Endelig en undervisningsminister, der tør placere aben, der hvor den hører hjemme. Det er skolelederne, der sidder med nøglen til at stoppe vold og grasserende uro i skolen. Ikke den enkelte lærer, ikke forældrene og ikke eleverne, der alle er ofre i denne sammenhæng. Ofre for ansvarsforflygtigende og berøringsangste skoleledere, der ikke gribe om nælden og benyttte den magt, som kun de har, til at skabe ordentlige rammer på deres skoler. Men ministeren tager fejl på et punkt. Lussinger var ikke tilladt op til 1967. Det var derimod spanskrør. Lussinger har været ulovlige siden 1814.

Kære Niels Christian Jeg er nysgerrig. Hilke mangtmidler er det du tænker, at skolelederne ikke tager i anvendelse? Og hvad er dit belæg for, at de magtmidler har en ønsket effekt? Med venlig hilsen Jesper Petri

Skrevet uden briller 😃 Håber du kan læse det på trods af slåfejl...

Jesper: En undersøgelse for et par år siden viste, at skolelederne stort set ikke benytter ordensbekendtgørelsens sanktioner udover de allermildeste. Skolelederen har myndighed til at oprette obs'er og akutberedskaber og er som skolens pædagogiske ledere den, der skal drive og trække hele processen frem mod etablering af ordnede forhold på området.

Niels Christian, tak for svaret på mit første spørgsmål. Vil du ikke også gerne uddybe den anden del. Jeg mener ikke at have set undersøgelser, der peger på, at sanktioner/straf har den store effekt på en ønsket ændring af bestemt kultur. Jeg er enig med dig i, at det på ingen måder er acceptablet som ansat at blive udsat for vold, men jeg er bestemt ikke enig i, at det udelukkende er skoleledernes ansvar og alle andre er ofre. Det perspektiv forstår jeg slet ikke.

Det kan da godt være, at sanktioner og straf i sig selv ikke skaber forandring. Men til gengæld sender det et afgørende signal om, at man drager omsorg og beskytter ens medarbejdere. Sanktion og straf kommer jo ikke til at stå alene, men det kan være af stor gavn, at en medarbejder i et kort tidsrum oplever, at den elev som har slået vedkommende ikke er en del af undervisningen og der så fx afholdes møder med forældrene - INDEN eleven er tilbage i undervisningen. Det forekommer dog nok sjældent. Læreren bliver nok overvejende konfronteret med den pågældende elev dagen efter. Det at du skriver, at lærerene har et ansvar - i forhold til om de bliver udsat for vold eller ikke, det er virkelig bekymrende læsning, når jeg kan konstatere at du er skoleleder.

Jan, jeg tænker ikke, at debatten bliver særlig konstruktiv, hvis vi beskylder hinanden undervejs for alverdens ting. Jeg kunne jo beskylde dig for manglende pædagogiske og relationelle kompetencer med det børnesyn, du lægger for dagen, men det giver jo ikke mening, hvis vi ønsker en debat, som skal gøre os klogere. Jeg udtrykte mig ikke klart nok tidligere, kan jeg se. Selvfølgelig kan en skoleleder ikke sige, det er lærerens eget ansvar, hvis han bliver slået. Det var ikke min pointe, men det jeg mener er, at det er et fælles ansvar for alle, som er en del af et fællesskab, at ændre en uhensigtmæssig adfærd. Det vil sige, at lærere, pædagoger, forældre og ledelse skal arbejde sammen om at skabe nogle gode rammer for fællesskabet. Jeg kan godt forstå dit ønske om at signalere til eleverne, at grænsen er overskredet. Jeg kan også godt forstå din pointe, at det kan være en måde at vise omsorg på for en medarbejder, hvis lederen bortviser en elev. Og ja, det kan sagtens være en del af løsningen, men som du også skriver, så skal der jo ske mere end det, og det er det arbejde, der er det svære. Der skal jo skabes en god relation imellem læreren og eleven, og der har læreren ansvaret sammen med forældrene og ledelsen. Det kan aldrig være et barns ansvar at skabe en tillidsfuld relation. Børn gør det godt, hvis de kan, og hvis de ikke kan, så er det altid de voksne omkring barnet, der skal hjælpe barnet videre. Og det er jo en væsentlig opgave, vi alle har i skolen. Og det er det, der er min pointe. Ministeren og Niels Christians syn på hvordan uhensigtsmæssig adfærd fra børns side skal løses, bygger på en forståelse, hvor konsekvenser og straf for børn skaber en positiv ændring. Den er jeg ikke enig i, og jeg spørger også Niels Christian om, hvordan han kan underbygge den forståelse. Det har han ikke svaret på, og jeg tænker, det er fordi, at der ikke foreligger nogle pædagogiske og psykologiske undersøgelser, der underbygger det syn. Jeg er helt enig med dig i, at det er helt uacceptabelt at blive udsat for vold på ens arbejdsplads, og selvfølgelig skal ledelsen tage ansvar for, at sådanne forhold skal ændres. Men måden det skal gøres på, er en anden end at straffe børn.

