Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)
Niels Chr. Sauer
(Skribent, folkeskolelærer emeritus)
18-11-2018 14:01
Hverdag i folkeskolen. Og det har stået på i henved tyve år nu. Vi må begynde med at se i øjnene, at når man tvinger børn til at gå i skole, så skal det slå gnister ind i mellem. Vi har altså ikke en disciplinkrise i ordet egentlige forstand, for en krise er pr. definition forbigående. Vi har helt naturlige disciplinære problemer, men de kommer helt ud af kontrol, når vi ikke taler rent ud om den forløjede inklusionspolitik. Så opstår der situationer, der bestemt ikke kan henføres til kategorien af naturlige disciplinære problemer.
Vi må tale åbent om det her.
Som fx i en fjerdeklasse, jeg havde for mange år siden. Der var en pige, som helt tydeligt havde brug for mere hjælp end jeg kunne give hende i klassen. Jeg havde klassen i matematik, og hun nægtede både at deltage og at forholde sig i ro. Hun for omkring i klassen og hindrede effektivt alle de andre i at koncentrere sig. Jeg fandt ud af, at hvis fik lov til at stå lige ved siden af mig - uanset om jeg sad, stod eller gik - så faldt hun lidt til ro og vi kunne have matematik. Sådan da. Jeg henvendte mig til skolepsykologen, der 'undersøgte' pigen 1: 1., hvorefter han meddelte mig, at jeg havde misforstået pigen. Hun bare en anden læringsstil, og den måtte jeg imødekomme. Hun skulle ikke sidde på sin plads, men have lov til at bevæge sig frit omkring i rummet. Jeg bad skolepsykologen om at komme ned i klassen for at observere, for den der anbefaling havde da ingen gang på jorden, men det ville han ikke. Han havde jo set pigen, og han observerede aldrig i klassen...
Følgen var, at den stakkels pige, som jeg på det personlige plan havde det bedste forhold til, kravlede rundt på gulvet og lå alle mulige steder, så jeg måtte skræve over hende. Hun lærte naturligvis intet, og hendes klassekammerater betragtede hende som skrupskør, men tolererede hende. Hun var således det, man kalder 'inkluderet'.
I mellemtiden kontaktede jeg moderen, der kendte alt til problemet og var dybt ulykkelig. Vi fik sammen bakset noget på plads med hospitalets børnepsykiatriske afdeling. For at gøre en lang historie kort, endte det med, at hun kom i behandling, blev medicineret med ritalin og gik en klasse ned, hvor hun faldt helt til ro. 'Inklusion' på ritalin.
https://www.folkeskolen.dk/508955/inklusion-paa-ritalin-