Endelig en lysning i fordummelsens regime Så endelig langt om længe synes der at være sket et brud på dansk skolehistories mest undervisningsødelæggende fællesskabs snærende lænker. Forstemmende blot at tænke på, at det antal talentfulde (formentlig bogligt talentfulde), som nu får en mulighed for at modtage en for dem tilpasset undervisning, formentlig har være til stede i tilsvarende antal i skoleklasserne i hele det tidsrum siden 1993, hvor ingen politikere eller pædagogisk ekspertise værdigede dem nogen opmærksomhed. Og når det hedder, at ”alle børn og unge med et særligt talent fortjener at blive mødt af en målrettet, strategisk talentindsats”, så passer det så dårligt som tænkeligt med idealet om, at alle skal sidde ved siden af hinanden i samme klasseværelse, medens en underviser prøver at ramme disse størst mulige forskelligheder. Det hedder, at man ”med en talentindsats vil sikre en tilgang til at identificere og stimulere de allerdygtigste elever”. Og det er da en endelig længe ventet og højst tiltrængt tilgang. Nu mangler der blot en tilsvarende tilgang til at sikre og stimulere de almindeligt bogligt begavede og for dens sags skyld også de bogligt svage . For jo mere man nu vil tilgodese den elitære kategori i skolen jo mere falder det jo i øjnene, at der tilbage i sammenrodet sidder elevkategorier, som man stadig ikke vil tilgodese.

Talentdagsordenen komme op med jævne mellemrum, men den lider af en lang række uigennemtænkte forestillinger. Nedenstående er en summarisk opregning af de mest iøjnefaldende af slagsen, også bragt andetsteds her på debatten, men jeg vil forfærdelig gerne have sat gang i den her debat, så her kommer den endnu en gang. Måske nogen af alle jer, der er uenige med mig i nedenstående - og jeg ved, I er mange - kan lokkes til at forklare mig, hvor jeg tager fej? 1. Ingen kan spotte alle talenter. De kommer og går. Et barn kan se vældig talentfuldt ud som 8-årig og være helt ordinær som 15 årig og vice versa. Talentdagsordenen betyder, at vi overser talenter, der endnu ikke er trådt i karakter, og pacer almindelige børn til noget, de ikke kan leve op til på langt sigt. 2. Børn findes grundlæggende ikke i to varianter, dem med og dem uden talent. Alle børn har styrker og svagheder. Et barn kan være et lysende talent i et fag og dum som en dør i andre fag. Der findes ikke et todimensionalt, lineært kontinuum med de dummeste i den ene ende og de klogeste i den ende. Mennesker kan være dygtige og dumme på 1000 forskellige måder. 3. Talentdagsordenen fokuserer på ganske få fag, der giver særlig prestige. Hvem har nogensinde hørt om et barn med talent for kristendomskundskab eller historie? Men de findes! Talentdagsordenen skævvrider skolens fagrække. 4. Når vi udpeger nogle børn til at være talentfulde, signalerer vi samtidigt indirekte resten, at de er talentløse. Kan man tænke sig noget mere demotiverende? 5. Talentlinjer/klasser vender den tunge ende nedad. De avler social blindhed. Undersøgelser har vist, at børn i talentklasser savner den brede berøringsflade med andre børn i almenklassen. 6. Dette skyldes bl.a., at talent ofte forveksles med dygtighed. Et barn med stærk socio-økonomisk baggrund, der yder 100%, ser dygtigere ud end et barn med svag baggrund, der kun yder 10%. Men hvilke af de to kunne have mest glæde af et boost? 7.. Folkeskolen er iflg. sit formål forpligtet på udviklingen af barnets ALSIDIGE evner. Vi kan ikke være bekendt at skævvride børn i deres udvikling, blot fordi de en tidlig alder har udvist et eller andet talent. Dette er ikke DDR. 8. Når de dygtigste bliver pillet ud af almenundervisningen, går det ud over kammerateffekten og diversiteten De kunne være lokomotiver for hele klassen og få den til at stå på tæer. Klassen mister et vigtigt pejlemærke. Vi har en moralsk forpligtelse til at betragte alle børn som potentielle talenter. Stå på spring hver dag for at se og nære hvert barns talent. Ikke proppe børn i bås efter beskaffenhed som køer og grise, der sorteres efter mælkeydelse eller tilvækst.

Hvad med en knofedt-revolution. Det ville sgu pynte. Lad være med at pive over, at du er dårlig til noget. Begynd at øve dig, så du bliver bedre! Lad være med at tro, at du skal modtage for at kunne få. Du får, hvad du giver. Giv dig, og du får! Jeg startede med 03/03 i dansk på gymnasiet og er dansklærer i dag. Du kan godt glemme alt om talent, men prøv med hårdt arbejde. Time efter time har jeg siddet og tæsket grammatik foran skærmen. Skrevet tekst efter tekst, analyseret tekst efter tekst. Indtil jeg kunne.