Jesper, mit ultrakorte svar i går skyldtes travlhed. intet andet. Emnet her optager mig stærkt, og jeg har i 25 år arbejdet intenst med det. Så tak for at give mig lejlighed til at udbrede mig om det endnu en gang :-) Det er - og har længe været - sådan, at vi mægtigt gerne vil tale om forebyggelsesaspektet, men ikke om indgrebet. Og der er tale om to væsensforskellige opgaver, som begge skal løses, hvis vi skal have styr på det her. Jeg sammenligner gerne med brandslukning og -sikkerhed. Først indgrebet: Det siger sig selv, at når brande skal slukkes, tilkalder man brandvæsenet. De kommer med sprøjter, røgdykkere osv, det skal gå stærkt, og det går voldsomt til. Bagefter kan man danne sig et overblik over skaderne, og nogle af dem er forårsaget af selve slukningen. Dernæst forebyggelsen: Man forsøger at udrede brandårsagen, og belært af erfaringerne oplærer man folk i brandsikkerhed og laver love, der skal medvirke til at hindre gentagelser. Brandslukning svarer til sanktionering overfor vold og uro. Det hindrer på ingen måde, at problemet genopstår, men det slukker ilden og redder resterne af huset, Hvis sanktioneringen ikke følges op, svarer det til at forlade brandtomten mens gløderne stadig ulmer under asken. Man slukker ikke en brand med brandsikkerhedsmæssige tiltag. Ulykken ER sket, og det drejer sig om at minimere den nu og her. Skolelederen er indsatschefen. Han er ansvarlig for nedkæmpningen af det akutte problem. Man står ikke bare og glor, mens et hus brænder ned. Og brandvæsenet afviser ikke indsatsen med henvisning til, at nogen har begået fejl eller brudt regler, så det er da deres egen skyld. Man forsøger selvfølgelig at undgå brand - ved at bygge efter forskrifterne og opføre sig fornuftigt. Og her har lærere, forældre og elever i min analogi et væsentlig medansvar. Det handler om etablering af gode fællesskaber og stærke relationer og alt det smukke, vi gerne vil tale om, som imidlertid kun lader sig gøre, hvis lederen skaber rammer, der muliggør det. Mange lærere oplever ikke, at deres leder bakker dem nok op i denne konstant pågående, daglige kamp. Jeg har ikke tal på, hvor mange lærere der har fortalt mig, at de forsøgte at råbe deres leder op, men blev mødt med anklager for selv at være skyld i situationen. Først når røgen trængte ind på lederens eget kontor i form af forældre, der trak deres børn ud af skolen, vågnede de til dåd. Og så var det for sent.

