Jeg blev uddannet folkeskolelærer 2009-2013. Matematik med aldersspecialisering 1.-6.. klasse, ROS – udfordrende, fagligt højt niveau, undervisere med baggrund i lærerprofessionen. Billedkunst – selvom jeg forud havde en årelang erfaring som professionel tegner og underviser i tegning & design bl.a. på tekniske skoler, så fik jeg rigtig meget ud af at have billedkunst som linjefag på læreruddannelsen. ikke mindst fordi det knyttede sig direkte an til folkeskolepraksis og i kraft af en fantastisk underviser med afsæt i mange år i folkeskolen. Mega inspirerende! Kristendomskundskab/religion – læreruddannelsen gav mig en bred og metodisk indføring i indhold og praksis. Kort: min erfaring var, at læreruddannelsen er langt bedre end sit rygte. Jeg har – siden jeg blev færdiguddannet – ikke haft kontakt med professionshøjskoler => jeg har ingen hands-on mht. den generelle tilstand og det aktuelle faglige niveau på læreruddannelsen. Men det bekymrer mig at der fortsat er en negativ diskurs omkring uddannelsen. De 10 punkter som aktørerne i og omkring læreruddannelsen har sat sig som pejlemærker ser ganske fornuftige ud: 1. Læreruddannelsen skal være en af de mest søgte uddannelser Professionshøjskolerne vil invitere KL og lærerforeningen til at deltage i en kampagne, der skal tiltrække flere studerende til læreruddannelsen. Desuden skal brobygningen til ungdomsuddannelserne styrkes, ligesom der skal bygges videre på de gode erfaringer med optagelsessamtaler. 2. Læreruddannelsen skal være et krævende fuldtidsstudie med et højt læringsudbytte Studieintensiteten skal øges. De studerende skal have mere og bedre feedback, og der skal laves flere øvelsesforløb ved siden af undervisningen. Desuden skal der være færre, men mere krævende prøver. 3. Lærere med stærk autoritet og kunnen Professionshøjskolerne vil lægge mere vægt på at udvikle de studerende som myndige fagpersoner med stærk professionel autoritet. 4. Tættere sammenhæng mellem folkeskolen og læreruddannelsen Professionshøjskolerne vil invitere kommuner og skoler til et endnu tættere praksis-samarbejde. Flere lærere på folkeskolerne skal have en praktikvejlederuddannelse. 5. Læreruddannelsen skal bygge på den bedste forskning Professionshøjskolerne fortsætter opbygningen af forskningsmiljøer. 6. Læreruddannelsen skal understøtte faglig fordybelse Færre, men større og mere krævende prøver skal give bedre plads til faglig fordybelse. Professionshøjskolerne foreslår, at de studerende kan nøjes med at vælge to undervisningsfag i stedet for tre. 7. Læreruddannelsen skal være på forkant med teknologi i folkeskolen Professionshøjskolerne foreslår en markant national teknologisatsning målrettet læreruddannelsen. 8. Læreruddannelsen skal være mere tværprofessionel Mere fokus på især samarbejdet med pædagoguddannelsen. Det tværprofessionelle skal have selvstændige kompetencemål. 9. Læreruddannelsen skal uddanne lærere til hele Danmark Der skal fortsat være et bredt geografisk udbud af læreruddannelser. 10. Læreruddannelsen som udviklingslaboratorium for god undervisning Der skal investeres i den fortsatte udvikling af undervisningsformer, så læreruddannelsen kan blive et laboratorium for god undervisning.

Tænk at stå og hylde, at der endelig kommer dialog mellem alle de vigtige parter, når det handler om at udvikle de rette kvalifikationer til den vigtige læreropgave og samtidig udelukke lærerne fra selskabet. Hold nu op hvor det oser af hybris. Det skal helt sikkert nok gå galt, men derfor skal der da alligevel lyde et "held og lykke" her fra sidelinjen. Hvorfor i alverden også invitere folkeskolens aktører med i sådan en dialog. De aner jo ikke, hvad det vil sige at drive skole???

Det er da forhåbentlig en forglemmelse fra journalistens side, for man "glemmer" selvfølgelig ikke at invitere den vigtigste part, lærerne, med????

