Riisager kan have ret i , at det ikke er kontroversielt at træne elever i at gå til prøve i et vist omfang, nemlig i det omfang de rent faktisk ikke magter selve prøvesituationen. Men derfra og til at bruge otte lektioner om ugen, altså en sjettedel af undervisningstiden, på sagen, at træne dem i regulær snyd (som fx brugen af Wordmath) og give dem 'hypnoterapi'- er meget, meget langt. Hun sætter kikkerten for det blinde øje.

Fordelen ved regeringens præmiepulje er, at den animerer skoler til at lægge vægten over på den fagfaglige indlæring fremfor at henfalde til alt, der er samlet i skrammelkassen: dannelsprojekter. Selvfølgelig mangler der så bare, at skolen igen bliver indrettet på en sådan måde, at den i sin opbygning støtter den fagfaglige indlæring. Men en sådan ændring i skolens indretning er der sandt for dyden lange udsigter til. Og derfor må vi nøjes med, at skoler med udsigt til præmiemidler lokkes ind på et for en skole rigtigt spor. Ulempen er imidlertid, at klassens dygtige elever stadig ikke formår at fange politikernes interesse. Disse bogligt dygtige elever, som intet pædagogiskie initiativ har samlet sig om, må stadig sidde i de kaotisk sammenrodede klassesammenhobninger af alt og alle og overvære, at al interesse samles om de bogligt svage og socialt udsatte. Og der kan de så fortsætre med at sidde og vente på, at det af ensgørelsesideologerne så forkætrede klassefællesskaber skal gøre sine underværker til fordel for disse elever. I virkeligheden er det, der foregår, hvad man kunne kalde for en halv undervisningsdifferentiation. Man tager udgangpunkt i halvdelen af eleverne, og lader den anden halvdel sidde vegeterede i smågrupper. Egentlig burde interessen samles om at løfte alle eleverne i klassen. Både de svage og de stærke. Men det er nok ikke muligt, for så skulle undervisningen jo tage udgangspunkt i alle eleverne og en sådan form for differentiation har jo for længst vist sig som en umulighed, når alt og allew stadig skal dynges sammen indenfor samme klassesrums fire vægge.

Niels Christian, hvordan definerer du regulær snyd, og hvorfor anser du Wordmat som snyd? Der er jo både en prøve med og uden hjælpemidler.

Det minder jo lidt om den berygtede Oslo-skole, hvor skolens brede formål indsnævres til det ukendelige for nogle af de dårligst præsterende elever, så skolerne kan klare sig godt til kortlægningsprøverne. Riisager har jo lige været særdeles kritisk overfor den norske skolelederuddannelse, som understøtter denne skoleform, og som Aalborg og København lader sig inspirere af. Derfor må det undre lidt, at hun slet ikke kan se problemet i regeringens eget accountability-projekt, som jo også indsnævrer skolens formål.

Bo, så vidt jeg forstår, så er Wordmat et program, hvor elever bare skriver deres opgave ind i en skabelon, der derefter sprøjter det rigtige resultat ud uden at eleven behøver at have nogen egentlig forståelse af, hvad der sker?

Wordmat er et såkaldt CAS-værktøj og disse er beskrevet i læseplanen for matematik fra 6. Klasse. Det er lidt forsimplet en form for avanceret regnemaskine, der kan regne med algebraiske udtryk, uanset hvor den ubekendte står i udtrykket. En lommeregner fra Texas Instruments til 100 kroner kan i store træk det samme. Wordmat er meget udbredt i udskolingen, og er især populært, fordi det er integreret i Word, hvor mange elever skriver deres opgaver ind. Opgaverne i matematik med hjælpemidler er formuleret, så det ikke er instrumentelle regnefærdigheder, der testes, men det er naturligvis en fordel at kunne betjene et hjælpemiddel som Wordmat, så man ikke skal bruge krudtet på avancerede udregninger. Men det er fuldt ud lovligt at bruge, og det forventes nærmest, hvis man kigger i læseplanen.

Wordmat løser f.eks denne ligning og regner v ud. tan(V/2)=a/b V=arctan(a/b)/2

Siden hvornår er maskinbetjening blevet en matematisk disciplin?

Det har det været i mange år. Digital simulering og brug af datamaskiner går fx tilbage til 1995. Jeg går også ud fra, at du selv har set lommeregneren indført i din tid i skolen. Ligesom det i min sløjdundervisning var en del af undervisningen at lære at betjene en rystepudser. Der er nogle hjælpemidler i matematikken, som det er hensigtsmæssigt for eleverne at stifte bekendtskab med. Når eleverne fx arbejder med problemløsning eller analyse af udviklinger i samfundet, så kommer man noget hurtigere frem til den interessante matematik (i analysesammenhæng), hvis man lader en maskine lave regression på udviklingen ud fra forskellige modeller. Det giver bedre mulighed for at arbejde med realistiske cases fra samfundet. Det er også misvisende at beskrive brugen af digitale værktøjer på en måde, så det fremstår som, man blot som en anden sekretær kan taste opgaven ind i maskinen og så få det korrekte svar ud. Bare det at gennemskue, hvordan man kan oversætte virkeligheden eller problemet til noget, man kan skrive op som et algebraisk udtryk i et CAS, kræver en del af elevens matematiske overblik. Dertil kommer, at de digitale værktøjer kan være med til at anskueliggøre koncepter i matematikken på nye måder. Men skal dine indlæg forstås sådan, at du er modstander af digitale værktøjer i matematik? I givet fald, hvorfor? Link til faghæfte 12 fra 1995: http://www.digitalelaereplaner.dk/sites/default/files/pdf/1995-12-matematik.pdf

Ok, maskinbetjening er en del af alle fag, så. Man skal bare ikke bilde sig ind, at man har LÆRT noget - altså udover maskinbetjeningen, hvilket absolut kan være nyttigt, medgivet. Man at dyrke matematik v.hj.a. Wordmat svarer i mine øjne til at dyrke vægtløftning v.hj. a. en kran eller løbe maraton på et rullende fortov.

Det er jeg ikke enig med dig i, men jeg tror måske også, at vi har et forskelligt syn på, hvad matematik er for et fag i dag. Når der er maskiner i undervisningen, er der mulighed for at stille nogle andre spørgsmål, der bygger på, at elevernes kapacitet er forøget af maskinen. Det kræver blot, at man spørger på nye måder. Men du har ret i, at hvis man bliver ved med at bede eleverne om at slå søm i, når man har udleveret en sømpistol, så bliver aktiviteten meningsløs. Det kan man bede dem om, når de ikke har adgang til værktøjet. Som eksempel kan du fx sagtens bede eleverne om at undersøge sandsynlighed ved at slå med en terning, men ved at lade en maskine slå for dem fx 100000 gange, kan de opdage nogle mønstre, der ellers ikke var mulige. Det samme gælder mange andre områder af matematikken.