Jesper, tilbage i 2010 sad jeg i en ministeriel arbejdsgruppe, udpeget af DLF, og i den sammenhæng lavede jeg følgende notat for egen regning, hvor jeg uddyber sagen: ---------------------------- Clearinghouse-reviewet fra 2008 om de centrale lærerkompetencer, sammenskrevet på baggrund af hele den tilgængelige, internationale skoleforskning, konkluderer, at man kan tale om tre afgørende faktorer for god undervisning: Lærerens relationskompetence, hans evne til at lede klassen og hans fagdidaktiske kompetence. Ingen af disse kompetencer kan imidlertid bringes i spil, medmindre læreren og eleverne har de fornødne muligheder for at sikre god orden. Når den gode orden går i opløsning, tager magtkonflikterne over. Hurtigt indfinder frustrationen sig, og de gode relationer nedbrydes. Lærerens ledelse sættes ud af spillet, mobningen florerer, og fagligheden drukner i uro - den mest destruktive enkeltfaktor i forhold til elevernes faglige udbytte der findes (PISA). Det kan lyde banalt, men rækkevidden af denne sammenhæng er betydelig større end ikke blot professionelle skolefolk, men navnlig lægmænd er tilbøjelige til at anerkende. Her næsten et halvt århundrede efter det endelige opgør med fysisk vold som disciplinært middel i klasserummet har danskerne stadig vanskeligt ved at frigøre sig fra den oldgamle tradition, der ser lærerens håndhævelse af orden og disciplin som overmagtens mere eller mindre legitime underkuelse af undersåtterne - med alt hvad dertil hører i form af konfrontation, ydmygelse og vrede. Frygten for lærerens fysiske overmagt er ganske vist væk, men vi ved fra talrige undersøgelser af skolens læringsmiljø, at magtkampen i klasserummet stadig brager løs i folkeskolen med uoverskuelige omkostninger for alle involverede på alle planer. At erkende problemets omfang er smerteligt, men nødvendigt: 67% af eleverne fra 4.-10., klasse mener, at konflikter tit giver en dårlig stemning i klassen. 17% af dem er blevet mobbet af andre elever, 15% angiver at være blevet mobbet af en lærer; 55% oplever, at der er problemer med larm i klassen, og 23% synes, at der sjældent eller aldrig er den nødvendige ro i klassen (DCUM 2009). 28% af lærerne angiver at have været udsat for psykisk og/eller fysisk vold i løbet af et år (CASA 2004). 87% af skolelederne i større byer angiver, at der er problemer med uro på deres skole (Skole og Samfund 2005). Var der så bare hold i den udbredte forestilling om, at det i særlig grad er de ældre lærere, der oplever disse problemer, kunne man måske slå sig til tåls med, at skolen vokser ud af problemet med tiden. Men 52% af lærerne under 30 år angiver, at den største udfordring ved lærerjobbet er urolige elever (DLF 2010). Til overflod peger de lærerstuderende på angsten for ikke at kunne styre klassen som deres største karrieremæssige bekymring. (Fibæk 2008) Det går således an at hævde, at magtkampen i klasserummet er hovedårsagen til de aktuelle vanskeligheder med at tiltrække kvalificerede unge til faget. Samtidig ser vi en foruroligende vækst i antallet af lærere, der giver op i utide og ender på førtidspension, og sidst men ikke mindst kan vi konstatere en alarmerende vækst i andelen af børn med diagnosticerede adfærdsvanskeligheder, der ifølge børnepsykiatrien kan føres tilbage til et uoverskueligt, for ikke at sige kaotisk klassemiljø i skolen. En smertelig erkendelse er det især fordi den tvinger os til at se i øjnene, at der er en klar risiko for, at paradigmeskiftet fra den autoritære, pligtbetonede og ydrestyrede skole til den demokratiske, motivationsorienterede og indrestyrede skole løber ud i sandet. Fristelsen for voksengenerationen til at skrue tiden tilbage og skrue bissen på er i høj grad til stede, men ånden er sluppet ud af flasken og vi har for længst passeret det punkt, hvorfra vi kunne vende om. Ikke blot er tiden definitivt er løbet fra forestillingen om, at læreren kan og skal styre klassen med hård hånd. Men om læreren så kunne skælde, skræmme og straffe uroproblemet væk, ville det i så fald ske på bekostning af de menneskelige relationer, som er en central forudsætning for den form for læring, vi i dag stiller krav om. Vi kan ikke længere bruge den form for ’ro’ til noget i skolen. Vi skal bruge et inkluderende læringsfællesskab, der bygger på et nyt begreb om faglighed, hvor viden, kreativitet og medborgerskab går op i en højere enhed. Vi - og hermed menes ikke blot skolefolket og eleverne, men