Der er ikke skygge af tvivl om tolerancetærsklen er for høj. Lærere i andre lande tror ikke deres egne ører, når de hører om det her eller oplever det, hvis de af vanvare kommer til at overvære det. Hvilket man altid forhindrer ved at sikre, at besøgende ikke får adgang til de klasser, der slås med det her problem. Og så er det, vi får disse jubelberetninger om den åh-så-afslappede danske folkeskole, hvor elever og lærere har sådan et dejligt frimodigt indbyrdes forhold til hinanden. Det er da heller ikke løgn, men det er bare kun den halve sandhed.

Ingen eller få muligheder for at gøre noget. Der er ingen konsekvenser for de elever og forældre, som øger vold, chikane og trulser. De offentlige ansatte er boksebolde. Alle har en mening om folkeskolen, og alle tror de ved bedst. HVORFOR gør man ikke noget ved det stigende problem, når det er med til at smadre et helt skolesystem og rigtig mange børn og voksne i processen?

Respekten for læreren er forsvundet. Alt for mange lærere finder sig i chikanen fra eleverne, det er blevet hverdag. Jeg glæder mig til den dag, hvor lærerens professionelle dømmekraft bliver anerkendt.

Når jeg ved forskellige lejligheder møder nye mennesker, falder talen ofte på folkeskolen. Alle har jo en mening, og alle hører jo dette og hint om folkeskolen i medierne. Når snakken falder på inklusion, og jeg kommer med eksempler fra mit 20 årige virke som lærer, min hverdag, og fortæller om voldsomme situationer jeg bl.a har stået i med elever, så mødes jeg oftest af to reaktioner fra folk der ikke er lærere. 1: Hvordan kan du dog holde til det i længden, og hvad motiverer dig til at tage på arbejde hver dag? eller 2: Hold nu k.... De vilkår ville jeg squ aldrig nogensinde arbejde under.

Igen og igen fremstilles børn som en plage. Husk på hvem der er de voksne. Den voksne har ansvaret for relationen, men alt for ofte ser jeg, at manglende viden om inklusion ender i, at det er børnenes og forældrenes skyld. Hvad er problemet? Det er ikke børnene og forældrene, der er problemet, men som så mange gange før medgiver jeg gerne, at børn, forældre og lærere er sat i en svær og nogen gange umulig situation. Men måden den umulige situation løses på, er oftest at systemets manglende evne til at præstere (hvilket ikke betyder at viljen mangler) ender med, at problemet overføres til eleven, som så "sendes bort" og væk er problemet. Nærmest en syndebukhistorie. Jeg medgiver, som så mange gange før, at lærere, ledelser, børn og forældre er sat i en svær situation, som en stor del ikke magter. Desværre ser jeg ofte ikke tegn på heller at ville magte de nye vilkår. Jeg tror ikke det er ond vilje, men simpelt hen fordi de fleste gør det de kan, hvis ikke der er nogen, der lærer dem at gøre noget andet. Altså vore adfærdsmønstre er de samme, hvis ikke vi lærer at se problematikken på en anden måde. Det kan man ikke, hvis ikke man har lært at arbejde på den måde, men det gør ikke inklusionen til skurken, men tværtimod er det den ide, at inklusion og besparelser går hånd i hånd. Dette er ikke en mulighed, idet inklusion skal og bør være en investering i fremtiden, så vi ikke får grupper af unge fortrinsvis mænd, der ser sig selv som uden muligheder. Jeg vil meget gerne adressere den samlede lærerstand og skoleledere, når jeg nu spørger om, hvorledes man vil beskrive sin egen tilgang til egen magtesløshed? Jeg har endnu ikke, i de mange debatter jeg har deltaget i, mødt en lærer, der sagde: "Ja jeg føler mig magtesløs, jeg kan ikke styre visse elever, de tager magten fra mig, og det er frygteligt ubehageligt, når jeg ikke kan finde ud af, hvorledes jeg håndterer situationen". Det er selvfølgeligt meget relevant at spørge om, hvad vi skal finde os i. Hvor høj en tolerance skal vi møde op med? Her skal jeg hilse at sige, at jeg ved flere lejligheder har mødt personale og beboere på psykiatriske bosteder, som er sidste station, og her er det helt andre spørgsmål, der er relevante. Hvorledes mindsker vi vold og risiko for vold? Når vi begynder at stille den slags spørgsmål, hvor barnet er skurken og den voksne offeret, så åbner og lukker vi på samme tid mulighedsrum. Disse mulighedsrum er virkeligheder, vi skaber sammen med de børn, som så udnævnes til problemet. Vi er sat i verden for at åbne de mulighedsrum, som giver eleven vækst i alle henseender. Nå vi vælger at sætte os selv i centrum, så fejler vi. Der er skrevet Ph.D. afhandling om, hvorledes eksklusionen har et nærmest forudsigeligt forløb, idet undersøgelser viser, at det foregår på stort set samme måde på de fleste skoler. 1: Skolen forstår eleven som problemet 2: Skolen fremlægger og udbygger problemhistorien. 3: Elev eller forældreperspektiver afvises, overhøres eller benægtes. 4: Forældrene gøres ansvarlige for problemet og for at løse det hjemmefra/genopdrage deres barn. 5: Situationen formes som et ultimatum. Enten affinder forældrene sig med problemhistorien og ansvaret for at løse det, eller også kan de finde en anden skole. 6: Eksklusion. Familien er nødsaget til at flytte barnet til en anden skole. Fra den pædagogiske antropologi er der masser af eksempler på, hvorledes læreren er medskaber af barnets vanskeligheder. Disse vanskeligheder kan oftest beskrives som lærerens egne projektioner over i eleven. De kan også beskrives som en dårlig relation. Sluttelig skal jeg sige, at ikke alle børn kan eller skal inkluderes og ikke alle ønsker at blive inkluderet, men langt flere kunne inkluderes på en god måde, hvis skolen fik lov til at udvikle redskaber til at opnå større rummelighed. Skolen kunne blive et langt bedre sted, hvis ikke lærerne blev påtvunget konkurencestatens præstationsvilkår, som er medskaber af eksklusionen.