Camilla Wang udtaler, at "man risikerer, at læreruddannelsen  bliver et kludetæppe, der bliver syet sammen af alle mulige forskellige holdninger". Og det er lige netop på den måde, man har syet folkeskolen sammen på. I den elevsammenrodede folkeskole har man syet den ene lap efter den anden ind i makværket ledsaget asf en påstand om, at nu endelig bliver det muligt at hæve kvaliteten, hvilket så efterfølgende viser sig ikke at være tilfældet. Og man skal ,altså ikke behandle læreruddannelsen så tåbeligt, som man har behandlet folkeskolen. Og meget karakteristisk, så veg man helt og aldeles uden om spørgsmålet om, hvorvidt den eksisterende elevsammenrodede skoletype er velegnet som undervisnings- og uddannelsessted. Selv om det dog blev antydet, at de lærerstuderende også bør forberedes på virkelige problemstillinger i sammenrodede klasseværelser. Lærerstuderende bør altså informeres om, hvordan man udfører lærerarbejdet i klasser, der er indrettet på at modvirke arbejdet. I stedet for at stræbe efter en læreruddannelse, der passer til folkeskolen, burde man selvfølgelig stræbe efter en folkeskole, der gør lærerarbejdet muligt. Og hvorfor ikke stræbe efter en folkeskole, der ikke er indrettet på at skabe så mange problemer i klasserne, at det at give de lærerstuderende den tilstrækkelige faglige ballast blot er en biting i forhold til det læs af problemer, som folkeskoleindretningen er med til at skabe og vedligeholde.

Kære Mette Kølbæk Tak for din kommentar. Hverken DLF eller undervisere på professionshøjskolerne var inviteret til mødet. Bedste hilsner Tobias Lauritzen, journalist, folkeskolen.dk.

Kunne man mon tænke sig, som journalist, at spørge kritisk ind til dette? Vi har brug for kritisk stillingtagen fra andre end lærere..... og har haft det længe!! Det virker helt absurd, men desværre ikke længere overraskende, holde lærerne ude af samarbejdet.....

Det er da også det nemmeste! Hvorfor dog invitere lærere til et møde om læreruddannelse? Så risikerer man jo at blive distraheret af den virkelige verden.Det giver ikke andet end besvær! I Guder altså ...

