Spørgsmål til Louise Klinge: Er det ikke en hovedpointe, at lærernes relationsarbejde skal varetages af læreren selv? At det ikke kan uddelegeres til en pædagog, der måske ikke engang er til stede i situationen? I bekræftende fald: Hvor siger du det henne?

Jeg har lige opdaget denne artikel, som er skrevet en artikel på baggrund af et konferenceoplæg, jeg holdt i begyndelsen af sommeren. Overordnet er det en rigtig god gengivelse af mine mange ord, men det er naturligvis svært at undgå unøjagtigheder, så jeg har brug for at præcisere nogle ting. – Jeg er desværre ikke uddannet lærer, men jeg arbejdede henover 5 år som lærer på flere forskellige skoler. – Overskriften er noget misvisende ift. min forskningsresultater. For med ordene "Relationskompetente lærere..." lyder det som om, at der er en særlig skare, der er relationskompetente - og så er der så nogle andre, der ikke er det. Professionel relationskompetence er at bidrage til sine elevers udvikling fagligt, socialt og personligt og at kunne etablere en klasse som et læringsfællesskab. Og som der står undervejs i artiklen, så viser mine observationer af undervisning, at det kan de allerfleste lærere indimellem. Og ingen kan det altid. Vi skal altså ikke tale om, hvorvidt man ér relationskompetent eller ej - men om vi HANDLER relationskompetent eller ej. Det kan alle styrkes i, og det afhænger bl.a. af de rammer og strukturer man er i, og derfor er det aldrig den enkeltes lærers personlige ansvar alene. – På baggrund af interviews med både lærere, elever og observationer af undervisning endte jeg, som der står i artiklen, med 194 punkter af relevans for at forstå lærer-elev-relationen. Og så har jeg så komprimeret de mange relevante punkter til 3 kendetegn ved relationskompetente handlinger - 1) en overvægt af afstemmere, som er alle de verbale og non-verbale udtryk, der signalerer, at læreren har sin opmærksomhed venligt rettet mod børnene. 2) omsorgsetiske handlinger, som finder sted, når læreren styrker børnenes etiske ideal om at møde andre venligt og respektfuldt 3) understøttelse af børnenes behov for at opleve selvbestemmelse, kompetence og samhørighed – Mht. piktogrammer: Jeg mener bestemt, at mange børn kan have stor gavn af den struktur og det overblik, piktogrammer kan give for bl.a. at kunne opleve sig kompetente. Vi skal blot være opmærksomme på, at der også skal være plads til deres personlige initiativer og forfølgelse af deres interesser. Opmærksomhedsforstyrrelser kan helt forsvinde under aktiviteter, der opleves vedkommende for børnene. Til sidst - hep hep for alle lærere og skolepædagogers fuldtstændigt uvurderligt vigtige arbejde med at indgå i udviklingsstøttende samspil i undervisningen med børn og unge. Verdens vigtigste job.

Jo Niels Christian. Jeg er helt enig i at relationsarbejdet ikke uddelegeres. - Jeg skriver det bl.a. på s. 43 i min bog "Lærerens relationskompetence". Det kan ikke uddelegeres af to primære grunde: – For det første er det netop gennem en relation præget af gensidig tillid og respekt, at børnene vil følge lærerens lederskab og forholde sig positivt til det undervisningsindhold, hun præsenterer. – For det andet så viser mine interviews med 80 børn og unge, at i deres verden findes der ikke 'relationsarbejde' for sig, og så undervisning for sig. Fordi de igennem alle lærerens handlinger afkoder, om læreren har dem på sinde og vil dem det bedste. De fornemmer om de har en betydning for læreren gennem både verbale og non-verbale udtryk, og relationens kvalitet afgøres af, om de kan mærke, at læreren ikke er ligeglad med dem. Også mens vi taler om isotoper, postvæsenets histore eller H.C. Andersen. Så relationsarbejdet sker faktisk hele tiden - men der arbejdes kun positivt på relationen, når lærerens opmærksomhed ikke kun er rettet mod indholdet, men også mod børnene. - Og at kunne mønstre det nærvær, kræver langt bedre rammer. Men jeg mener dog, det er positivt, at flere fagpersoner samarbejder om undervisningen, fordi den opgave er så kompleks, at det er godt at være flere om at udføre den. - Hvis man altså har tid til at tale sammen både inden og efter.

Tak for svar. Og enig i, at det kun kan bidrage til at kvalificere arbejdet, at man har mulighed for at tage del i et reflekterende fagligt fællesskab. Men det forudsætter jo, som du også siger, at den tidsmæssige resurse er til rådighed. Og det er den netop overhovedet ikke, og den kommer ej heller nogensinde, for det er et spørgsmål om penge, og dem kommer der bare ikke flere af, sådan er det. Lærerne bruger iflg. en nyere undersøgelse, jeg ikke på stående fod kan huske navn og adresse på, i snit omkring 8 minutter om ugen på samarbejdet med pædagogerne. Ikke fordi de ikke vil bruge mere tid, men fordi de ikke har den. Det er den virkelighed, vi skal forholde os til, når vi diskuterer disse sager, og gør du ikke, vel? (Nu må du undskylde, men jeg vil ikke spilde tiden med omsvøb.) Derfor forekommer det mig, at din principielt rigtige betragtning om fordelene ved at være flere fagpersoner inde over klassen ikke rammer skiven. Jo, i en anden og bedre verden, men ikke i denne. Hvis arbejdsgiverne virkelig mener, at lærer-pædagogsamarbejdet omkring klassen er nødvendigt, må de give folk tid til det. Og da de ikke vil det, skal de stoppe al det her utopiske bavl og i stedet give den enkelte lærer mulighed for at komme helt anderledes i bund med det dybt personlige, tidskrævende relationsarbejde, bl.a. ved at fjerne al det overfladiske pjat, der påtvinges lærerne, herunder det, der går under navnet lærer-pædagogsamarbejde - i 8 minutter om ugen. Det eneste, det resulterer i, er støj, stress og frustration - og forstillelse i lange baner. Men hvem skal fortælle dem det? Det skal I forskere. For hvis den lærer siger sådan noget på et lærervæ.. øh undskyld, i et personalerum (som INGEN udover ledelsen kalder det), så læner du dig op ad en tjenstlig advarsel. Summa summarum, lad mig sige det rent ud: Jeg synes, I svigter lærerne.

Helt enig - læringskapacitet afhænger af relationskvalitet! Det er det vi træner børnehjemsmedarbejdere og plejefamilier i i 29 lande, baseret på forskning i tilknytning og relationsarbejde. Nu har vi designet en tværfaglig uddannelse på dansk og Inuit for lærere, børnehjems- og skolehjemsmedarbejdere for den grønlandske socialstyrelse. Hilsner fra Fairstart Fonden og Niels Peter Rygaard