Først og fremmest tak til Folkeskolen.dk – journalist Pernille Aisinger – for at gå i dybden med Keld Skovmands tekster/kritik. Der er noget kejserens nye klæder over hele processen vedr. den forskningsmæssige begrundelse for ”læringsmål”. Artiklen indeholder et link til : ”Ministeriet: Vi har opfundet ”læringsmålstyret undervisning”. Her siger kontorchef i Undervisningsministeriet Anders Andersen direkte: "Det er os, der har opfundet begrebet 'læringsmålstyret undervisning" ' (...) "Det har aldrig indgået i begrundelsen, at der skulle være direkte forskningsmæssig belæg for, at 'læringsmålstyret undervisning' har en effekt på elevernes faglige resultater"

Måske har du ret i, at der er tale om en Kejserens Nye Klæder situation. Det forudsætter, at der er nogle kyniske svindlere, der udnytter folks godtroenhed og skræk for at blive afsløret i ikke at kunne forvalte deres embede. Snarere tror jeg, der er tale om en Natergalen-situation,og at "vi" er faldet næsegrus for kunstfuglen, der er blevet forvekslet med den ægte nattergal, og som også ret hurtigt er blevet slidt op, og ikke rigtigt virker. Om det kan betegnes som videnskabelig uredelighed, at forskerne har troet for meget på, at deres teorier havde belæg i den konkrete virkelighed, er bestemt en interessant diskussion. Videnskabelig uredelighed er vel, at man bevidst går ind og manipulerer, for at underbygge teorier, man godt ved ikke passer. Er det videnskabelig uredelighed, at man har kludret i det og har taget fejl? At man har svært ved at finde ud af, hvordan man skal sagsbehandle Skovmands anmeldelser, viser nok, at der er tale om en noget pinlig sag. Om der er tale om, at kyniske forskere har forsøgt at sælge konstruerede strukturer for den ægte vare, eller om de bare ikke kan kende forskel, må tiden vise. I begge tilfælde, er der i alt fald tale om en dum historie.

Det fremgår endnu en gang tydeligt, at Antorini ikke havde reelle saglige begrundelser til at gennemføre sit prestigeprojekt folkeskolereformen. Mange lærere tænkte dengang, "hun har ingen viden om det, hun snakker om", og det er nu bevist. ( Hvem har dog anbragt hende i DR's bestyrelse? ) At såkaldte forskere har ladet sig spænde for den vogn er uforståeligt - hvorfor dog?

Fusentasterne omkring reformen 2013 havde aldrig i deres vildeste fantasi forestillet sig, at de ville blive imødegået med en så indædt, årelang grundighed fra dem, de kørte over. Pø om pø kommer deres umådelige frækhed og arrogance for en dag. Spørgsmålet er, om det vil lykkes folkeskolen at ryste dem af inden den går helt i knæ under deres enorme dødvægt.

Jeg har altid lyttet, læst m.m. til diverse forskere, politikere samt øvrige grupper på sidelinjen af folkeskolen. En erfaring siger mig, at hvis man virkelig vil folkeskolen samt dens daglige aktører det bedste, så SKAL man starte med, at enhver form for ændringer tager udgangspunkt i folkeskolens aktuelle personales vurderinger af ændringernes positive effekt - eller mangel på samme . . .

