Jeg forstår ikke det med stationer? Hvorfor skal børnene flyttes? At differentiere deres læsning er da den eneste, lette differentieringsopgave: Man tager klassen med på skolebiblioteket, lader den vælge bøger - og lader den læse i dem. Når eleverne så har de bøger, de selv har valgt, afsætter man nogle timer til selvstændig læsning. De, der selvstændigt kan læse deres valgte bøger, lader man gøre det - og spørger ind imellem interesseret til, hvad de har læst. De, der kan læse de helt letlæste bøger med tilhørende opgaver, lader man arbejde med det. De, der kan kæmpe sig gennem "Søren og Mette" med opgaver gør det. Og resten laver læreren læsetræning med.

Og så bliver jeg simpelthen nødt til at fortælle, at der i foråret udkom et dansk læsesystem, der netop rummer det der efterspørges her og som kan hjælpe læreren med at favne og udfordre hele klassen. Serien hedder "Milo på eventyr" og er et differentieret læsesystem i seks niveauer. Systemet, der hedder ”Ud af boksen”, udmærker sig ved at kunne samle hele klassen om den samme historie og stadig udfordre eleverne på det niveau, der passer til dem. Serien findes i lix 5 stavelser, lix 5, 10, 15, 20 og 25 og der er udarbejdet lærervejledning med oplagte samtaleemner ud fra bogens handling og differentierede elevopgaver til alle bøger i serien. Alle spørgsmål er udformet, så de vil kunne besvares uanset hvilket niveau af bogen de har læst, og derfor vil den mundtlige gennemgang være den samme for begge opgaver. Jeg giver dig helt ret Thora; selvfølgelig kan læseundervisningen differentieres, men med forskellige tekster er det sværere efterfølgende at samle klassen om en fælles gennemgang. Jeg ved godt, at dette ikke er en reklamesøjle, men jeg får så mange positive tilbagemeldinger fra elever og lærere, at jeg måtte dele min viden med jer :)

Forstår ikke helt at det problematiseres, at disse børn skal opdages? Jeg tænker egentlig, at lige nøjagtig deres læsning har vi ganske godt styr på. Helt klart får børn med vanskeligheder mere opmærksomhed, men læreren ved da udemærket at lille Peter læser flydende. Han har jo læst op i klassen siden dag 1.. Det er derfor man i de fleste klasser både har en fælles tekst og samtale derom - og selvstændig læsning, hvor man kan finde bøger på eget niveau og interesse.

Jeg talte med en mor, der fortalte, at hendes søn blev så skuffet over ikke at blive udfordret med hensyn til læsning, at han helt mistede lysten til at gå i skole. Det er da ærgerligt at "tabe" en motiveret læringsparat elev allerede i 1. klasse... Målet må være, at alle børn skal have størst muligt udbytte af skoletiden, med trivsel og læring som omdrejningspunkt, og så er differentieret undervisning et vigtigt redskab.

Kommentar til Thore Hvidtfeldt Rasmussen. Ja sådan ender det vel ofte, når en lærer skal differentiere sin undervisning.Man undlader bare at undervise. Og i stedet for deler man materialer af forskellig sværhedsgrad ud til eleverne alt efter deres evner. Og så går eleverne i gang med at få det ud af læsningen, som lærerens undervisning ellers skulle bibringe dem. Om eleverne så arbejder alene eller i grupper, så bliver de altså bare ikke undervist. Og så foreligger der ikke nogen differentieret undervisning. Og selv om læreren med mellemrum ”spørger interesseret ind til, hvad eleverne har læst”, så er effekten heraf vel ikke af samme karat som en overhøring af en lektie, som eleverne har haft besværet med at forberede derhjemme på grudlag af en lærers forudgående undervisning. Og hvad med fysik- eller kemistoffet. Kan man slippe om ved den differentierede undervisning på samme måde, som når eleverne læser selvvalgte bøger? Og med slutbemærkningen om, at ”resten laver læreren læsetræning med”, så ligger det vel i bemærkningen, at ”resten” består af nogenlunde homogent sammensatte elevgrupper. Dvs. at læreren først kan levere seriøs undervisning, når den elevforsamling, som han underviser er så nogenlunde homogent sammensat. Og så er vi vel på en måde tilbage ved den elevdelte skole.

Jeg synes nogle gange folk glemmer, hvordan det var, da deres børn startede i vuggestue/dagpleje og børnehave. - I vuggestuen var der nogle, der allerede gik! Mens mine små vidundere måtte nøjes med at mave sig frem eller lige kunne rulle rundt og løfte hovedet. - I børnehaven var der nogle, der allerede havde et sprog, der var let forståeligt, rigt og fyldigt, mens andre måtte nøjes med et 'mig sige' eller et 'hrm, vrum' for en bil. Sjovt nok nåede mine børn og alle de andre børn at lære at gå og sige 'bil' helt inden for normen. Nu glemmer man så, at selv om nogle lærer at læse hurtigere end andre, udligner det sig over tid.

En (endnu en) fordel ved karaktergivningen er, at en eventuel devaluering af karaktererne, sådan som tilfældet synes at have været i gymnasiet, hurtigt vil blive konstateret af og omtalt i dagspressen, hvorimod ingen overhovedet har nogen mulighed for at konstatere en tilsvarende mulig devaluering af lærerens evaluering og feedback til eleverne. I de mundtlige samtaler med eleverne kan lærerne frit vælge, om man vil stille eleverne over samme konstatering, som kan gøres med karakterer, eller om man hellere vil glatte ud og tilstræbe, at eleverne undgår det fysiske og psykiske ubehag ved at få deres virkelige standpunkt blotlagt.