Alle har vidst det hele tiden, men stærke kræfter har hele tiden formået at lukke ned for erkendelsen af, at de ofte stærkt sammenrodede klasser med udsatte, svage og begavelsesmæssigt stærke børn, som man erstattede den undervisningskvalificerede elevdelte skole med i 1993, og siden har plastret til med alskens påhit for at få til at fungere uden virkning, som sin sikreste konsekvens har resulteret i udviklingen og vedligeholdelsen af den adfærdsudskridende elevvod mod lærerne og ikke den opstyltede og mere og mere utroværdige forestilling om nogle Fata Morgana-forstillinger om fællesskabets undegørende virkninger for uddannelser og elevtrivsel og anden fantasiudgydelse. Man skulle altså bare tro på, at det var i disse kaotiske uddannelsesødelæggende sammenhobninger at dygtige elever lærte, at de havde kammerater, der var knap så dygtige, og at bogligt svage lærte, at de havde kammerater, der var bedre rustede.. Og når bølgerne gik højt skulle sådan noget fortolkes som en styrkelse af en fremtidig samfundsmæssig sammenhængskraft, der aldrig har manifesteret sig i den nuværende skolekatastrofes eksistens. Den elevsammenrodede skole har altså således hele tiden hvilet på en nærmest ukontrollabel samling blålys. Nu er man da virkelig begyndt at tale om elevvold mod og vebal tilsvining af lærerne. Men alle er dog fortsat i uforståelig grad trofast imod det elevsammenrodede hegemoni, som til trods for at flere og flere tør erkende, at den ne skoleform er hovedskurken, dog skal fortsætte i al evighed.

Ja, det er enhedsskolen, der står for fald, intet mindre, hvis vi ikke får fod på det her problem.

Når man vil finde ud af, hvad det er, der får problemet til at eskalere, så bør man se på lærerens handkemuligheder i situationer med et voldsomt udadreagerende barn. Hvis det drejede sig om et lille barn, i indskolingen, der blev vred og råbte og skreg, så ville jeg helt afgjort have lagt en arm om barnet og have ført det uden for klassen, hvor jeg ville have forsøgt at tale det til ro. Hvad enten, det ville ud af klassen eller ej. Men i dag opfattes det som magtanvendelse at føre et barn ved armen - også i den helt blide form. Jeg har ikke gode erfaringer med at tale et barn til ro, mens det er omgivet af andre børn. Endnu tidligere kunne jeg have tilkaldt en obs-lærer akut - og på længere sigt have fået obs-støtte på klassen. I den samme periode kunne jeg have lagt en plan sammen med den lærer, jeg delte klasse med - for vi ville have haft et lille antal tolærertimer. Hvis jeg ringede til kontoret og bad om hjælp, ville det enten ske det, at inspektør eller viceinspektør kom ned i klassen - eller at de sendte en anden lærer. Problemet kunne senere tages op, hvis nogen mente, at det var læreren, der handlede forkert - men som udgangspunkt behøvede ingen lærer at være bekymret for at stå alene, hvis han/hun bad om hjælp. Det er naturligvis en stressfaktor, at man risikerer at få at vide, at den situation må man selv klare. Naturligvis tænkte PPR også dengang over, om det var læreren, der manglede kvalifikationer, når et barn skulle udredes - men de så det som deres opgave at udrede barnet, i stedet for på forhånd at lade problemet ligger hos læreren. Der var intet dogme om, at en lærer skulle kunne klare alt alene - og, i tilfælde af at det ikke gik, altid bare skulle have uddannet sine "relationskompetencer" af en eller anden person, der ikke gik ind i sammenhængen. Der var en åbenhed overfor, at nogle opgaver krævede flere ressourcer. Og en viden om, at selv, hvor fx en ny lærer havde brug for at blive dygtigere til at forstå børnene og få klassen til at fungere, så foregik det måske bedst ved at en erfaren kollega kom med i klassen og gav læreren ro til at finde sin egen pædagogik og undervisningsteknik.

Man skal også huske at der i 'gamle dage' var klasselærere. Dvs at det at bygge langvarige relationer til børn -og deres forældre- var en del af en læreropgave. Det at man kendte sine elever gjorde det nemmere at takle dem også i krisesituationer. Nu har men flere elever i klassen og flere klasser -også med elever som man knap nok kender navnet til da man kun har dem en eller to timer om ugen til sit 'fag'. Desuden er der en tendens til at politikerne vil skille relationsarbejdet væk fra 'læringen', så at det bliver pædagogens område. Men hvordan kan man nogensinde fungere i en klasse uden at have relationer til eleverne? Det tager lang tid til at opbygge omgangsformer, rutiner og kendskab til hinanden. De elever jeg har haft i længere perioder har jeg altid elsket og der har jeg altid kunnet klare problemerne, fordi eleverne og mig har haft en gensidig RESPEKT for hinanden. Omvendt sværere har det været i klasser hvor jeg kun var 'ugens gæst' og ikke huskede navnet på alle elever eller kendte deres familiære problemstillinger (og jeg har arbejdet 20 år i en 'ghettoskole'). Desuden har man totalt undervurderet betydningen af massiv satsning på resurser og kompetencer i indskolingen. 'Alle kan undervise i matematik i 1. klasse' har jeg hørt tit. Men så enkelt er det ikke! Når børnene får en tryg og solid faglig start på deres skolegang er det betydeligt nemmere at have dem i mellemtrin og overbygning. En gang havde vi 3 parallelklasser fra 0-3. og den ene klasse havde mange vikarer og nogle lærerskift medens de to andre havde de samme stabile lærere og uden sygefravær i samme periode. Det var 'overraskende' nok den klasse med ustabilitet som havde mange problemer og dårligere resultater fagligt. Jeg var en gang i en 2. klasse hvor der var 27 elever indskrevet på et skoleår, dog kun 17 af dem samtidigt (kæmpe arbejde for klasselærerne!!!) Efter 2. klasse endte 3 elever i en obs-klasse (adfærd), 3 elever til en specialklasse (indlæringsvanskeligheder), en flygtede videre pga voldelig far, og nogle af pigerne benyttede sig af frit skolevalg da drengene var så dominerende i klassen. Efterfølgende 3. klasse startede med 14 elever... Det var før skolereformen. Jeg tænker at idag med inklusions dagsorden ville det være meget vanskeligere at ekspedere elever videre til speciale foranstaltninger... Hvordan ville det dog påvirke lærerne at have den pågældende klasse idag, uden penge til støtte og udredning, kan man bare gisne...