Allerførst en værdsættelse af Keld Skovmands utrættelige og insisterende arbejde med at reflektere en demokratisk og etisk forpligtende diskussion af, hvordan vi skal bedrive uddannelse i dette lille land. Det er værd at bemærke, at Keld Skovmand rent faktisk udgiver to bøger den 1. februar. Den anden bog bærer titlen: "I bund og grund - reformer uden fundament"? Jeg glæder mig til at læse begge bøger, men så vidt jeg er forhåndsorienteret, så reflekterer Skovmand ikke blot den nye skolereform, men han reflekterer samtidig den nye læreruddannelsesreform fra 2013. Intentionen med begge reformer var jo et forsøg på at sammenskrive de to reformer i et 1-1 forhold, som skulle bygge på kompetencemålstyring og læringsmålstyret undervisning. Og interessant nok er det stort set de samme forskere m.fl., som står bag begge reformer. Der var også tale om evidensproblemer, da den danske læreruddannelse fra 2006 blev evalueret med henvisning til en international tilpasning af modulstrukturen og kompetencemålstyringen. Helt uformidlet argumenterede rapporten for, at der skulle foretages "et skift fra indholdsmålstyring til kompetencemålstyring" I rapporten anbefales det ligeledes, at læreruddannelsens fag skulle nedbrydes i korte fagmoduler, som skulle reguleres efter kompetencemålstyringsparametre (jf. Styrelsen for Videregående Uddannelser, 2012, s. 20). Således gik man fra en helhedsforståelse og formålsforståelse af fagenes indhold (70 ECTS for danskfaget fx)) til en opsplitning i fire moduler baseret på kompetencemålstyringsparametre og outputstyring (40 ECTS for danskfaget). Denne rapport er senere blevet kritiseret af de to DPU-forskere David Reitze og Jørn Bjerre i artiklen: "Da læreruddannelsen blev offer for strategisk evidens". Begge forskere konkluderer, at baggrundsrapporten for den nye læreruddannelse og dens legitimitet, bygger på et metodisk svagt grundlag og kausale slutninger, som der slet ikke er evidens for. Jeg kan sagtens følge de to forskeres kritik, og jeg har selv i anden forskningsartikel om kompetencemålstyringen i LU13 nået frem til de samme konklusioner. (jf. Carlsen: "Frakobling af formål og indhold - en kritisk diskursanalyse af læreruddannelsens (LU13) kompetencemålsbeskrivelse med danskfaget som eksempel" (2016). Der er grundlæggende tale om en uddannelseshistorik, som ikke er baseret på en akademisk evidens, dvs. rapporterne er ikke efterkontrollerede eller peer-reviewed af andre forskere. Historien bag kompetencemålstyringens indførelse i læreruddannelsen peger på et stykke uddannelsesarbejde, som slet ikke lever op til akademiske standarder for vidensproduktion på videregående uddannelser. Her er historien om, hvordan kompetencemålene blev til i læreruddannelsen: På dansk grund nedsatte man en såkaldt matricegruppe (bestående af en enkelt forsker + dygtige undervisere), som fik til opgave at udarbejde kompetencemål på "en måned" abstrakt og isoleret set - uden at reflektere forbindelsen til et fagligt specificeret indhold. Der skete en frakobling af fagenes formål og indhold til fordel for en udvendig styring. Man formulerede det som outputstyring, men styringen har aldrig fungeret i praksis, og kompetencemålene er samtidig sprogligt set stærkt problematiske, kategorialt uklare og uegnede som vurderingsinstrument for de