Det er overraskende, at rektorerne ved professionshøjskolerne indkalder til et møde om læreruddannelsen uden at de vigtigste aktører er tilstede - nemlig folkeskolens lærere og Professionshøjskolernes undervisere. Det svarer til med en velvalgt analogi, at DBU har indbudt relevante interessenter til at drøfte landsholdets præstationer og fremtidige spillestil, men desværre har man glemt at indkalde træneren og spillerne til mødet! Camilla Wang og flere andre advarer imod, at den nuværende læreruddannelse ikke må udvikle sig til at blive et kludetæppe. Med denne eufemisme mener hun vel, at læreruddannelsen ikke må tabe sin sammenhængskraft. Spørgsmålet er imidlertid, om LU13 fra første færd har udgjort en sammenhængende uddannelseskonstruktion? Hvis vi betragter de senere kvalitative evalueringer af læreruddannelsen fra 2016 og 2018, ser det ud til, at uddannelsen jævnt hen fungerer nogenlunde tilfredsstillende. Det konkluderes bl.a., at kompetencemålstyringen i læreruddannelsen fungerer: "Således udgør kompetencemålene i bekendtgørelsen et styringsgrundlag, der systematisk udmøntes gennem alle led - lige fra de nationale faggruppers modulbeskrivelser og sektorens fælles studieordninger modulbeskrivelser og den enkelte undervisers planlægning og gennemførelse af undervisningen" (Andersen, Tine; Hansen, Martin Eggert, 2016) Denne evaluering konfirmeres i den første delevalueringsrapport fra 2018, hvor det konkluderes af nordiske uddannelsesforskere, at læreruddannelsens kompetencemålstænkning befinder sig på et højt ambitionsniveau. Problemet med disse evalueringer er blot, at de er frakoblet formål og indhold i uddannelsen. I selvsamme rapport som ovenfor citeret udtrykker en underviser fra et af uddannelsesstederne følgende korrektiv: "Principielt er kompetencemålene tomme. Vi undervisere skal selv konkretisere og læse indholdet ud af målene og deducere os til noget, man kan arbejde med. Målene skal konkretiseres med tegn på læring eller kriterier for vurdering" (Andersen og Hansen, 2016, s. 45) Det er en meget præcis beskrivelse af kompetencemålenes meningsløse omsætning til det konkrete indhold i undervisningens faglige moduler. Gennem kompetencemålstyringen frakobles det nærmere specificerede indhold nemlig i undervisningens moduler. Konsekvensen for denne tænkning er, at det er svært for de studerende (også for underviserne) at skabe et sammenhængende fag, hvor fagets formål, indhold og dannelsesbegreber er søgt integreret i fagenes almendidaktiske og fagdidaktiske perspektiv. Den læringsmålstyrede og kompetencemålstyrede undervisning med fokus på læringens udbytte eller output modarbejder i princippet en åben dialogsøgende undervisning, hvor vi ikke nødvendigvis kender svarene på forhånd. Den undersøgende og forskningsbaserede undervisning kan ikke reduceres til opfyldelsen af på forhånd givne kompetencemål. Hertil kunne tilføjes, at de faglige diskussioner indenfor fagene er stagneret med indførelsen af den outputstyrede undervisning, idet den faglige og forskningsbaserede nytænkning og de faglige miljøer er blevet betragteligt svækket under de nye styringsforhold omkring fagene og de opsplittede fagmoduler, som fremtræder inkohærente og usammenhængende i forhold til uddannelsen rammesætning som helhed. De studerende skal så at sige selv strikke kludetæppet sammen. Det formår de ikke og der er således brug for at revidere den kompetencemålstyrede undervisning gennem en kraftig reducering af målene med henblik på en nærmere indholdsdefineret og formålsstyret rammesætning af læreruddannelsens fagrække. Jeg vil også anbefale, at man kasserer matricerne for kompetencemålsbeskrivelserne, fordi de hverken fungerer kommunikativt hensigtsmæssigt (jf. Carlsen, 2016: Frakobling af formål og indhold - en kritisk diskursanalyse af læreruddannelsens (LU13) kompetencemålsbeskrivelse med danskfaget som eksempel" I: Studier i læreruddannelse og profession) eller er tilstrækkeligt konkrete som markører for det læste faglige indhold i modulerne. Læreruddannelsen har absolut brug for et nærmere eftersyn og man fristes næsten til at sige, at det ikke er tilstrækkeligt at udskifte alle delene for at få "bilen til at køre". Jeg mener, at man i læreruddannelsen må arbejde med at skabe en større helhed i uddannelsen: - at formulere studieordninger (på under 100 sider!), som kan læses af de studerende og andre relevante interessenter. - at skabe en større kohærens i fagene gennem en ikke moduliseret undervisning - at koble fagenes formål, indhold og dannelse i en syntetiserende helhed - at koble fagfagene nærmere til praktikfaget, som optræder som et forklædt almendidaktisk isoleret fag, der ikke står i en dialektisk forbindelse til fagfagene på læreruddannelsen - at knytte bacheloropgaven til skolefagene, så vi undgår opgaver om fx inklusion af tosprogede elever uden en eneste linje om de tosprogedes sprogtilegnelse. Den tidligere forsknings- og udviklingsminister, Søren Pind, har allerede opfordret rektorerne til at sætte en anden kurs, men hvor svært kan det være? Man kan jo blot genindsætte den tidligere bekendtgørelsestekst, hvor det stod eksplicit: at bacheloropgaven skulle tage udgangspunkt i et relevant fag! - at koordinere forskningsindsatsen bedre i professionshøjskolerne imellem, så de enkelte professionshøjskoler ikke laver de selvsamme undersøgelser og projekter, men hvor forskningen i læreruddannelsen ikke bør underlægges tværfaglige projekter, hvor pædagoguddannelsen og socialrådgiveruddannelsen er involveret. - at udarbejde landsdækkende ensartede prøveformer. Fx udvikler alle professionshøjskolerne de selvsamme prøver enkeltvis. Det betyder fx, at kompetencemålsprøven i danskfaget hvert år fremstilles i 24 eksemplarer (yngste - ældste klassetrin) - i stedet for i to landsdækkende eksemplarer! Tidligere blev prøverne centralt stillede af Ministeriet. Hvorfor ikke vende tilbage til denne praksis igen? - rektorernes 10 ambitioner for læreruddannelsen er konstruktive og gode. Problemet er blot, at der - mig bekendt - ikke er tilknyttet de tilstrækkelige ressourcer til at indfri ambitionerne. Sagen er nemlig den, at underviserkorpset på læreruddannelsen rent faktisk er ret udmattede efter et meget opslidende forløb med den meget komplekse nuværende læreruddannelse - og på flere UCC er har underviserne arbejdet ca. 20% mere end de gjorde i den gamle læreruddannelse. Så hvordan vil rektorkollegiet finansiere de gode ambitioner i en tid med store besparelser? Hvis læreruddannelsen skal gå igennem "bilsynet", så er der brug for, at vitale dele af uddannelsen gennemrenoveres. Måske ville min mekaniker hviske mig i øret, at det bedre kan betale sig at købe en "ny bil":)

Artiklen er nu opdateret med svar fra Camilla Wang, som tager stilling til de spørgsmål, der er rejst i debatten. Se nederst i artiklen. Bedste hilsner Tobias Lauritzen, journalist, folkeskolen.dk.