Helt igennem enig, Teija - børn har behov for kontinuitet og den tryghed, der ligger i at kende de voksne, der har ansvaret for dem. Og lærerne har behov for ikke at skulle lære alt for mange børn at kende. Selv om læreren skal være kvalificeret i de fag, han/hun underviser i - så er det lige så vigtigt, at ingen lærer bliver ugens gæst. De to hensyn kan godt forenes med sund fornuft og omtanke - men man opnår så nok ikke 100% linjefag afdækning. En lærer med historie som linjefag KAN altså også godt undervise i kristendom - og mange lærere kan undervise i fx matematik med de yngste, selv om ikke ALLE kan. Børn har ikke godt af altid skiftende vilkår. Det udartede nemt til kaos. Og når der så er sket elevflugt på grund af for meget kaos, så skal klasserne lægges sammen ..?

Thora og Teija, I har fuldkommen ret, og skolederne burde lytte meget mere til jer og meget mindre til inklusionsfantasterne. Jeres kommentarer fik mig til at skrive det her: https://www.folkeskolen.dk/646731/inklusionen-presser-enhedsskolen-helt-i-bund

De lokale politikere bør løbende gøres opmærksom på problemerne med vold og trusler mod lærerne i kommunen. Kredsene bør opmuntre lærere, der oplever vold og trusler, til at indberette hver eneste episode til kredsen (uanset omfanget af volden og truslerne). På baggrund af indberetningerne kunne kredsen udarbejde en anonymiseret statistik, som blev sendt direkte (uden først at være forvansket i forvaltningen) til skoleudvalget/skoleudvalgets medlemmer inden hvert møde i udvalget (hvor punktet passende kunne indgå fast på dagsordenen). På den måde kunne man synliggøre problemerne og politikerne ville være nødt til at stilling til problemets omfang samt angive løsninger.

Siden reformen, er der i klasserne Haderslev gennemsnitlig blevet 3 elver flere. Lærerne underviser i gennemsit 3 timer mere. Og forbereder sig så tilsvarende mindre, til flere elever. Så undre forvaltning og politikere sig over hvorfor udgifterne til specialundervisningen er steget? Nu skal der så gøres noget, man vil ca halvere budgetterne til special tilbuddene, og føre pengene over til almenskolerne - denne øvelse kaldes en indvistering! At man ikke har en plan for hvad eller hvordan midlerne skal ud-myntes, det er vel underordnet når inklusionen skal lykkedes. Bare der bliver postet flere penge ind i det der ikke virker, så går det vel. Forvaltningen har siden 13 haft et udvalg der skulle se på denne problematik, de har på de 5 år ikke forfattet noget men holdt en del møder. Det virker til at man igen bruger en masse gode penge på noget dårligt. Når denne uigennemtænkte plan så effektiveres, og "proppen til special undervisningen er sat i" (ja det siger de ordret), hvilke konsekvenser står lærerne i almenskolerne i haderslev så med? Tænker folkeskolen kan fortsætte sin artikelserie #inkusion meget lang tid endnu...

Erik: Og hvad har kommunen så tænkt sig at gøre ved folkeskolelovens §3, der udtrykkeligt giver elever med vidtgående behov for specialpædagogisk bistand et RETSKRAV herpå? Beslutningen om at 'halvere budgetterne til specialtilbuddene, og føre pengene over til almenskolerne' er helt åbenlyst stinkende ulovlig.

Efter 17 år som lærer er det min erfaring, at vi som lærere meget ofte har svært ved at sige nej til aben. Og dermed mener jeg, at vi accepterer ansvaret for situationer vi enten ikke har kompetencer til at håndtere, eller ressourcer til at lykkes med. Alle de lærere jeg har mødt igennem tiden, har ønsket at lykkes med deres job og deres opgaver. Men indimellem kan det simpelthen ikke lade sig gøre, vilkårene er ikke til stede. At sige ja tak til bolden, betyder at vi ønsker samarbejde og gerne tager vores del på os. Det gælder såvel inklusion som det svære forældresamarbejde, der i min optik også trækker voldsomt på energien. Men som der også bliver nævnt i den fine artikel, går vi alene med det. Det er svært at tale om de grænseoverskridende episoder i klassen: "hvorfor kan jeg ikke engang styre et barn!" og det er svært at tale om de forældre der overskrider dine grænser, taler grimt til dig eller kommer med kritik rettet mod din person. Og så går vi selv med det. Vi tror ikke det kan være anderledes, eller der er hjælp at hente. Vi har brug for en ændring af mindset, at lære på seminariet hvordan vi kan gå ind og ud af den professionelle rolle når vi ønsker det, og vi har brug for at lærerens personlige udvikling kommer på skemaet. Det starter med den enkelte.