"Tilpas forstyrrelse" taler vi ofte om i lærerkredse, men i disse tider med mange forandringer i skoleverdenen og et stadigt stigende tempo i samfundet i det hele taget kan man vist godt slå fast, at nutidens børn oplever "maksimal forstyrrelse" - hvert femte barn er i følge Stressforeningen berørt af stress - og antallet er stigende... Og stress kan ALDRIG være barnets ansvar! Når stress kommer tæt på, er det min erfaring, at de psykiske udfordringer for alvor viser sig. Jeg oplever et stigende behov for specialpædagogisk intervention, når børn og unge forlader grundskolen før tid. Børn er fantastiske, og børn er forskellige! Nogle børn passer ind i de kasser, lærere og pædagoger er uddannede til at tage hånd om i forbindelse med pædagogiske aktiviteter og undervisningen, men i forbindelse med inklusionskravet i de danske skoler og institutioner støder lærerne og pædagogerne indimellem på de børn, som ikke passer ind i de kasser, der rangerer indenfor det såkaldte normalområde. Vi taler i dag om børn i henholdsvis den høje og den lave ende af skalaen - gifted children samt de børn, der tidligere kom på specialskolerne pga. forskellige funktionsnedsættelser og/eller kognitive vanskeligheder af enten personlig eller social karakter. Personligt mener jeg, at tanken om at inkludere flest mulige børn i de ordinære skoler og institutioner er smuk, da alle børn naturligvis skal have lige muligheder, men mit speciallærerhjerte bløder, når jeg gang på gang hører grufulde beretninger om fx børn med vanskeligheder indenfor autismespektret, børn med ADHD, højt begavede børn m.m., som skal kunne indgå på lige vilkår med de øvrige knap 28 elever i klasserne. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke udfordringer disse børn (for slet ikke at glemme forældre og lærere, der ikke er uddannede til at imødekomme disse børns særlige forudsætninger) bliver konfronteret med hver eneste dag i en skole, der er under kolossal forandring i disse tider med ny arbejdstidsaftale, skolereform, inklusionskravet m.m. Som underviser for psykisk sårbare børn, unge og voksne bruger jeg en stor del af min tid på at rette op på svigt fra de voksne omkring de unge mennesker, og det svigt, oplever jeg, peger i stadigt stigende grad mere og mere i retning af svigt fra det offentlige rum og ikke nødvendigvis forældre og pårørende. Hovedløse normeringer, vanvittige klassekvotienter, ekstreme ventelister samt misforståede pædagogiske tiltag, hvor de unge har følt sig ”parkerede” i en arbejdsstation væk fra fællesskabet, fordi ”det gør man ved børn med adhd eller autisme”, alt for store krav til forestillingsevnen og beslutningskompetencen hos børn, som endnu ikke er diagnosticerede autister m.m. Min erfaring siger mig, at systemerne efterhånden er så pressede, at børn, unge og voksne i dag skal have en diagnose for overhovedet at blive taget i betragtning til at få den støtte, guidning og hjælp, som de og deres voksne (forældre, pædagoger, lærere m.fl.) har brug for. Det er min klare opfattelse, at der i dag ikke er ressourcerne til at yde den hjælp, der skal til – også selvom man ikke har en diagnose. Systemet er slet ikke gearet til, at der faktisk findes børn og unge, der trods manglende diagnose er overladt HELT til sig selv – hvilket i yderste konsekvens kan resultere i en diagnose, hvis ikke vi i det offentlige rum griber bolden og handler i tide! Trivselsfremmende indsatser i børnehøjde skal der til – også i skoletiden, da trivsel og (sund) indlæring går hånd i hånd. Jeg vil gerne være med i legen ❤️ Kærlig hilsen Lise, Indehaver af RobusteRollinger.dk

Vi kunne starte med at rulle den tåbelige reform retur hvor den kommer fra, før det sker kan vi ikke tale om robusthed eller trivselsfremmende indsatser.

279, helt sikkert der. Det tal er i den grad totalt ubrugeligt. Alene på min nuværende årgang, der er 2 ud af cirka 90 elever, der ikke eller meget sporadisk kommer i skole. Forrige skoleår, der var 2 ud af 125 elever. Så jeg må være utroligt uheldig med de skoler jeg er på.

Tæller de børn med, som får et par tiners undrvisning i hjemmet? Hvordan kan autismeforeningen oplyse om et meget større tal alene for deres melemmers børn? Jeg tror ikke på det tal, det er meget større..

Om tallet lige er 279 eller højere er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at når vi råber op om de her elever til socialrådgivere, så sker der for lidt. De handler for langsomt og for lidt indgribende.

Hej alle sammen Rapporten beskæftigelser dig netop med alle de forskellige grupper, I nævner. De 279 er den lille gruppe, som ikke en gang officielt er indskrevet i et skoletilbud. Dertil kommer dem, der får lidt eller meget hjemmeundervisning, dem der får sygeundervisning og alle dem, der har en plads i en skole, men kun sjældent eller aldrig kommer der. mange hilsner Karen Ravn webredaktør folkeskolen.dk

Jeg har nu præciseret dette i artiklens indledning.