afsluttende kompetencemålsprøver. (jf. Carlsen, 2016) Når jeg nu fremhæver denne problematik, så hænger det sammen med, at der lige er blevet offentliggjort en samlet evaluering af den nye læreruddannelse. Ekspertgruppen konkluderer her, at "kompetencemålsudformningen og indhold har sat barren højt for, hvad såvel undervisere som studerende skal kunne og de er hermed til at signalere høje krav på læreruddannelsen". Eksperterne bygger denne forståelse på delrapport 1., hvor man har undersøgt disse ovenstående kompetencemål isoleret set som om, der var tale om, hvordan man får en instruktion i sætte umage elementer sammen som et varekatalog fra IKEA. Eksperterne bygger videre på en svag evalueringsrapport metodologisk set, som blot har konstateret, at disse kompetencemål (og der er mange af dem - også en del redundans) er ambitiøst udformet. På samme tid - og det er unægteligt en smule paradoksalt - konkluderer ekspertgruppen, at modulstrukturen ikke hænger sammen med en faglig progression i uddannelsen, at læringskulturen i læreruddannelsen i det hele taget er uambitiøs og endelig, at forskningen ikke inddrages tilstrækkeligt i undervisningen. Mit spørgsmål lyder: hvordan hænger disse ting sammen? Eller formuleret på en anden måde, så ville jeg da som forsker undersøge nærmere, hvorfor man på den ene side kan fremhæve kompetencemålstyringens styrke og så på den anden side påvise, at uddannelsen ikke lever op til de fordringer, som 'styringskæden' angiver. Ekspertgruppen forholder sig ukritisk til denne problematik uagtet, at den internationale forskning fremstiller mange korrektiver til denne diskurs (jf. Biesta, 2o1o, Ball, 2003, Dorf, Kelly og Prat, 2013). I dag er uddannelsesinstitutionerne genstand for evalueringer (ofte dårligt funderede rapporter), som bruges til at legitimere nye reformer - i skolen såvel som i læreruddannelsen. Fx bliver de studerendes holdninger til specifikke emner i skolen gjort lig med evidens. I det offentlige videnskredsløb skelner man ikke mellem akademisk evidens (dvs. en nogenlunde kontrolbar forskning, evt. understøttet af peer-reviews o.l.) og strategisk evidens. Således fremhæves det også i delrapport 1. i evalueringen af læreruddannelsen, at skolelederne (80% i en spørgeskemaundersøgelse) vurderer de studerendes faglige kompetencer som fine, men hvad baserer de denne vurdering på: har de set de nybagte læreres undervisning, har lederne alle sammen kendskab til fagenes særlige vidensgrundlag, eller har de bare snakket om det på lærerværelset??. Jeg går ud fra med en velvalgt analogi, at lægerne på hospitalerne heller ikke vælger behandling efter, hvad patienterne siger. Spørgsmålet er i høj grad: kan vi stole på den omsiggribende evalueringskultur, som hærger hele den offentlige sektor og især uddannelsessektoren? Jeg har ikke nødvendigvis noget imod den slags undersøgelser, men de bruges - eller nærmere misbruges i den uddannelsespolitiske offentlighed til at fremme bestemte strategiske og uddannelsesøkonomiske styringsinstrumenter (Top-down styring), som ikke lever op til en demokratisk og etisk forståelse af god forskningsetik og erfaringsopsamling fra de primære led i uddannelseskæden: underviserne, lærerne, eleverne og de studerende. Men det kan Skovmands nye bøger sikkert gøre os endnu klogere på!

