slutninger i ovenstående. 1) den relationskompetence en pædagog og en lærer skal tage i anvendelse er helt enkelt ikke den samme. Jeg ved ikke om du i forbindelse med din forskning har observeret pædagoger alene med en klasse, hvor de har varetaget undervisning. Men det er langtfra altid at det ender lykkeligt. Nogle kan det, men mange kommer til kort, når de pludselig skal håndtere 25 børn hvoraf halvdelen ikke gider det man har forestillet sig, og tre stykker har brug for særlige hensyn og resten er træt af aldrig at komme igang til tiden. Der er stor forskel på at skulle understøtte 25 børns egne valg og så at skulle få dem alle med på at fordybe sig i noget specifikt. I din PhD fortæller du netop om måden nogle lærere kan have hånd om hele gruppen, samtidig med, at de igangsætter faglige aktiviteter. Det er det der skal magtes. 2) så har en hel del lærere rigtig meget teoretisk psykologi og pædagog med i bagagen fra seminariet. Hos mig fyldt de pædagogiske fag 42 ECTS, altså næsten en femtedel af uddannelsen. Oven i dette var der så praktik og fagenes didaktik. Det et således ikke den teoretiske del der er underskud af, men mere egentlige redskaber i forhold til at interagere med elever i undervisningsrummet. Og dette er ikke noget pædagoger får indsigt i, i forbindelse med deres uddannelse. 3) undervisning er noget andet end det pædagogisk arbejde i skolen, børnehaven, SFO’en og bostedet. Helt grundlæggende så er skole en art ‘tvang’, mens pædagogik mere er omsorg. Begge steder er der omsorg, opdragelse og dannelse, men så hører lighederne op. Undervisning handler dybest set om introducere og invitere ind til fordybelse omkring noget bestemt fælles tredje, og om at medvirke til at der opstår ny viden og nye færdigheder omkring dette. Mødet med det faglige er således omdrejningspunktet. Det er således ikke barnets generelle udvikling der er omdrejningspunktet, men barnets udvikling i mødet med faget, indholdet, genstanden. 4) Jeg mener afgjort, at der er brug for at få styrket lærernes uddannelse, således at de højere grad får nogle redskaber med sig, der sikre en god skoledag og arbejdsdag for alle. Her ser jeg i høj grad at der er brug for yderligere specialisering frem for yderligere generelisering og fragmentering. Jeg har for lidt tid skrevet om det her: https://www.folkeskolen.dk/615843/laerer-en-kandidat-eller-en-haandvaerker Jeg synes du har gode pointer i forhold til praktiklærerne og undervisernes baggrund på seminariet. Som lærerstuderende bør man i mine øjne observere, hvad det er de dygtige lærere gør, prøve det af, gerne benytte sig af Marte Meo, undersøge virkemidler osv. Der går alt for meget forløbsplanlægning og alt for lidt undervisning i praktikken. Det nytter ikke at vi forlader os på, at det bare er noget man kan. Nogen har et særligt talent, resten må gå den hårde vej, og alle har brug for at træne det.