Og DLF hører ikke til de politiske interessenter....så er det på plads!

"Professionshøjskolerne samlede i går ALLE PARTER (min tilføjelse med stort), der har indflydelse på læreruddannelsen, for at sikre en bedre forståelse af uddannelsen" Sådan indleder Tobias Lauritsen artiklen. Man fristes til at spørge om, hvad artiklen egentlig vil kommunikere udover at dialog mellem forskellige politiske interessenter om læreruddannelsen er et gode. Hvem henvender artiklen sig til, hvis den blot ønsker at gøre opmærksom på, at vigtige og indflydelsesrige parter samtaler om læreruddannelsen - i en god og fordragelig tone. Jeg tillader mig at gå ud fra, at når man bringer en artikel på folkeskolens debatsider, så ønsker man faktisk at sætte en debat i gang - om fx læreruddannelsens kvaliteter som en kvalificerende uddannelse. Men måske har jeg sammen med de øvrige debattører misforstået artiklens egentlige ærinde. Og jeg må da også tilstå, at det skuffer mig, at Camilla Wang ikke mener, at folkeskolens lærere og Professionshøjskolernes undervisere ikke kunne bringe gode synspunkter ind i den politiske forsamling. Det er trods alt os undervisere, der fremstiller og gennemfører læreruddannelsens praksis til hverdag. Og personligt mener jeg da også, at jeg qua mit flerårige engagement som leder af den nationale faggruppe i dansk mv. måske godt kunne bidrage med nogle væsentlige argumenter og pointer i den politiske forsamling. Og jeg er også sikker på, at DLF og udvalgte folkeskolelærere kunne bidrage substantielt til en forbedring af den eksisterende læreruddannelse. Det er korrekt, som Camilla Wang anfører i tillægget til artiklen, at rektorerne har mødtes med underviserne før, men det handlede primært om at tage stilling, levere kommentarer til de 10 ambitioner - ikke om uddannelsen skal reformeres eller nytænkes. Og en sidste ting: er det ikke sådan, at hver gang en uddannelse er til debat, så handler det vel i sidste instans om en politisk uddannelsesdiskurs - og kurs!

https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/unu/medlemsoversigt Når jeg kigger på Undervisningsudvalgets medlemmer, så vil jeg gerne vide, hvor meget de egentlig har fingeren på pulsen i forhold til hverdagen i grundskolen og på ungdomsuddannelserne? Jeg kan se på deres aktiviteter, at de som samlet flok har besøgt folkeskolen én gang over de sidste par år, så deres viden må stamme fra besøg, som de foretager som menige folketingsmedlemmer.

Der er ikke tale om et debatindlæg, men en journalistisk artikel som led i fagbladet Folkeskolen/folkeskolen.dk's dækning af udviklingen i læreruddannelsen. Redaktionen inviterede sig selv med til et arrangement, hvor læreruddannelsen ville præsentere sig selv for de politikere, som skal vurdere, om den skal ændres. Vi refererede fra mødet og talte bagefter med nogle af de deltagende politikere og med formanden for de lærerstuderende. Efterfølgende undrede en debattør sig over, at der ikke deltog nogen lærere og opfordrede journalisten til at spørge hvorfor. Vi valgte at spørge efter både repræsentanter for folkeskolelærerne og for underviserne på læreruddannelsen og lod Camilla Wang svare på, hvorfor hun ikke mener, de skulle inviteres. Det gør vi ikke for at lukke debatten, men for at give så meget information som muligt til den debat om læreruddannelsen, som vi bestemt mener hører hjemme på folkeskolen.dk, og hvor vi bestemt mener, at lærere og undervisere fra læreruddannelsen er relevante stemmer. mange hilsner Karen Ravn webredaktør folkeskolen.dk