Er læringsrevolutionen så død? Er alt, hvad der er trukket ned over hovedet på os siden 2013 af læringsparadigmer så lidt baseret på forskning, at vi ikke længere bør følge det? Skal vi tage afstand fra læringsplatformene, hvis læringsparadigmet ikke længere er evidensbaseret? Skal vi stoppe med at fokusere på kompetence-, videns- og færdighedsmål, fordi de sætter læring først og ikke længere fører til læring?

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/laeringsrevolutionen

Mange dygtige forskere, undervisere og lærere har efterhånden påvist gennem mange publikationer, artikler, indlæg og kommentarer, at skolereformen og læreruddannelsesreformen har været en af de største fejltagelser og misrepræsentationer i dansk uddannelseshistorie. Det er lidt tragisk, at vi er kommet så vidt, at en kompetent forsker som Keld Skovmand ser sig nødsaget til at anklage forskerkollegaer for videnskabelig uredelighed for at kunne trænge igennem til magtens centrum og beslutningstagere. Flere i dette kommentarspor har brugt metaforer fra "Kejserens nye klæder", men egentlig ikke indrammet pointen, som er mere end tragisk-komisk. Den er nemlig helt igennem tragisk: "Men han har jo ikke noget tøj paa", siger drengen. Folket istemmer barnets iagttagelse. Eventyrets indbyggede magi og fortryllelse ophæves indefra af tekstens egen udsigelse, som bryder eventyrets genretræk til fordel for bogstavlighedens realisme. At eventyret forsøger at opretholde dets magi gennem processionen, som fortsætter gøgleriet og galskaben, er blot et udtryk for den ironiske affortryllelse af eventyret. Vi lukker øjnene og processionen fortsætter: Den læringsstyrede undervisning fortsætter (står der stadigvæk i læreruddannelsens 150 siders lange studieordninger), læringsmålstyret undervisning fortsætter naturligvis, fordi den er opfundet af den geniale kontorchef Anders Andersen i Undervisningsministeriet på en god dag, læringsplatformene fortsætter, kompetencemålstyringen fortsætter, selvom vi ikke kan finde dets output, og selvom kompetencemålene er frakoblet fagenes formål og indhold. De lever deres eget særegne afsondrede liv fra virkeligheden. Skolereformen fortsætter, selvom formanden for kommissionen Per B. Christensen ikke overraskende ikke kan garantere en arbejdstidsaftale for lærerne (jf. Skoleliv i Politiken). Fælles Mål fortsætter med færre bindende mål, men konceptet er stadigvæk i bund og grund det samme. Læreruddannelsesreformen fra 2013 fortsætter, selvom den har fået nogle alvorlige ridser i lakken med den seneste evaluering. Professionshøjskolernes rektorer er fortrøstningsfulde og mener tilsyneladende, at de allerede har taget højde for kritikken med deres 10 ambitioner, så vi fortsætter selvfølgelig i samme spor lige med et par bump på vejen, selvom der nu snart er gået seks år med implementeringen.... Jo, processionen fortsætter.... Hvis jeg nu skulle agere som den lille dreng i eventyret, så kunne jeg forsigtigt spørge: Hvorfor fortsætter processionen? Svaret kunne eventuelt være. Vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det (som mange af mine søde kollegaer fortæller mig, når vi snakker om tingenes tilstand), fordi de nye reformer er bundet op på en kompleks korrelation af ikke forskningsbaseret uddannelsestænkning, uddannelsesøkonomi, New Public Management´s ledelseskultur og Moderniseringsstyrelseshegemoni, ikke sikrede arbejdstidsaftaler for undervisere og lærere osv.. Ingen vil stå skoleret! (jf. Weekendavisens forside om Keld Skovmand). Det er også så underligt umoderne at stå skoleret, ikke sandt!

Ja, det er ganske vist: Processionen fortsætter; også selvom kejseren er komplet til grin som han vader der gennem byens gader i den bare særk. Men smilene stivner unægtlig, efterhånden som det står mere og mere klart, at disse narrehatte ikke lader sig anfægte af deres totale fiasko, men bliver med at messe om, at der skal gå 5, nej 10, nej 15 år, før man kan fælde dom over historiens største skolepolitiske svigt. De satser tydeligvis på at løbe modstanden træt, idet de fortsat i deres ophøjede uvidenhed endnu ikke har fattet de ødelæggelser, de har afstedkommet. Og de har fortsat riget og magten. Æren har de til gengæld forlængst tabt. Skolen befinder sig på 5. år i undtagelsestilstand. Intet er normalt, og forude venter 2021. To gange har lærerne reddet fallitboet på stregen. 2012 er tredje og sidste skud i bøssen.

