Area9 og deres adaptive system, som skal personalisere læringen, så den enkelte elev mere effektivt får fyldt sine "læringshuller" ift. at opnå det 21. århundredes kompetencer er ganske begrædeligt, og man skal nærmest være blind for ikke at se, at der blot er tale om ny-behaviorisme og en digitaliseret form af 1960'ernes idéer om programmeret undervisning. Det hele er muliggjort af en kompetencetænkning, der splitter kundskabsbegrebet, så viden og handling adskilles: Viden kan du lære af en maskine, og efterfølgende kan du så anvende den i "mere avanceret undervisning". På mange måder er det interessant at Folkeskolen.dk har bedt Jeppe Bundsgaard om at kritisere foretagendet i en anden artikel, fordi han jo, med afsæt i OECD's kompetencebegreb, funderer sin didaktik i den samme splittelse. Derfor rækker hans kritik også kun til, at Area9's system ikke kan stå alene.

Vi lærere tænker i kontekst og proces, men bliver mødt med mål og konstruktioner.

Christensen er utvivlsomt velmenende, men selv hvis man accepterer hans forestilling om det at gå i skole som en optimeringsøvelse; hvis man antager, at såkaldt spildtid ikke har værdi, at alle elever til hver en tid hele tiden kan arbejde på fuldt udnyttet kapacitet og kun har det ene for øje at lære og lære og lære, og hvis vi skriver det sociale helt ud af ligningen; kort sagt, selv hvis man accepterer samtlige hans forudsætninger, hvor har han så forestillet sig, pengene skulle komme fra til ham og hans teknologikumpaner hvis ikke det var fra sparede lærerlønninger?

Læs også Ph.d.-stipendiat på DPU Elisa Nadire Caelis blogindlæg, som er en kommentar til denne artikel: www.folkeskolen.dk/646599/det-er-spild-af-boernenes-dyrebare-tid-at-oeve-staveord--computer-eller-ej Venligst Jennifer, Folkeskolen

Det er utroligt, så mange mennesker der gerne vil hjælpe lærerne med at optimere deres tidsforbrug ved at atomisere undervisningen i enkeltdele. Først finder man ud af, at der er pædagoger fra SFO, der har lidt tid tilovers om formiddagen - så kan de have sociale relationer til eleverne, så er læreren fri for det! Og de kan også bygge modeller i papmache m.m. - det har man jo af og til brugt i orienteringer scene for at eleverne skal arbejde med stoffet på den måde. Nu kan pædagogerne jo bare gøre de sammen med børnene, uden de er del af undervisningen i øvrigt, og uden at de får tid til at forberede sig eller sætte dig ind i, hvad emnet lige nu er - så kalder vi det "understøttende undervisning"! Så er det altså også bevilget 190 millioner til Area9. Til at skille endnu et område ud af lærer arbejdet - så lærerne kan arbejde med, "hvordan eleven kommer videre". Man har nemlig fundet ud af, at et smart computerprogram kan holde styr på, hvilke ord (formentlig ud af et særligt udvalg) en elev kan stave, hvilke ord han/hun er i tvivl om, og hvilke han/hun laver fejl i. Og det mener Ulrik Juul ikke, at en lærer ville kunne holde styr på for alle sine elever. Det har Ulrik Juul utvivlsomt ret i. Hvad mere er: Læreren kunne ikke drømme om at prøve på det, for læreren ville ikke kunne se mening skabt i det. En lærer sidder ikke med et register over ord, forskellige elever skal træne - for sådan lærer børn ikke at stave. De sidder ikke og træner et ord ad gangen ... det ville ikke give mening. I vidt omfang lærer man at stave ved at læse. Derudover lærer man det ved at skrive og få rettet sine fejl - og ved i det hele taget at bruge skriftsproget i en sammenhæng, hvor man bliver hjulpet til at skrive rigtigt. Det findes der jo i dag også programmet det kan hjælpe med - tænk bare, hvilken hjælp kan får af en standard-stavekontrol. Der er programmet, der yder endnu bedre støtte til skrivning, også på dansk - helt uden at de er adaptive og fører statistik over fejl og usikkerhed. Og der findes oceaner af træningsprogrammer på træningsopgaver på forskellige niveauer, en lærer kan tilbyde sine elever. Hvis han eller hun mener, der er behov for det. Det adaptive element kan så bestå i, at læreren lægger mærke til og eventuelt spørger barnet om, hvorvidt det er passende svært. I tilfælde af, at niveauet ikke er passende, vælges et andet niveau. I et vist omfang skal læreren selvfølgelig vide, hvor let eller hvor svært lille Peter har ved at stave. Det skal man jo, hvis man skal kunne vejlede Peter - men i al almindelighed vil man opnå et bedre kendskab til Peters niveau ved at hjælpe ham med opgaverne end ved at bruge tid på at læse, hvad er computerprogram har fundet ud af. Men nu er der åbenbart bevilget penge til at aflaste lærerne på et område, de ikke bruger tid på - fordi de ikke finder det nyttigt. Og de penge tæller på undervisningsbudgettet - uanset, hvor mange besværgelser der bliver udtalt om, at det sandelig ikke er meningen, at det skal betyde færre lærere. Hele idéen i at bruge penge på sådan et projekt er jo at nå frem til skolen uden lærere. Det ville være SÅ meget nemmere for forvaltningen at styre robotter end at styre lærere. Foreløbig mener man så at have skilt endnu et delelement ud af undervisningen, denne gang til programmer og robotter. For SÅ er det nemmere for læreren RIGTIG at undervise - koncentreret og effektiv omkring kernen. Det er ligesom at pille skæl på skæl af løget for at finde ud af, hvad der er indeni - hvad der er kerneløget, så at sige. Underligt, at lærerne ikke virker begejstrede.

Jeg fornemmer at hovedparten af kommentatorerne vælger god gammeldags tysk husmandskost i stedet for Continental Breakfast, når de går på restaurant. Heidegger bliver jo også anvendt massivt i disse tider i skolekøkkenet, ligesom italiensk mad har opnået stor popularitet. Man kunne i den forbindelse tilføje at Heidegger, i en humanistisk kontekst, havde et temmelig overraskende bud på en tysk personificering af den store forsoning mellem det moderne menneske og dets største trussel i form af teknologiens dominans. Et godt råd, når man laver mad, er velvalgte ingredienser i nøje tilpassede mængder, som samtidig passer sammen, ellers risikerer man resultatet bliver kedeligt og måske i værste fald uspiseligt for gæsterne i restauranten. Måske var det en ide at sammensætte en fusionsmenu på baggrund af Blooms molekylærgastronomiske taksonomi, så de umiddelbart forskelligartede retter i sin helhed skabte en fordøjelig madoplevelse. Personligt ville jeg vente med tyske indslag til desserten, fordi mætheden ellers risikerer obstruere muligheden for en samlet vurdering af den gastronomiske oplevelse. Velbekomme