En skole er og har altid været til for at videregive så megen faglig vidensstof af afpasset sværhedsgrad til kommende slægter. Derfor kan der ikke være for meget fokus på det faglige indhold i undervisningen i skolen. Og når skolen så er indrettet til at vanskeliggøre en sådan undervisning mest muligt, burde alle gode kræfter sættes ind på at ændre på skolens indretning, således at det fagfaglige indhold i undervisningen igen bliver hovedsagen i skolen. Og når skolen så i sin afmagt har valgt at lade pædagoger overtage en del (en hel del) af undervisningen, kan det kun ses som et forsøg på at aflede opmærksomheden fra skolens kernefunktion til fordel for fritidsbeskæftigelser og den trivsel, som skolen i sin sammenrodethed også har haft held til at ødelægge. Og så vælger nogen altså at gøre skolens uduelighed som skole til idealet og nedtone de lærerstuderendes fagfaglige indlæring og erstatte denne kernefunktion med noget pædagoguddannelse, hvorved man vil søge at gøre fremtidens skole til et fritidsophold for børnene i stedet for et fagligt læringssted. Så opgivende skal man altså i fremtiden være over for al den larm og adfærdsudskejelser, som de sammenrodede klasser er velegnede til at udvikle og vedligeholde, at man i fremtiden bør opgive at få børnene til at opføre sig ordentligt og være uddannelsesparate og i stedet for få lærerne til at undlade naturlige vredesudbrud til afhjælpning af bare en smule af uroen. Og så er der ikke meget skole tilbage. Og så vil L. Klinge have børnene med til samtalen med ansøgere til lærerstillinger. Børn, der så vist ikke har den ringeste forstand på eller indsigt i, hvordan det er at skulle arbejde i en skole, der er indrettet til at modarbejde lærerens undervisning. Børn, der står for al den uro, som læreren i fremtiden skal tåle uden vredes- eller irritationsudbrud, skal deltage i ansættelsesproceduren. Det er det rene vanvid. Man kan jo lige så godt indse, at når skolen er indrettet som den er til at modvirke lærerens arbejde, så er skolen indrettet således, at lærer og børn i undervisningssituationen uundgåeligt bliver hinandens modstandere.

Louise Klinge, din phd afhandling er fuld af indsigt i børns måde at være på og læreres måde at tackle dem på. Det er måske noget af det mest omsorgsfulde jeg har læst, og jeg mener, at der er rigtig megen indsigt for enhver lærer i den, hvis de vil tage sig tid til at læse den. Umiddelbart er den væsentligste iagttagelse, fra mit synspunkt, at lærerjobbet bygger på fagligt, socialt og psykologisk overskud i enhverv situation. Når det overskud ikke er tilstede risikerer vi at relationskompetencen/muligheden kompromiteres. Derfor er det måske ikke den rigtige vej at gå at udvikle læreruddannelsen, men snarere fokusere på kulturer der fremmer lærernes overskud og muligheder for at handle relationskompetent. Det handler om et grundlæggende skifte i lærernes indstilling til arbejdet, hvor der skulle gives langt mere plads til kurser, som det der kunne findes udgangspunkt for i din phd og i et ledelsesfokus på, hvordan vi taler til hinanden og eleverne. Der ud over skal der være plads til at se på kollegernes undervisning især i den fase, hvor man er ny lærer. Den indsigt især en af de lærere, du har fulgt, har, opnår man ikke på uddannelsen, men kun ved et målrettet professionelt udviklingsforløb gennem flere år. Jeg vil give dig ret så langt, at det er tankevækkende, at det er pædagoger med specialuddannelser, der tit er de hovedansvarlige for arbejdet med de børn, vi udskiller fra kommuneskolens tilbud, det kunne give et fingerpeg om, hvad det er i kommuneskolen, der skal styrkes?