også forældrene og hele det omgivende samfund - skal derfor lære at betragte god orden som den afgørende inklusionsfaktor, uden hvilken skolen ikke kan etablere og opretholde noget egentligt fællesskab. Dvs et kvalificeret fællesskab, der bygger på et accepteret værdigrundlag, som elever, forældre og lærere har til opgave at udmønte i samarbejde. Det er rammerne om dette samarbejde, der er beskrevet i bekendtgørelsen om god orden. Det handler om at føre føromtalte paradigmeskifte igennem. Skal dette lykkes, må skolens fælleskabsretorik føres ud over slagordsniveauet og forholde sig seriøst til begrebet inklusion. At være inkluderet betyder at føle sig hjemme i et fællesskab. Man kan naturligvis godt tvinge mennesker ind i et fysisk fællesskab, men hvis det ikke bygger på en fælles accept af et værdigrundlag, er der ikke tale om et inkluderende fællesskab, men snarere et fangenskab, hvor ingen føler sig hjemme. I teorien kan man naturligvis godt forestille sig en skole, der inkluderer alle børn. Dvs en skole, hvor ingen af det omgivende samfunds konflikter var synlige, hvor løven græssede ved lammets side og alle bekendte sig til samme forståelse af fællesskabet. Men i den virkelige verden er den ikke-ekskluderende skole er en utopi, eller mere præcist: En dystopi – et kaotisk rædselsscenarie, underlagt den stærkes ret. Et betingelsesløst fællesskab findes ikke. Ikke ret længe i hvert fald. Det måtte jo indebære, at fællesskabet tillod sin egen ødelæggelse. Salamancaerklæringen fastslår, at der, hvor en elevs undervisning af hensyn til eleven selv eller de øvrige elever ikke kan foregå i klassen, skal skolen kunne tilbyde segregerende foranstaltninger. Med henblik på at nedbringe segregeringen til dette foreskrevne minimum skal skolen kunne benytte sig af en lang række inkluderende støtteforanstaltninger. Det er i denne kontekst, bekendtgørelsens sanktionsmuligheder bør forstås. Formålet med at sanktionere er at standse en elevs drift væk fra fællesskabet, inden eleven kommer derud, hvor segregering er eneste mulighed, der er tilbage. Sanktionerne skal således fungere som et sikkerhedsnet under fællesskabet. Det er derfor vigtigt, at iværksættelse af sanktionerne ses som en hjælp til den pågældende elev, ikke som en straf. Det indebærer bl.a., at måden, de iværksættes på, skal være præget af ro, venlighed og værdighed. Udskyder læreren sanktioneringen i en situation, hvor det er åbenlyst, at fællesskabets spilleregler brydes vedholdende – typisk ved at læreren ignorerer elevens regelbrud, i håbet om at den pågældende tager sig i det – misligholder læreren sin forpligtelse til at beskytte fællesskabet. Desuden: Når presset på fællesskabet til sidst bliver så stort, at læreren tvinges til at sætte sanktionen i værk, vil den uundgåeligt tage sig ud som en straf, eksekveret oppe fra det røde felt, hvor al samtale er umulig og ydmygelsen af såvel lærer som elev er uundgåelig. Og så lurer eksklusionen lige rundt om hjørnet. Det centrale er, at de i øvrigt forsvindende få elever, vi her taler om, skal forstås som værende i krise. De har ikke brug for at blive råbt ad, blive smidt udenfor døren eller ned på kontoret til skideballe hos skolelederen eller blive afhentet af vrede forældrene, der alligevel ikke kan fjernstyre barnet. Disse børn har brug for opmærksomhed, hjælp og omsorg. En rolig voksen, der har tid og overskud til at samle dem op og tage den dybe samtale, som er umulig indenfor den magtkamp, der har udspillet for øjnene af alle i den opkogte klasse. En del skoler har allerede i dag sådanne bemandede akutberedskaber: ’Pusterummet’, ’Oasen’, ’Rastepladsen’, ’Perronen’ er navne på sådanne ordninger, der alle indikerer, at der er tale om en midlertidig time-out med det formål at kunne vende tilbage til klassens intakte fællesskab. Jeg vedlægger et par links. Disse akutberedskaber ikke noget mirakelmiddel, men de kan skabe den nye og anderledes situation, som eleven, klassen og læreren kan komme videre fra. Og så giver de for øvrigt som en ikke uvæsentlig sidegevinst skolen et sted, hvor elever, der ikke nødvendigvis forstyrrer, men bare er forfærdeligt kede af det eller simpelthen er akut syge, har et godt sted at gå hen. Sidstnævnte gruppe af elever er i dag på de fleste skoler henvist til at sidde i klassen og kigge fortabt ned i bordet med hætten trukket ned over hovedet, mens de venter på at kunne komme hjem. Og det er vel også en form for uorden?