Tak for din utrættelige optimisme; du har hver gang troet på og argumenteret for, at næste gang må det ske. Men som du siger: Lærerene redder folkeskolen. Det er lidt ligesom Salomons berømte dom; lærene kan ikke bære, at se skolen splittet ad, så de bliver bløde i knæene og lader modstanderen få ret, for at redde "barnet." Der er jo faktisk ikke noget, der tyder på, at der hos DLF eller lærerne er en vilje til at sejre. Hvis man turde tro på den brede opbakning, der ser ud til at være, og stå fast over for den tilsyneladende overmagt, er der jo også den mulighed, at den ikke havde modet til at smadre det hele. Men indrømmet; det er risikabelt. Den ægte mors: "Så lad hende få barnet," ser i hvert fald ikke ud til at virke her, for der er ingen vis Salomon til at give hende ret , så den falske moder render med sejren. "2012 er tredje og sidste skud i bøssen," skriver du. Jeg går ud fra, du mener 2021. Hvad får dig til at tro, at "bøssen" vil blive fyret af til den tid? Indtil videre, har lærerne vel ikke gjort andet end, for at blive i din metafor, "at holde krudtet tørt." Jeg smider lige historien om Salomons/Salomos dom ind her til erindringsstøtte: :-) https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kong/3 Salomos dom Engang kom to skøger til kongen. De trådte frem for ham, og den ene kvinde sagde: »Hør mig, herre! Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme. To dage efter at jeg havde født, fik også denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset; vi to var alene derhjemme. Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn. Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham, jeg havde født.« Den anden kvinde sagde: »Nej, det er min søn, der lever, og din, der er død.« Men den første sagde: »Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.« Sådan skændtes de foran kongen. Da sagde kongen: »Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.« Kongen sagde: »Hent mig et sværd!« Og da de havde bragt ham sværdet, sagde han: »Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel.« Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: »Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!« Men den anden sagde: »Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.« Da sagde kongen: »Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor.«

Det er uhyre trist og direkte afskyeligt, at man kan få fortsat flertal i Folketinget til at fortsætte denne ulykke, som jo tydeligvis er solidt baseret på manipulation, snyd og uvidenhed. Stop al evaluering af folkeskoleeleverne og tag i stedet et grundigt kig på fravalget af folkets skole - spørg så jer selv "Hvordan kan det dog være?"

Læringsplatforme og test er styringsredskaber, idet det er velbeskrevet, hvorledes de fremmer en bestemt læreradfærd. Denne adfærd kan måles. Med indførelse af kerneydelsesbegrebet (i folkeskolens tilfælde læring) er det kun muligt at måle effekten af kerneydelsen, såfremt der måles på udvalgte elementer i undervisningen. Men jeg tænker ikke, at det på nogen måde afholder eleverne fra at lære mere end det læringsmålene foreskriver. Reformen og hele debatten om denne er og har hele tiden været røgslør, som har til hensigt at dække over det egentlige formål - at få lærerne til at arbejde - altså lavere løn pr times undervisning.

Det er dejligt, at Skovmand har udvist civilkourage ved at gå efter navngivne personer. Det har nogen haft travlt med at tage afstand fra, men det sædvanlige konsensusmudder og de principille snakke ville aldrig kunne rense luften. Nu kommerde ansvarlige til for alvor at stå på mål for det, de har sagt og skrevet. Det er umådelig godt for skolen.

Skovmands nok berettigede kritik - han er jo meget omhyggelig - medfører i det lange løb, at forskerverdenen som sådan mister prestige hos lærerne. Næste gang en forsker udtaler sig i tale eller på skift om noget skolerelevant, så kan lærerne med det fortilfælde, Skovmand har leveret, rettelig spørge vedkommende: Kan vi være sikre på, at dine konklusioner, faktisk er rigtige? Det er et meget stort problem. Hvis lærerne ikke tager forskerne alvorligt, så er forskningen ligegyldig og spild af skattekroner. Løsningen er nok, at Skovmand simpelthen fortæller os lærere, hvad vi skal se efter, hvis vi skal tro på en forsker - og at forskerne tilsvarende lægger sig i selen for at bakke deres resultater op på en måde, der tilfredstiller en forsker som Skovmand. Jeg gætter på, at peer-review er et element, men er det nok?

