Tak til Biesta for at sætte verden i centrum for skolen. Det kan jeg kun være enig i. Derfor har jeg også plæderet for at sige at Undervisning er dannelse. Især fordi vi gennem undervisning viser børn en større og mangfoldig verden.

DLF, friskoleforening og Århus Universitetsforlag har udgivet denne: https://unipress.dk/udgivelser/u/undervisning-er-dannelse/

Tak til John Villy Olsen og Folkeskolen.dk for dette dybdegående interview med Biesta. PS. Alexander von Oettingen. Biesta ved godt, at han selv står i gæld til den tyske Bildung-tænkning. Han nævner tit Mollenhauer og Meirieu (sidstnævnte er meget påvirket af tysk tænkning), som nogle der har været med til at danne ham selv. MEN, som Biesta gør rede for i ovenstående interview og andre steder, så ser han det paradoksale i frihedsidealet i den tyske Bildung-tænkning og så måden, hvorpå Bildung/dannelse kan misbruges. I Biestas seneste bog "Undervisningens genopdagelse" undersøger han dette paradoks i dybden med bl.a Levinas og Ranciére, og han kommer frem til: Undervisning som dissensus, altså undervisning som forstyrrende med henblik på selvstændige, kritiske erkendelsesspring - der er betingelsen for, at frihed OG ansvarlighed kan gå hånd i hånd. Dette med undervisning som dissensus ser jeg som det helt store modstandspotentiale i Biestas tænkning. Han vil ikke finde sig i konsensus-tænkning, altså en tænkning i årsag og virkning - det vil sige tidens lærings- og input output tænkning. Det er derfor han sætter subjektifikation over kvalifikation og socialisation. Så hvis du, Alexander, med undervisning mener dissensus, er jeg enig i, at undervisning kan være dannende til kritisk, selvstændig og ansvarlig frihed - men ikke hvis vi underviser ud fra de forventninger der ligger i tiden om lærings, konkurrencestatspædagogiks og empirisk evidens-forsknings storartethed. For i så fald mener jeg ikke, vi danner til menneskelighed - men tværtimod til umenneskelighed.

Se også Biestas svar i dette interview: https://www.folkeskolen.dk/1385051/awaking-to-the-world