I denne historiske oversigt over folkeskolen, savner jeg nogle ord om trivsel. Om elevernes hverdag med spanskrør og ulovlige lussinger.

Ja, det er svært at sige, præcis hvor magten ligger. Det er fx overhovedet ikke erkendt, at lærerne - uanset hvor meget, man forsøger at sætte dem udenfor ledelsen og alle dens dispositioner - besidder en enorm uformel magt, fordi det nu engang er dem, der står med børn og forældre i et rum, hvor ledelsen aldrig er fysisk til stede. Den eneste logiske konsekvens af dette uomgængelige forhold ville være at inddrage og ansvarliggøre lærerne, sådan som de jo var op til 1990. Men det fik Haarder jo ødelagt, hvorefter fagforeningen blev lærernes eneste tilflugt. Ingen har gjort mere for Danmarks Lærerforening end ham. Hans politik afstedkom mindst en fordobling af DLF's volumen på ganske få år, og det var naturligvis direkte medvirkende til at DLF tog relativt let på tabet af lærerrådet. Et svigt nogle af os aldrig glemmer og aldrig tilgiver vores forening. Men der er et punkt, hvor jeg mener, at skolehistorikerne går helt galt i byen. De siger, at forældrene fik mere magt med skolebestyrelserne i 1883. Det omvendte er tilfældet. På papiret blev de ganske vist lovet, at nu skulle de være med til at styre skolen, ja Haarder kaldte ligefrem en revolution i folkeskolen. Men hvor skolenævnene op til da havde direkte tilsyn med mulighed for indgreb overfor ledelsen og retten til underkende en række ledelsesbeslutninger, har skolebestyrelserne kun ret til at blande sig på overordnet, principielt plan. Når skoleledelsen så slår sømmene i, er det forvaltningens stemme, den har i øresneglen. Forældrene kan kun se passivt til. Man kan sige at Haarder gav dem ti fugle på taget i stedet den ene, de før havde i hånden. det afspejles jo også i valgene til skolebestyrelserne, hvor det normale billede er, at man kun med nød og næppe kan bemande posterne. Vi er helt nede på menighedsrådsdeltagelse og derunder. I øvrigt er jeg enig med Niels Roed i, at lærernes ydmygende voldsregimente op til 1967 er voldsomt underbelyst. Det bødes der for den dag i dag, hvor mindst en million medborgere stadig kan huske lyden af en lussing. Hvor meget af lærerstandens problemer med at vinde befolkningens tillid i dag bunder mon i uartikuleret, overleveret had mod lærere, der gjorde børn alvorligt fortræd dengang?

"...forældrene fik mere magt med skolebestyrelserne i 1883". Der skulle selvfølgelig have stået 1993, undskyld.

Førhen var det skolen, der drev udviklingen - nu er det udviklingen, der driver skolen. Hvad er magt? Retten til at bestemme eller evnen til at magte? Der må nødvendigvis lægge den betragtning ind over, at hvor magten førhen var meget synlig i form af en magtopfattelse, der handler om at besidde magt, så bygger skolen i dag på en mere relationel forståelse af magt. Sammen (Ledelse, politikere, forældre, børn, lærere og mange flere) skal vi magte at give eleverne den bedst mulige skolegang. Samfundshjulets hurtigere omdrejninger kræver en hurtigere tilpasning til eksisterende forhold. Det langsommere - mere statiske bondesamfund blev trukket op af uvidenhedens søle af skolelærere. Men som skribenten nævner, så er vi ikke længere de bedst uddannede i et land, hvor vi som lærere i DK skal lægge fundamentet for den bedst mulige uddannelse.