Tænker det samme - helt det samme! Det handler et langt stykke hen ad vejen om indsats og flid. Sådan bliver man dygtig. De “værste” elever er dem, som er intelligente nok til at klare uden at arbejde særlig meget - altså indtil udskolingen, hvor de pludselig rammer muren i alt deres talent og sakker bagud. De har det bare hårdt og man har ikke gjort dem nogle tjenester ved tidligt at italesætte dem som “talentfulde”.

Tja, der er nu en del, der trods flid ikke når de store højder, men dem har vi glemt i dag.

Men det er klart, at når vi lægger beslag på hele barnet liv med verdens længste - fremover næstlængste - undervisningstid, således at de ikke kan forfølge deres talenter i fritiden længere, så får vi et problem. Tidligere kunne fx violinbørnene, der begynder som 5-årige, lægge en-to timer dagligt i deres instrument fra kl. 13 og stå klar til MGK som 16 årige og til konservatoriet som 18-19 årige. Og det er simpelthen betingelserne, hvis man vil være professionel violinist. Dem kommer der ikke mange af fra den danske folkeskole fremover...

På min skole har vi et ret massivt sygefravær blandt lærerne (flere stressramte bl.a.) og vi bruger ofte støttelærerne (som egentlig er tilknyttet elever med behov for hjælp og støtte) som vikarer. Det er bare helt uacceptabelt. Samtidig fortsætter vi med talentforløb - og disse lærere bliver ikke hentet til vikarpligter. Man bliver simpelthen træt!

En skole på vej ud af fordummelsen Nej, rigtignok er talenter først sikkert erkendbare, når de har udfoldet sig og sjældent med sikkerhed in spe., Men med en lærers måske årelangt kendskab til eleverne kan man nok spore mulighederne for en talentudvikling, hvis det ellers passer skolen at give muligheden frit løb for noget sådant. Og hvis der skulle gemme sig et talent – lad os sige på det boglige område – så er det da grænsende til det uanstændige, at lade en sådan elev sidde i årevis i de undervisningsnedtonende sammenrodede elvforsamlinger og lad sig nøje. Men det er altså, hvad mulige talenter eller andre dygtigheder har måttet lade sig byde i skolenkarikaturens kvarte århundredes trædemølle. Og hvis man en sjælden gang – tror jeg nok – finder en elev, der forekommer som et lysende talent på eksempelvis det matematiske område, så kan en sådan elev vel nok en gang imellem forekomme som dum i andre fag. Men så bør en sådan elev vel have chancen for at videreudvikle sit talent på det matematiske område, medens man ikke helt urealistisk håber på det bedste på andre områder. Og skulle en elev virkelig indeholde mulighederne for en talentudvikling på et enkelt eller nogle få¨områder, uden at det er tydeligt og klart erkendt af elevens lærere, så er det uanstændigt at se bort fra en sådan mulig udvikling og lade eleven sidde vegeterende i ni år i et miskmask af de forskelligste elevkategorier. Og når nogen så anfægtes af, at resten af klassen efter talentmulighedernes udskillelse sidder tilbage som talentløse, så er det dog ikke anderledes, end at de bogligt svage altid har siddet i klassen som de bogligt svage i forhold til de andre. De bogligt svage har jo aldrig været mere udskilt, end de er i de sammenrodede klasser, når en lærer underviser de bogligt dygtige på deres niveau Så udskillelse af elever har altid været forekommende ligegyldigt, hvor meget man så end mikser det hele sammen i en pærevælling. Og jo. Med skolekatastrofen i 1993 forpligtede alle betydende kræfter sig på at betragte alle elever som potentielle talenter. Dette var resultatet af et ensgørelsesideologisk hegemoni., som var politisk og ikke pædagogisk underbygget. Og denne ensgørelsesideologi var motoren bag ønsket om, at alle uanset evner skulle ende på et idealt middelmådighedsniveau.

Stiller du 100 talenter i fodbold op på række, når 3-4 af dem til et professionelt niveau. Skal du nå topniveau i fodbold er talent langt mindre vigtigt end vindermentalitet. Har du en indre lyst til at forfølge dit talent, så kan du nå langt. Som lærer kan jeg stort set intet gøre. Måske kan jeg opmuntre, introducere nyt og skabe kontakter til andre, men resten er op til den talentfulde.