jens (ja, jeg mener naturligvis 2021, ikke 2012), du spørger: "Hvad får dig til at tro, at "bøssen" vil blive fyret af til den tid? Indtil videre, har lærerne vel ikke gjort andet end, for at blive i din metafor, "at holde krudtet tørt." Meningen med at 'holde krudtet tørt' har hele tiden været at fastholde muligheden for konflikt på fuld kraft. Alle må håbe, at det aldrig kommer dertil, at vi skal fyre kanonen af, men 2021 er i mine øjne tredje og sidste chance for at finde en fredelig løsning. Ved OK15 lovede arbejdsgiverne bod og bedring i form af arbejdstidsbilaget, ifølge hvilket den enkelte lærers arbejdstid ville blive genstand for drøftelse med ledelsen, der ville sikre en rimelig balance mellem opgaverne og angive en ramme for passende tid til forberedelse. Blækket var knapt nok blevet tørt, før DLF måtte trække KL i arbejdsretten, fordi KL ikke ville være med til, at skolelederne skulle angive tiden til forberedelse i opgaveoversigten. KL stod benhårdt på, at bilaget ikke forpligtede skolelederne til dette, og de vandt. Pessimisterne, der ikke troede KL over en dørtærskel, fik ret. Ikke just vildt overraskende, men så kom vi da så langt. Det indebar, at enhver forestilling om at ordne problemerne i mindelighed med KL var som blæst væk. KL har kørt L409 helt ud til kanten, så de to timer om ugen, de i 2013 sagde, de ville have mere af hver lærer i snit, i dag er blevet til noget nær det dobbelte. KL har med andre ord ikke vist ringeste tegn på vilje til nogen form for moderation af deres krav. Tværtimod er vi i dag - når al skønsnakken fejes til side - LÆNGERE fra hinanden end vi var i 2013, da lockouten sluttede. OK 18 var på nippet til at ende i Danmarkshistoriens største konflikt på det offentlige område, og den blev kun hindret af viljen til besindelse i sidste sekund på begge sider af bordet. Men viljen rakte jo ikke til en fredsslutning. Kun til en åbning af nye forhandlinger på basis af en kommissionsundersøgelse, og der er ingen som helst signaler fra A-siden om, at dens anbefalinger vil blive respekteret. Anbefalingerne MÅ jo tage fat om den manglende forberedelsestid, medmindre kommissionen har en ambition om at gøre sig selv og DLF totalt til grin i lærernes øjne. Finansministeriet kommer til at bide i det sure æble og indse, at de gik for vidt i 2013. Vil de ikke det, må de se i øjnene, at DLF ikke for tredje gang kan stille sig i spidsen for et ja til en fortsat opretholdelse af den undtagelsestilstand, lærerne har levet under siden 2013. DLF vil ikke være i stand til at overbevise medlemmerne om, at de skal bøje sig endnu en gang. Jeg er bange for, at en kommissionsanbefaling om at sætte lærernes undervisningsmængde ned til et niveau, hvor de får mulighed for at forberede sig bare nogenlunde til alle timer, vil blive afvist af finansministeriet, og så kan jeg ikke se, hvordan konflikten skal kunne undgås. Med en kommissionsanbefaling i ryggen vil lærerne som udgangspunkt stå ret stærkt i offentligheden.

Morten, tilliden til forskningen led allerede et knæk da mål-styringen blev introduceret. Det var jo tydeligt for enhver lærer, at det hele var bygget på en økonomisk tankegang. Mere for pengene. Derudover var der et element af kontrol og dataledelse. Det hele blev iscenesat af nævnte forskere, og derudover var der en masse der arbejdede for systemet ved at lave fagenes læreplaner med målstyring som omdrejningspunkt. Enkelte tog efterfølgende afstand fra deres valg, men argumenterede for deres arbejde, at det var bedre de gjorde det end andre. Det nytter selvfølgelig ikke noget at forskere gør noget de egentligt ikke kan stå inde for, men jeg tror at det er en karrieremæssig dødssejler at holde på sit. Forskningen er i dag ofte spændt for en politisk vogn og forskere får mundkurv på, så de ikke må udtale sig om egen forskning. Det er årsagen til at lærerene, ikke på sigt, men allerede i dag, er tvunget til at sætte sig ind i forskningen og forskningens præmisser, før forskningen kan tages for pålydende. Det er trist, men ændrer sig ikke før forskerne selv siger fra overfor det politiske pres. En slags kollektiv aftale blandt forskere om, at de ikke skriver under på begrænsninger i deres ytringsfrihed.

