Når det nu er fastslået, at 80 procent af lærerne i Syddjurs Kommune angiver, at de ikke magter inklusionsopgaven med elever med særlige behov (formentlig svage, ikke.boglige og psykisk ubehandlede elever) i skolernes klasser, så kan man vist gå ud fra, at billedet er landsdækkende.. Meget tyder på, at politikerne på alle niveauer totalt mangler forståelse for og indsigt i, at en lærer – han være nok så dygtig – ikke kan undervise og inkludere samtidig med fuld effekt i de politikerskabte sammenrodede klasser. Hvis en lærer skal bruge megen tid på at inkludere, herunder skabe ro og opmærksomhed blandt eleverne, så kan læreren ikke samtidig levere kvalificeret undervisning. Formentlig vil sådan noget ende med, at eleverne sidder i smågrupper og piller lidt viden ud af spredte emner, medens læreren prøver at inkludere. Og da ingen lærer åbenbart ønsker at lægge afstand til det skolemorads, som de skal arbejde i, så nøjes de med at påpege behovet for tolærerordninger. Men med en tolærerordning, hvor den ene lærer eller begge underviser hver deres elevkategori, er vejen faktisk banet for den elevdelte skole. I forhold til, at den ene af de to lærere tager sin elevgruppe med ind i et lokale for sig, er det, at begge af den herskende ensgørelsesideologisk grund bliver i samme lokale, både kunstigt og besværligt Overgange fra en tolærerordning til den elevdelte skole er så lille og naturlig, at man skulle tro, at den blev benyttet.

Når der hos lærerne synes at være et massivt behov for tolærerordninger og holddeling, så kan det realistisk set ses som en reaktion på den forgudede sammenrodethed, det for alt i verden skal fotsætte med at nære uroen i klassen og hæmme undervisningen. Tolærerordninger og holddelinger er, selv om disse fænomener afvikles inden for klasseværelsets fire vægge en form for eksklusion af nogle elever fra andre elever. Og afvises kan det næppe, at de elever, der overlades til lærer nummer to tydeligere føler deres eksklusion fra de øvrige, end hvis de blev undervist i en klasse for sig. Måske er det at åbne for muligheden af at undervise svage elever for saig selv netop det redskab, som lærerne angiver at i mangler frem for en viden om, hvad de burde kunne gøre, hvis de ellers fik lov.