Vagn Madsen skriver bl.a.: "Men med en lærers måske årelangt kendskab til eleverne kan man nok spore mulighederne for en talentudvikling". Måske nok, måske nok ... og så måske ikke så alligevel? Hvilke ulykker kan skolen ikke nå at udrette på den konto? Børn, der bliver overset, misforstået eller pacet frem til noget, de slet ikke er. Einstein var obersternasig som dreng og dumpede til matematikstudiet i Zürich som 18 årig. Først oppe i tyverne så man hans lysende geni. Churchill var opslugt af historie og litteratur som dreng og slæbte sig kun med nød og næppe frem til mådelige akademiske resultater i skoler med fokus på antikkens sprog og matematik. Van Gogh solgte kun et billede i sit liv - til sin bror, som fik ondt af ham. Jeg husker selv en sød dreng, som intet væsen havde gjort af sig i de seks år, jeg havde ham i en klasse. Da jeg løb på ham som voksen, spurgte jeg med bævende hjerte, hvad han nu lavede. Jeg tænkte, at han højst kunne have drevet det til brugsuddeler eller sådan noget. Jo, han underviste såmænd i kosmologi på Niels Bohr instituttet. De første millisekunder efter the Big Bang. Og det var mig, der som lærer havde sat ham på sporet, sagde han glad. I en historietime i 6- klasse, hvor jeg havde fortalt om Leonardo da VInci. Overrasket og glad blev jeg, men også en smule beskæmmet. Hvordan kunne jeg i 6 år ikke have set, at han også rummede dette? Så nej, Madsen, den går ikke! Lærere har ikke røntgenblik. De aner ikke, hvad børnene rummer når det kommer til stykket. De ser det barn, de har for sig, med dets sociale arv og dets dagsform. Derfor er lærerens opgave ikke at sætte børn på skinner som 10-årige , for ingen kender deres bestemmelsessted. Lærerens opgave er at holde så mange døre som muligt åbne. Sorteringsskolen er et forfærdeligt overgreb mod børnene.

Det svarer helt til mine erfaringer. Vi kan ikke forudsige, hvad elever bliver til. Derfor er det så frygteligt, at vi tror vi kan målstyre dem.

Nej. Så vist skal en lærer ikke have røntgenblik eller udføre ultralydscanninger for at se en elevs boglige dygtighed eller ligefrem talentfuldhed i sin vorden. En lærer, der har sin gang i et nutidigt sammenrod af alle elevkategorier erkender vel med en vis sikkerhed, om en elev er bogligt dygtig eller boglig ikke-dygtig eller ligefrem talentfuld. Hvordan skulle læreren ellers kunne evaluere? Og jo. Einstein kan da have været obsternasig som dreng. For tænk. Det kan en talentfuld elev skam nok være. Især hvis en sådan elev måske erkender sine evner og indser, i hvor høj grad den danske folkeskole er indrettet på at overse nogle specielle gode boglige evner. Det kan nogen måske nok blive obsternasige af. Og det at Einsteins geni først blev opdaget, da han barslede med den Almene og den Specielle Relativitetsteori betyder vel ikke, at han ikke var talentfuld allerede som skoleelev. Men det opdagede skolen i Zürich altså ikke dengang. Og det gør den danske skolekarikatur altså en dyd af ikke at ville erkende i dag. I dag lader man sådanne dygtigheder sidde vel for det meste i smågrupper med lidt emnebaseret beskæftigelse, medens alle gode kræfter kerer sig omsorgsfuldt om de svage i klassen, hvis lærerne ellers kan få ørenlyd i det støjfremkaldende rodsammen. Som mange lærere engang udtrykte det, da et politisk flertal havde besluttet, at alt og alle skulle rodes sammen i årene op til 93.: De dygtige behøver vi jo ikke at tage os så meget af. De skal såmænd nok klare sig ved egen hjælp. Så altså lærerne måtte altså, hvis de ville se det positive i sammenrodet – og det var lærerne næsten nødt til at ville – indse, at dygtigheder og sågar noget så fremmed for skolen som talenter, skulle man bare lade passe sig selv.. De klarer sig nok alligevel uden skolens hjælp.Og der har dansk skolepædagogik så stået lige siden. Og hvis der er nogen, der synes, at en boglig velbegavetelev skal have mulighederne for at udvikle deres dygtighed, måske til talentniveau, så kan vi jo bare sig, at vi ikke skal målstyre eleverne. Så slipper vi for at kere os mere om sådanne anormaliteter.

Vagn M. taler om de dygtige, eller rettere, de 'flinke' elever, som det hed i gamle dage, og pointen er netop, at der ikke er nogen særlig sammenhæng mellem at være flink og være talentfuld. Og hvis vi begynder at udnævne nogle til at være talentfulde i modsætning til andre, så tiltager vi os en myndighed, vi ikke har adkomst til. Læreren har en moralsk forpligtelse til at gøre børn fortræd. Talenterne skal have plads i grundskolens almenundervisning, ikke trækkes ud af den. Det er i sig selv en udfordring, deri er jeg enig med Madsen, men sådan må det være. Og skal skole ikke fylde mere, end at de, der vil udfolde deres talent mest muligt, kan komme til det i deres fritid.