Mere endnu, Jesper, jeg har skrevet så meget om det her gennem tiden, at jeg sagtens kunne fylde en hel bog. Men jeg stopper her for nu. https://www.folkeskolen.dk/506130/folkeskolens-magtforskraekkelse

Du skrev, at det ikke udelukkende er skoleledernes ansvar, at en lærer bliver udsat for vold. Det baserer jeg min kommentar på. Du skriver så efterfølgende, at du ikke udtrykte dig klart nok tidligere. Og det er selvfølgelig helt fair - men jeg kommenterede på det du skrev i første omgang - og det var sådan set en rimelig slutning jeg foretog mig der. Du har i øvrigt nok ret med de manglende undersøgelse - eller jeg har i hvert fald ikke et konkret overblik over den forskning der er blevet lavet på dette felt. Til gengæld er der masser materiale omkring lærere som får smadret deres selvværd, arbejdsglæde, går ned med stress, forlader folkeskolen mm pga. voldelige elever - tilfælde hvor ledelsen har svigtet. Så kan du holde fat i dit " der mangler belæg for, at det understøtter en positiv forandring", men jeg er sikker på, at du også - i visse tilfælde tager straf og sanktioner (fx bortvisning) i brug, men hvis du er så videnskabeligt orienteret, hvorfor gør du så brug af det i det hele taget?

Måske burde undervisningsministerens opsang til skolelederne modereres en kende. Jo, for man kunne vel med nogen ret anføre: hvad med lærerne. Lærerne er jo som det fremgår af skoledebatten ikke alene undervisere. De er også klasseledere. Men man kan vel ikke lede en klasse brushoveder, hvis man optræder passivt og overlader det til skolelederen at tage affære for at stoppe voldelig optræden. Læreren må da med en passende tilegnet autoritet være den første, der tager affære. Det er jo alligevel læreren, der må stå på mål for en nok ikke altid forstående forældrereaktion. Det er jo ikke alene børnene i klassen, der kan optræde voldelige. Børnenes forældre kan i hvert fald en gang imellem også optræde udfordrende over for den lærer, der har reageret på den af børnene udøvede vold. Men derfor bør skolelederen selvfølgelig også gribe ind for at stoppe elevers voldelige adfærd. En lærer, der udsættes for en elevs voldelige adfærd, må kunne afvise at have eleven i klassen. Hvor en sådan afvist elev så skal være og i hvor lang tid, må skolelederen tage stilling til. Men i klassen skal en sådan elev i hvert fald ikke være. Og hvor megen skade en sådan afvisning af en elev bevirker i elevens undervisning er elevens og dennes forældres sag. Vi har undervisningspligt her i Danmark, ikke skolepligt. Og så må skolen, læreren lederen, være forberedt på, at omverdenen på god afstand af problemerne vil tage elevens parti og henvise til noget så uhåndterligt som generelle sociologiske og kulturelle ændringer i samfundet som årsager til miseren. Og noget med mere naturgivent selvcentrerede elever, der mangler sociale kompetencer og har svært ved, at der bliver stillet krav. Og med sådanne henvisninger er læreren passende og skolelederen for så vidt også passende handlingslammede.

Hvor uenige vi end er: Det sker med jævne mellemrum, at jeg må erklære mig enig med VM. Læreren skal have myndighed til at stoppe elever, der ryger ud ad tangenten. Det har læreren ikke i dag.