Forskning i hvad der bedst virker bygger på en ide om at der findes en "best practice". Dette begreb er en illusion, idet "best practice" findes i enhver læringssituation, men "BP" kan være forskellig fra situation til situation. Det handler i bund og grund mere om, hvad forskerne sættes til at argumentere for, end det handler om at der findes en objektiv sandhed. Det at påberåbe sig "evidens for" er at påberåbe sig en slags naturvidenskabelig neutral tilgang, hvilket også er et forsøg på at lukke munden på mennesker med andre holdninger. Men når vi studerer mennesket, så kan vi ikke påberåbe os en lineær newtonsk videnskabsopfattelse, hvor fremtiden kan forudsiges. Vi kan kun tale om sandsynligheder i det humanvidenskabelige felt. Så ja - forskning af den type vi ser i dag er spild af penge. Vi har brug for abduktive lærere, som er gode til at danne hypoteser, og ikke lærere som blindt kører undervisning af, som virkede på nogle andre børn i en anden situation. Ja - sådan helt firkantet. Ja helt rigtigt - det er vigtigt at se efter, hvad vi skal se efter for at forstå et forskningsresultat og evt. afvise konklusioner eller stille spørgsmål til validitet. Her kan det være en god ide at se hvorledes der spørges i undersøgelser og hvem der spørges. En dansk undersøgelse viste at eleverne lærte bedre efter der var kommet bevægelse ind i undervisningen. Jeg tjekkede spørgsmålene og fandt her ud af, at man havde spurgt positivt indstillede lærere og de så også syntes at eleverne lærte bedre, hvilket de svarede ja til. Vupti konklusion eleverne lærer bedre efter reformen har indført bevægelse i undervisningen. Det er simpelthen pseudovidenskab grænsende til manipulation og svindel.

Hej Erik Kan man få et link til den undersøgelse?

Jeg har set noget der ligner denne - er ikke sikker - det er meget teknisk og jeg tænker at en ud af 100 lærere vil være i stand til at forstå de indviklede statistiske forklaringer. Det medfører vanskeligheder ved faktatjek. Jeg finder dog side 88 interessant, ligesom side 24 afsnit 2.3 opsummering er interessant. http://www.kora.dk/media/6661129/11013_en-laengere-og-mere-varieret-skoledag_implementerings-og-effektundersoegelse.pdf Jeg vil prøve at lede videre, idet jeg er i tvivl - dog ikke om det jeg har nævnt tidligere. Det er interessant at man bruger elevresultater i 9 kl. afgangsprøve som data. Det beviser jo intet, når man på side 88 skriver at det ikke er muligt at knytte elever til bestemte lærere. Her ser man bort fra relationens betydning. Nå - men jeg leder videre.

Det er en KORA rapport jeg har læst - jeg udskrev den faktisk og fandt i bilagene de spørgsmål der var stillet. Lige nu kan jeg konstatere, at der er mange rapporter fra KORA - tjekker min arbejdsplads i morgen.

Jamen, @Niels Christian, lad os se, om Holger Danske vågner, om ikke før, så i 2021 :-) Du må medgive, at der indtil videre ikke er sket andet, end at krudtet er blevet holdt tørt.

I øvrigt er det påfaldende at DLF har vøret bekendt med denne kritik siden Skovmands første bog og alligevel er de gået med til at ARC er en del af lærerkommisionen. Da målstyringen og dataledelse er en del af overenskomstproblematiken(besparelse og effektivisering, manipulation om best practis), så er det måske ikke så smart at acceptere mere fra den kant. Eller hvad?

