@ Tina K - tak. Påfugle eller katte – store eller små projekter -– man bliver i godt humør og inspireret af dine blog-indlæg. En fryd for øjet. Man glemmer næsten de grimme annoncer, der suser på tværs ...

ja, ophængning af søde katte, vaskebjørne, giraffer, pandaer og andre aktivitetsprægede (ofte fremmedartede for eleven) udtryk ses overalt på skoler i disse år. Man kan (som lægmand) da også falde i svime over lærerens evne til valg af format, matchende farver og andre formæstetiske virkemidler og i en snæver vending kan man også finde belæg i fagbeskrivelsen for et lille aktivitetsforløb i sin årsplan. MEN jeg synes det har taget overhånd. Glemmes fagets mål, læseplan og vejledning for ofte, mener jeg, situationen er en ganske anden, så får det konsekvenser for elevene og for faget. Hvor findes fx valid forskning der peger på, at eleverne bliver "kritisk undersøgende, analyserende modtagere, målrettet og kreative producenter, ansvarlige deltagere, innovative og entreprenante, refleksive, medskaber af kultur" osv. ved at kopiere et skemata, som læreren udstikker eller sidde med et billede af "et sødt dyr" og kopiere det? Hvor er eleverne projekt med at gøre indtryk til udtryk blevet af? Hvor er den æstetiske dannelse blevet af? Der tales om den i øjeblikket, men hvis ikke vi, som billedkunstlærere, skal forholde os til, hvad der betyder noget for børn og hvad der rykker i forhold til deres dannelse, så ved jeg ikke hvem der skal. Vi har ikke nogen berettigelse som fag, hvis vi fortsætter med at lave "pæne billeder" bare fordi vi kan og vi lader eleverne, som har så hårdt brug for en personlig visuel stemme, i stikken - HUSK BILLEDKUNSTFAGET!

Kære Susanne Skou Kristensen - og andre kritikere I bund og grund er vi nok slet ikke så uening. Billedkunstfaget er et af de vigtigste i folkeskolen, og vi skal undgå at det bliver udvandet af skabelon-formning uden nogen relevans. Det skal vi kæmpe og argumentere for. For nylig så jeg en idé på pinterest, hvor en pige lagde en snor med maling ind i en bog, lukkede bogen og derefter trak snoren ud. Da hun igen åbnede bogen, var der et smukt mønster. Kunne jeg finde på at bruge sådan en idé i min undervisning eller på min blog? Nej, aldrig! Der er ikke noget mål med det. Men for at kunne et sprog, må man øve sig. Det gælder også billedsproget. Når man bruger guidet tegning af f.eks. et sødt dyr, som du skriver, så lærer man en teknik til at angribe et motiv. Hvordan gør jeg, når jeg skal tegne f.eks. en kat? Alt for mange lærere giver børnene for lidt hjælp - de skal tegne katten, svømmehals-turen eller ferieminderne uden visuelle referencer og træning i at opdele et motiv i mindre dele, og det er ret svært for de fleste. Hvis vi ikke hjælper dem på vej og giver dem konkrete redskaber til at tegne, så taber vi dem. Det er et faktum, at de fleste børn holder op med at tegne/male før de når 5.klasse. Så lad os guide dem nok til, at de ikke mister troen på egne evner - også selvom det kan kræve træning i tegning - f.eks. af giraffer, vaskebjørne og pandaer (som jo ikke er mere fremmedartede end at de også lærer om dem f.eks. faglig læsning i 2.klasse på en del skoler). Lad os give dem kulturhistorie (Som i mine forløb, hvor de arbejder med Picassos guitarcollager, Rosina Wachtmeisters katte, Lundstrøms opstillinger eller Arnoldis plakater - blot for at nævne nogle). Lad os give dem træning i teknikker (som f.eks. i mit blyantstegnings-forløb, snemændene i pastel, tegning på iPad eller perspektiv-tegning). Lad os give dem et sprog til at beskrive det de ser (som f.eks. i mit meget store arkitekturforløb eller plakatforløbet). Lad os kæmpe billedkunstfaget - sammen :-) Til sidst vil jeg gerne give dig - og de andre kritikere af min blog - en udfordring: Start selv en blog, hvor I måned for måned videregiver jeres forløb. Det er en af de bedste og mest effektive måder at få udbredt sit budskab.