Camilla Wang angiver i sin ekstra kommentar, at formålet med mødet var, at få de to udvalg til at tale sammen. Indledningsvis i artiklen angiver hun, at formålet med mødet var, at evaluere den nye reformerte læreruddannelse med alle relevante parter. Lidt længere nede citeres hun således: "Man risikerer, at læreruddannelsen bliver et kludetæppe, der bliver syet sammen af alle mulige forskellige holdninger, der kommer forskellige steder fra, men hvor ingen påtager sig et ansvar for helheden". Jeg kunne ønske mig, at journalisten havde stillet Camilla Wang følgende spørgsmål: 1. Var formålet at evaluere med alle relevante parter, eller at få to politiske udvalg til at tale sammen? 2. Hvis evaluering var del af formålet, hvorfor var lærerne så ikke en relevant part? 3. Er det lærerne, du hentyder til, når du peger på "alle mulige holdninger, der kommer forskellige steder fra, men hvor ingen påtager sig et ansvar for helheden"? De er jo den eneste mere tilsyneladende relevante part, der ikke er inviteret med? Indtil videre er jeg ikke overbevist om, at formålet er en optimering af læreruddannelsen - slet ikke efter at have læst Camilla Wang's svar.

Helt enig med Henrik Breilev. Bladet Folkeskolen er uafhængigt af DLF - men det betales af medlemmerne. Der er ikke noget mærkeligt i, at man som lærer ønsker at have indflydelse på læreruddannelsen, eller at man som lærer mener at have noget væsentligt at bidrage med i den sammenhæng. Vi ønsker os derfor, at der bliver spurgt grundigt ind til substansen, når artiklen startede med: Professionshøjskolen samlede i går alle parter, der har indflydelse på læreruddannelsen - og der tilsyneladende ikke en gang er TÆNKT på, at lærerne burde have det.

Jeg skal ikke gå i rette med den journalistiske praksis på Fagbladet Folkeskolen, men jeg undrer mig over dækningen af mødet med de politiske interessenter, som tilsyneladende var inviteret til et seminar med overskriften "Indblik i den danske læreruddannelse", hvor forskellige ledelsesrepræsentanter fra professionshøjskolerne gav oplæg - fx holdt uddannelseschef Elsebeth Jensen et relevant oplæg om "Professionshøjskoler og folkeskolers tætte samarbejde om teori- og praksissamarbejdet i læreruddannelsen" Institutchef Lis Madsen holdt et oplæg om "Hvordan læreruddannelsen understøtter de studerendes faglige fordybelse" Og endelig leverede centerchef Stine Møllenbach et oplæg om "Læreruddannelsens arbejde med videngrundlaget - et samspil mellem forskningsaktiviteter, undervisning og praksisarbejde" Og forinden var der oplæg fra rektor Stefan Hermann og rektor Camilla Wang. Altså, jeg undrer mig over, at disse oplæg slet ikke refereres eller behandles i artiklen ovenfor. Når jeg ser på overskrifterne på disse relevante indlæg, så må de jo i sagens natur lægge op til debat om, hvordan man sikrer en god og robust læreruddannelse. Og når jeg samtidig præsenteres for Stefan Hermanns højstemte anerkendelse af lærerprofessionen [Lærer er noget af det fineste og vigtigste, man kan blive. Samtidig er læreruddannelsen uden sammenligning Danmarks mest omdiskuterede videregående uddannelse. Den diskussion vil professionshøjskolerne gerne puste nyt liv i], ja, så ville jeg som en grundig journalist da adressere Stefan Hermanns indlæg med spørgsmålet om, hvorfort der alligevel ikke er blevet plads til nogle lærerrepræsentanter eller DLF repræsentanter. Jeg hæfter mig også ved, at Stefan Hermann gerne vil "puste nyt liv i diskussionen og læreruddannelsen". Jeg er sikker på, at alle med forkærlighed til skolen og læreruddannelsen gerne tager den invitation til debat op, uanset om man er blevet inviteret i det fine selskab eller ej. Fortsat god efterårsferie:)

Camilla Wang svarer på det opfølgende spørgsmål, at de ikke ville have lærerne med , fordi de først og fremmest ville tale med de politiske interessenter, dvs. de politikere, der "skal beslutte, hvordan en ny version af læreruddannelsen skal se ud. Vi ville altså tale med dem, der helt formelt kommer til at beslutte, hvordan uddannelsen ser ud i fremtiden". Og til denne gruppe hører altså repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsudvalget, Undervisningsudvalget, Lærerstuderendes Landskreds og kommunale spidser, men ikke lærernes organisationer ?