Jens, jeg har personligt som medlem af hovedstyrelsen anbefalet medlemmerne ikke at konflikte i både 15 og 18 - netop med henblik på at stå så stærkt som overhovedet muligt, hvis konflikten kommer. Jeg mener stadig, at det var det eneste, der var at gøre. Konflikt i 15 havde været politisk selvmord for DLF og lærerne. En ren foræring til Moderniseringsstyrelsens hardlinere, der dermed havde fået lov til at gøre færdiggøre det projekt, de begyndte på i 2013. Deres intention var at knuse lærerne - køre DLF helt i sænk økonomisk i en lang konflikt. De havde nøje beregnet, at det ville tage 20 dage at lænse DLF totalt, men de havde ikke taget højde for den konfliktlånsmodel, som bevirkede, at DLF kun havde brugt en fjerdedel af sine resurser, da indgrebet kom. Konflikt i 15 ville desuden have splittet medlemmerne og det uundgåelige nederlag ville formentlig have medført et formandsskifte i utide. I 2018 lykkedes det DLF at få hele fagbevægelsens støtte - men ikke til en altomfattende strejke. Presset på A-siden blev dog så stort, så den blev nødt til at indvilge i kommssionsundersøgelsen, og når dens anbefalinger foreligger om senest et lille års tid, vil de med sikkerhed i et eller andet omfang give lærerne medhold i 21. KL er dødtræt af den ødelæggende krig med lærerne og vil være moden til at rykke. På dét tidspunkt vil vores mængde af 'tørt krudt' i kombination med vores lange tålmodighed og den deraf følgende akkumulerede frustration kunne spille en afgørende rolle. Man må da håbe, tingene kan ordnes i mindelighed, men Moderniseringsstyrelsen har ikke vist det mindste tegn på lydhørhed. De må forventes endnu engang at afvise alt, læne sig tilbage og lade KL tage kampen. Men vil KL det? Med kommissionsanbefainger, der går dem imod, med et DLF rustet til tænderne og med en samlet fagbevægelse overfor sig endnu engang? Det tror jeg ikke.

Lars, ARC er naturligvis KL's valg, men han er ikke en af hardlinerne. Han har gentagne gange vist forståelse for reformkritikken, og hans position er temmelig uklar. Han virker konfliktsky, udtaler sig aldrig utvetydigt, og han har en klar tilbøjelighed til altid at give den sidste ærede taler ret.

Der har ikke været evne og vilje til kamp fra lærer-side hverken i 13, 15 eller 18, og det var i givet- og bedste fald sikkert endt med noget martyrielignende noget, hvis man havde forsøgt sig. Og arbejdsgiversiden havde nok opnået, hvad de ville, som du siger. Du skrev i 15: "I så fald står et fuldt intakt DLF klar i 2015 [ det er nok 2018 - red.] med en bugnende strejkekasse og en dybt frustreret, men forhåbentlig fattet og kampklar lærerstand, og næsten alle modpartens 'musketerer' fra 2013 vil være skiftet ud med personer, der ikke taber ansigt ved at komme os i møde. Mange af dem vil tværtimod kunne høste point på det. Lærerne vil have vist deres gode vilje, reformen og L409 vil have vist sine fejl og mangler, så de er synlige for enhver. Vores position vil være langt stærkere end nu. Men kun under forudsætning af, at vi har holdt krudtet tørt. " Og det blev 18, og der var ikke nogen "udskiftede personer," der kom lærerne i møde. Gad vide om der er noget krudt tilbage i 21, og om det i givet fald er tørt til den tid. Men som sagt: Tak for din utrættelige optimisme @Niels Christian - Der er brug for den.

https://www.folkeskolen.dk/558079/hold-krudtet-toert-