I offentligheden dominerer fortællingerne om, at inklusionen udsætter lærere for en voldspræget og stressende hverdag. Vi ville ønske, at læreruddannelsen rustede os bedre til at møde inklusionen ude i klasseværelserne.Med snart fire år på skolebænken og adskillige timer i læsesalen kan vi som kommende lærerstuderende snart ane det virkelige lærerliv og dets udfordringer. Men på en uddannelse med tre praktikperioder af seks ugers varighed finder vi det problematisk, at inklusion først er noget, vi får lov til at prøve kræfter med, når vi er færdiguddannede lærere. Se mere på: https://www.information.dk/debat/2019/01/laererstuderende-flaskes-beroeringsangst-inklusionen?lst_frnt

I artiklen på information står der følgende "Når Folkeskolen.dk ønsker at sætte fokus på lærernes oplevelse med inklusionen, hvorfor deler de så kun de negative historier? Er det fordi, det er dem, der sælger?" Nej, det er fordi der pågår et enormt svigt - både i forhold til børn som mistrives og helt åbenlyst hører til i et specialpædagogisk tilbud og fordi voksne mennesker får smadret deres arbejdsliv - nogen af dem vender aldrig tilbage på arbejdsmarkedet. Desværre er det stadig tabuiseret at melde klart ud på skolerne og i offentligheden - at man ikke kan håndtere helt små børn og at man føler komplet afmagt nærmest på daglig basis. Der er mange gode elementer i indlægget, men måske netop fordi, at skribenter ikke har mærket virkeligheden på egen krop - og stået alene med udfordringerne, så vælges vinklen: Hvorfor hører vi ikke (mere) om de positive historier? I stedet mener jeg, at man netop bør være glade for, at lærere og pædagoger tør at melde ud i offentligheden, hvad inklusionprojektet koster på menneskefronten. Jeg vil hellere høre om de massive udfordringer, som vedrører inklusion og det politiske svigt af folkeskolen - end jeg vil høre om de sporadiske, gode fortællinger.

Danske skolepolitikere bruger ordet 'inklusion' på samme måde som DDR-lederne brugte ordet 'demokrati' på.

Jeg kan fortælle, hvad manglende inklusion koster. Mit eget barn kunne ikke inkluderes, for som læreren sagde: "Han ødelægger min undervisning". At have et barn, de andre ikke må lege med, har været et låg, der har ligget over glæden ved livet og muligheden for at være en del af visse fællesskaber. Det betød at mit barn var henvist til at opholde sig sammen med andre af samme kaliber, hvilket førte til kriminalitet og misbrug. Det er en lang historie, som jeg vil spare læserne for. Problemet med inklusionen var bare, at opgaven tilflød lærere og ledelser på enkelte skoler, som ikke var parate til den. Forældre og børn i skolerne var ikke parate til det. Politikerne så en hurtig gevinst og væk var fornuften. Inklusion tager tid og skal bygges op fra grunden. Lærere, der arbejder med inklusion, skal være klædt på til opgaven. Det er ikke alle klasser eller lærere, der skal arbejde med inklusion, men det er nødvendigt at kulturen ændres ude rundt omkring i folkeskolerne. Jeg får ofte det billede for mit indre, at eleverne i folkeskolen fuldstændig ligner hinanden, og som følge deraf udvikler et syn på de, der er anderledes, som kan kaldes intolerant. Det ligger jo implicit den ide gemt i inklusionsmodstanden, at disse børn forstyrrer den målbare læring og dermed læreren kerneopgave. De selv samme mennesker, som raser mod målstyret undervisning og test, er ikke sene til at fratage os alle muligheden for at lære nyt, både i mødet med det anderledes men også i mødet med, at vores hidtidige faglighed ikke rækker. Vi bør fremelske en kultur, hvor vi hver dag møder i skolen i en bevidsthed om, at vi er der i en evig bevægelse sammen med vore elever.