Det er godt og nødvendigt, at den nuværende læreruddannelse drøftes og evalueres. Det er forkert at lærere i skolen og undervisere på læreruddannelsen ikke er med i disse drøftelser. Men det er ikke overraskende, at rektorerne for professionshøjskolerne inviterer en udvalgt skarer, hvor skolelærere og læreruddannere eller deres valgte repræsentanter ikke er med. Desværre. Det afholdte møde er endnu et eksempel på, hvorledes vi er ved at skabe et samfund, hvor ledelsen tiltager sig og tillægges alt for stor magt. Det svækker både demokratisk deltagelse og faglige og saglige beslutninger blandt andet om noget så vigtigt som en god læreruddannelse. Den samme udvikling ses i og omkring folkeskolen. Jeg er enige i de kritiske kommentarer, der er skrevet om deltagerskaren og i essensen af Benny Bangs kritik af den nuværende læreruddannelses indhold og form. Men hovedproblemet er den afdemokratisering og deprofessionalisering, som bliver tydelig i den nuværende læreruddannelses kompetencemålsstyring og netop rektorernes, direktørers, chefers og andre lederes styring af undervisere og studerende. Kompetencemålsstyringskæden fungerer Overordnet bekræfter evalueringen, at professionshøjskolerne har lykkedes med at implementere den politiske beslutning om at indføre kompetencemål som grundlag for styring af læreruddannelsen. Evalueringen viser, at styringskæden grundlæggende fungerer. Således udgør kompetencemålene i bekendtgørelsen et styringsgrundlag, der systematisk udmøntes gennem alle led – lige fra de nationale faggruppers modulbeskrivelser og sektorens fælles studieordninger til de lokale studieordningers modulbeskrivelser og den enkelte undervisers planlægning og gennemførelse af undervisningen. På uddannelsesstederne opleves kompetencemålene og modulbeskrivelserne at fungere som et detaljeret styringsgrundlag, der gør det muligt for ledelsen at tydeliggøre kravene til undervisernes planlægning og gennemførelse af undervisningen og at følge op på dem. Kompetencemålsstyringen opleves at give udfordringer for at skabe helhed i undervisningsfagene…… Således konkluderes der i en evaluering af læreruddannelsen udarbejdet for Styrelsen for Videregående Uddannelser og af: Teknologisk Institut Analyse og Erhvervsfremme, Teknologiparken,8000 Aarhus C (www.teknologisk). Marts 2016 Det fatale og sentrale er, at man konkluderer at kompetancemålstyringen fungerer. Styringen af den enkelte underviser og styringen, af de studerende, fungerer. Læreruddannelsen fra 2013 har succesfyldt implementeret en Top Downstyring fra det politiske lag gennem ledelseshierakierne i de koncerner, som Professionshøjskolerne er og hvor læreruddannelsen befinder sig. Ministre og rektorer har fået et godt redskab til at detailstyre undervisere og studerende. Det er et autoritært system, der ikke passer til demokratiske dannelsesidealer og praksis. Helt i overensstemmelse med dette styringskoncept, styrkes ledelsesniveauerne i læreruddannelsen, på bekostning af undervisernes og studerendes indflydelse. Nu leder lederne virkelig. Og de øverste ledere leder dem, der er under. Styringskæden fungerer. Det er i denne ånd og det perspektiv, det ikke er overraskende at lærere og læreruddannere ikke er inviteret til rektorernes møde. Kritik Hele grundproblemet i den nuværende læreruddannelse og i udviklingen og ledelsen af den, det sidste blandt andet demonstreret ved det refererede møde, er afdemokratisering og deprofessionalisering af lærerne. Denne deprofessionalisering sker via en devaluering af underviserbegrebet og nedprioritering af pædagogik til fordel for et effektivt outcome-læringsbegreb. Dette sker både i selve læreruddannelsens struktur og indhold og i den hierarkiske organisering, den indgår i. Undervisere og studerende inddrages ikke, vi bliver bogstaveligt talt sat uden for døren, mens ledelsen og dens udpegede eksperter tænker de store tanker. Så bliver vi inddraget i den såkaldte implementeringsfase. Forestillingen, om at undervisere, studerende og elever skal styres nu via kompetencemål, er en grundlæggende forkert tilgang, om ønsket er en god og professionel lærer, der fungerer i et demokratisk samfund med oplyste borgere. Et samfund hvor lærerne ved noget om og kan praktisere god undervisning, der understøtter elevernes lyst til at lære, understøtter at eleverne lærer noget vigtigt og understøtter deres lyst til at deltage i de fællesskaber de indgår i. Et samfund hvor der er plads til og brug for det professionelle skøn på et demokratisk grundlag også skolelærerens. Steen Simonsen nyligt afgået lektor i læreruddannelsen og folkeskolelærer igennem mange år