Med en læreruddannelse og 25 års erfaring som henholdsvis lærer og leder i skoleverdenen, og med en datter og en svigerdatter på pædagoguddannelsen i dag, så kniber det gevaldigt med at se pointen i at slå noget som helst sammen. Pædagogerne er for deres vedkommende optaget af at blive skarpe på børns udvikling i deres første leveår. Hertil kommer for nogles vedkommende specialpædagogik. Normalområdet og daginstitutioner er i fokus, og det tænker jeg, at både småbørn og deres forældre kan nyde god gavn og glæde af. Som læreruddannet har jeg uddannelse i en lang række pædagogiske og skolefaglige fag - gennem forløb varende fra et til tre år på seminariet. Aldersgrupperne for de to professioner er alt andet lige forskellige. Undervisning som profession rettet mod børn og unge i alderen 6-16 år er noget andet end pædagogisk praksis rettet mod et udviklingsorienteret pasningstilbud i småbørnsgruppen. Jeg har mødt adskillige pædagoger og pædagogstuderende, som slet ikke ønsker og måske heller ikke magter de mange fag-faglige fokuspunkter omsat i fag og fælles mål for folkeskolen, som det praktiseres og udfoldes i hverdagen, men som er dygtige udi det rene pædagogiske, relationelle arbejde. Og ja, så er vi da sikker et antal lærere, som kan blive bedre til det pædagogiske arbejde, når det handler om elevernes trivsel, relationer, konfliktopløsning... etc. Jeg ser for mig en ørkenvandring af et årelangt studie, hvor der næppe bliver tid til at blive dygtig til hverken fag eller pædagogik i skole eller daginstitutionstilbud. Min erfaring fra praksis fortæller mig, at man kunne starte med at øge kvaliteten i studierne ved at skrue op for undervisningstimmetallet på seminarierne i begge uddannelser og så gerne for min skyld fokusere og adressere behov for pædagogisk opkvalificering, når vi tænker på udvikling, adfærd, sociale kontakter, trivsel... hos såvel de sunde og velfungerende børn, som alle de udsatte og inkluderede. Dertil kommer, at vi skal slå et slag for flere ressourcer til at arbejde med netop disse børn i dagtilbud og i skolen. Der er brug for flere ressourcer til bedre uddannelse, til den pædagogiske praksis, til lærer-pædagogsamarbejde, hvor begge professioner er til stede i teamarbejdet og i et lærende og udviklende fællesskab med eleverne. Og daginstitutionernes normering kan sikkert godt tåle et kritisk eftersyn med henblik på en tildeling af ressourcer, der tidligere var til stede. Så forskning eller ej - der er brug for at skærpe kompetenceområderne lærer og pædagog under uddannelse og som fagprofessionelle i arbejdet med børns udvikling og læring. Giv os bare et løft på begge områder! Det er der sikkert brug for. Men fri mig for, at vi havner i den sorte gryde. Suppedas er der mere end rigeligt af for os alle, der ude på gulvet! Hvad med at foreslå

Når man er fyldt 2, så er det næsten 50% af ens liv. Når man er fyldt 7, så er det næsten 20% af ens liv. Ved 10 år er 1 år blot 10% af ens liv. Årets andel af HELHEDEN skrumper, indtil årene passerer med næsten rasende hast. Det er soleklart at der er store forskelle på indholdet af pædagogikken over årene fra 0 til 16 års alderen, og igen senere. - Hvert muligt niveau nyder godt af det forgående niveaus gode fokuserede arbejde. Så alle må, helt naturligt, reagere med en vis modstand på den overskrift artiklen har! Som voksenpædagog ved jeg, at det er vigtigt at "sætte scenen", så måske skulle du få forfatteren af artiklen til at rette overskiften, så den passer bedre med din slide, i billede 2 ovenfor. Så kan man måske mere konstruktivt diskutere hvor megen spædbarns-, børne- og ungdomspædagogik, der kan køre fælles i uddannelserne, og om det kan/skal være indledende, før valg af lærer-/pædagoguddannelse, eller bare kan være på de tidspunkter, hvor det i øvrigt passer til de forskellige uddannelses forløb. Jeg ser UMIDDELBART kun et delvist sammenfald for fritidspædagogikkens vedkommende.

Der er lige udgivet et tillæg til folkeskolen, som fortæller at ved at give lærere og pædagoger tid til at samarbejde, ville det kunne forbedre en del af dagligdagen. https://backend.folkeskolen.dk/~/6/1/forskningtillaeg-til-folkeskolen-nr-7.pdf Det har kommunerne også glemt i deres store visdom. Den kant der er i læreruddannelsen og pædagoguddannelsen ville ved en sammenlægning medføre et værditab for begge retninger. Ikke mindst for børnene i skolen. I stedet kunne man overveje at pædagogerne skulle mere ind over i indskolingen?