'Læreren har en moralsk forpligtelse til IKKE at gøre børn fortræd' - naturligvis, undskyld (den var slem!)

Jamen det kan da godt være, at vi for at slippe uden om den ensgørelsesideologisk forkastelige term ”talent” skal til at benævne sådanne elever som ”flinke”. En flink elev er altså en elev, som systemet mener skal arkiveres inde i de sammenrodede klassefællesskaber for på den måde at sikre, at de ikke med skolens hjælp bevæger sig op over det ideologisk forgudede middelmådighedsniveau, som alle elever, uanset hvilke kategorier, de end hørertil, bør uddannes på. Den myndighed, som skolen i Danmark bør forsage, kan skolen altså tiltage sig med brugen af termen flink. En flink elev er herefter en elev, som skal arkiveres i det kunstige ensgørelsesfællesskab, hvor de bare kan sidde og vel nok til tider nyde tilværelsen og stortrives ved ikke at blive undervist på et for dem passende, men også besværligt niveau. Og i det omfang dette så lykkes, kan vi bryste os af, at vi har overvundet de negative sociale skel, som eleverne ellers medbringer i skolen. ”Talentet – for nu at falde tilbage på denne forhadte term – skal have plads – altså tvinges ind i – skolens almenundervisning”, hvor det kan sidde mere eller mindre passivt begravet i i smågrupper og suge lidt viden ud af nogle usammenhængende emner. Så går tiden også for disse afarter.

Madsen, der er intet galt med ordet 'talent'. Det betyder bare noget helt andet end 'flink' og 'dygtig'.

Vagn Madsen er fra en tid før undervisningsdifferentiering og cooperative learnings principper. Derfor forstår han ikke at udnytte den nye viden om gruppedynamik til at fremme de dygtige uden at det sker på bekostning af deres potentiale. Det er forståeligt, at Vagn Madsen ikke kan erkende metodernes effektivitet, da de skal erfares gennem systematisk afprøvning før de kan mestres og kun da vise deres fulde potentiale. Hovedproblemet er i dag ikke, at vi ikke niveaudeler. Hovedproblemet er, at vi ikke har ressourcer til at tilrettelægge undervisningen, så de bedste strategier kommer i brug - og at vi heller ikke har ressourcer til at udvikle yderligere på særlige strategier for de dygtigste. Talent er en spøjs størrelse. Ingen er i tvivl om, at Darwin, Newton, Einstein, Niels Bohr, Da Vinci og lignende kæmper var talentfulde. Mange glemmer, at man alene på deres producerede arbejde kan se, at arbejdet var deres passion og at de hver især producerede adskillige livsværker. "Når talentet holder op med at arbejde, så overhaler arbejdet talentet".

Mange tak for påmindelsen om, at jeg argumentere ud fra en højt kvalificeret elevdelt skole, hvor der ikke – ihvert fald meget sjældent – blev talt om differentieret undervisning. Det lå nemlig dengang i selve lærergerningen at lærerne differentierede undervisningen i de nogenlunde homogene klassesammensætninger, hvor al differentieret undervisning gik helt af sig selv. Først i dag, hvor klasserne er rodet så undervisningsumuligt sammen i én pærevælling, er det påkrævet at minde lærerne om, at undervisningsdifferentiering i al sin umulighed er påkrævet for at uddannelsesresultaterne kan komme på højde med fortidens nedlagte skole. Der skulle altså et eller andet sted eksistere en viden om, at de dygtige i dag kan sidde inaktive i klasserne, medens der pågår en undervisnings af de bogligt svage, uden at denne form for forsømmelse sker på bekostning af de dygtiges potentialer. Og det kan man jo altid påstå. Men et faktum er det dog, at skolen er indrettet på netop ikke at udnytte de dygtiges potentialer. Og derfor er det et faktum, at skolen, som den er i dag, ikke er indrettet på at tilgodese de dygtige, herunder talenterne, som vi bekvemt vedtager ikke at kunne erkende i deres vorden. Ja, hovedproblemet i dag er, at der ikke er ressourcer til at sætte en ekstra lærer ind i sammenrodet. En ekstra lærer ville nemlig gøre det muligt at samle de svage i en gruppe for sig, som så kunne blive undervist af den ekstra lærer, medens klassens øvrige elever blev undervist af deres lærer. Og i al sin ulydighed ville denne ekstra lærer selvfølgelig finde en lettelse i sit arbejde ved at tage de elever, som han undeviser med ind i nabolokalet, hvorved en rigtig undervisnings- og uddannelsesegnet elevdelt skole ville genopstå helt af sig selv.