Min tidligere gode kollega Steen Simonsen har givet et tankevækkende indblik i læreruddannelsens status p.t. Tak for det! Rektorernes og uddannelseschefernes tilgang til læreruddannelsen er præget af en udpræget topstyring. Det er okay, at ledelsen påtager sig et ansvar for læreruddannelsen i et møde med relevante politiske interessenter. Det er også fint, at cheferne giver indholdsmæssige oplæg om uddannelsen. Det er der ingen problemer i. Men hvorfor er der ingen oplæg fra 'gulvet' så at sige? Oplæg fra dygtige undervisere, forskere, lærere, som har fingeren på pulsen - og som har leveret adskillige tusinde undervisningstimer i klasselokalet med de studerende, og at nye og kommende lærere i praktikken har mødt garvede, rutinerede, kompetente lærere, som har indgået i et frugtbart samspil om den nuværende og tidligere læreruddannelsers kvaliteter, Hvorfor er disse centrale erfaringer ikke tilstede i et møde, hvor man så at sige 'skal sælge' læreruddannelsen for politikerne? Er det hele et spørgsmål om strategi fra Professionshøjskolernes side eller ønsker man virkelig at skabe og udvikle en læreruddannelse, hvor alle relevante parter er inviteret? Jeg tror på, at Professionshøjskolernes chefer har en god intention om at ville skabe den bedste læreruddannelse. På den anden side er jeg bange for, at Professionshøjskolernes rektorer og uddannelseschefer har en dagsorden, som handler om at stabilisere styringen og kontrollen med den nuværende uddannelse. Og hvorfor er jeg bange for det? Jo, det er selvklart, at baggrunden for rektorkollegiets ti ambitioner bygger på en taskforce med følgende kommissorium med Tove Hvid Persson som formand: "Taskforcen udarbejder en grundig analyse af den nuværende læreruddannelses styrke og svagheder samt trusler og muligheder for læreruddannelsen og sektoren i et 2-3 årigt perspektiv og med udgangspunkt i blandt andet folkeskolens udvikling og udformning samt internationale tendenser" Taskforcen har undervejs drøftet disse problemstillinger med toneangivende forskere og skelet til den internationale udvikling i OECD- regi og deres syn på den fremtidsregulerede kompetencemålstyrede uddannelseskonstruktion. Og her må jeg lave en historisk parentes med henvisning til tilblivelsen af den nuværende læreruddannelse: I 2012 blev den danske læreruddannelse fra 2006 evalueret. Der blev lavet en evalueringsrapport, som anbefalede en ny reform af læreruddannelsen med fokus på internationaliseringstilpasning. I rapporten stilles der krav om en reformeret uddannelse, hvor der foretages "et skift fra indholdsmålstyring til kompetencemålstyring". I rapporten anbefales det ligeledes, at læreruddannelsens fag skal nedbrydes i korte fagmoduler, som skal reguleres efter kompetencemålstyringsparametre (jf. Styrelsen for Videregående Uddannelse, 2012, s. 20) Flere internationale uddannelsesforskere har udtrykt deres bekymring for udviklingen i denne internationale uddannelsesdiskurs. Fx påpeger forskere som Biesta (2010) og Young (2010) generelt det problematiske i at gå fra centrale videns- og fagmål til kompetencemål. Desuden sker der en afprofessionalisering af traditionelle akademiske discipliner som pædagogik, psykologi, didaktik, som erstattes med en 'paraplykategori' betegnet "basale lærerkompetencer" (Dorf et al., 2013, s. 16) I forlængelse af disse bekymringer kritiserer Dorf et.al. (2013) kompetencemålstænkningen i den nye læreruddannelse, idet de mener, at kompetencemålstænkningen lægger op til en fragmenteret viden og i værste fald forhindrer en "higher order competences of reflection" (Dorf et al. 2013. s. 17) De nye uddannelsesreformer får også konsekvenser for lærernes professionsudøvelse. Fx bliver lærerrollen ifølge Ball (2003, s. 217-218) genfortalt i nye narrativer, hvor den 'refleksive og uafhængigt tænkende lærer' erstattes med den 'teknisk kompetente lærer'. Denne forandring af lærerrollen kan også iagttages på dansk grund, i og med indførelsen af digitale læringsplatforme, som lærerne opfordres (læs: skal bruge) i deres undervisningspraksis. Biesta sammenfatter denne nye uddannelseskultur i begrebet 'rationel pædagogik', som først og fremmest motiveres af økonomiske interesser og tilskyndelser, i hvilken målbarhed, standarder, undervisningsformater, kompetencemålstyring og test spiller en afgørende rolle. Hvor efterlader det vores forståelse af LU13, som tilsyneladende skal køre videre i det selvsamme spor, hvis vi skal følge strategien fra Professionshøjskolernes chefer, hvor undervisernes (herunder forskerne på professionshøjskolerne) rolle er reduceret til at følge de topstyrede retningslinjer udstukket af toppen. Når vi igen betragter det ovenfor nævnte møde med relevante politiske interessenter, bliver det tydeligt, at folk som undertegnede og Steen Simonsen m.fl. , som har undervist de lærerstuderende flere tusinde timer ikke tages med i den store ligning. Ejheller tages lærerne med på råd. Slet ikke DLF, som jo har foreslået en femårig læreruddannelse efter den finske universitære model. Men lad os dog alligevel diskutere de bedste mangfoldige muligheder for en god læreruddannelse. Jeg er heller ikke tilhænger af at placere læreruddannelsen på DPU, men derfor kunne man godt lytte til DLF. Min opfordring til cheferne på professionshøjskolerne lyder: Inddrag også os, der har fingeren på pulsen. Det gælder både undervisere i professionshøjskoleregi og lærerne i folkeskolen. Og når man betragter udspillet fra task-forcen, ja, så ville det måske være meget relevant at inddrage den fineste profession, man kan forestille sig ( jf. Stefan Hermann), i de fremtidige drøftelser af læreruddannelsen. Og måske ville Professionshøjskolernes policymaking gøre mere indtryk, hvis man var mere opdateret på, hvad der rører sig i den politiske diskurs om læreruddannelsen og folkeskolen - jf. Undervisningsminister Merete Riisager indlæg på Folkeskolen. dk den 3. oktober, hvor hun udtaler følgende: "I de seneste år har styring og metode fyldt hele sendefladen om den danske folkeskole. Debatten om nationale test blev afløst af debatten om John Hatties metodestudier, der blev afløst af variation og bevægelse, der igen blev afløst af debatten om læringsmålstyring og 'engineering'. Ingen af debatterne er i sig selv irrelevante. Men de har det til fælles, at det, som bør være omdrejningspunktet, nemlig fagene, næsten er forsvundet" Referencer: to peer-reviewed artikler. Karen Bjerg Petersen og Benny Bang Carlsen, 2014: "The International Claim in Teacher Education in Denmark. Discourses, Discussions and Dilemmas" (edited by Pia-Maria Rabensteiner og Gerhard Rabensteiner), Schneider Verlag Hohengehren. Benny Bang Carlsen 2016: "Frakobling af formål og indhold - en kritisk diskursanalyse af læreruddannelsens (LU13) kompetencemålsbeskrivelse med danskfaget som eksempel" I: Studier i læreruddannelse og - profession. Årgang. 1. Nr. 1. 2016.

Det værste ved det her og diskussionen er, at det, som rektorkollegiet og andre taler om, ikke er det, der sker ude i skolerne. Vi lærere gør simpelthen ikke det, som bliver foreskrevet, til dels fordi vi ikke er enige, men også fordi det ikke kan lade sig gøre i praksis, fordi det passer ikke ind i vores kontekst i forhold til de konkrete elever, fordi vi ikke kan nå at gøre det som foreskrevet rent skriftligt eller tidsmæssigt, fordi det foreskrevne er ikke fagligt dækkende. Når man udelader kontakten med de uddannede folkeskolelærere og ikke konstant måler op imod praksis, så taber alle intentioner og tiltag deres sigte. De vil uværligt ramme forbi på et eller andet tidspunkt, når de ikke er afstemt med virkeligheden. Og som det er nu, så rammer de temmeligt skævt, og det bør helt sikkert rettes. Og fakta er også, at man ikke bare kan sætte lederne til at gøre arbejdet, for det er simpelthen for omfattende. En skole har ca. 10 årgange med hver cirka 10 fag i cirka 2 spor. Det er 200 årsplaner, som lederen skal følge op på konstant. Sagt på en anden måde skal lederen kontrollere 40 lærere med hver 750 timers undervisning - det er 30.000 timers undervisning om året. Uladesiggørligt. Hvis ikke lærerne er helt med på retningen og indholdet, så er det dømt til at fejle, når man laver ændringer i intentionerne. Det bør alle over gulvniveau gøre sig pinligt bevidst konstant.