- Færre og længere moduler - Færre og sværere prøver - Der skal gives en separat karakter for de studerendes sproglige og skriftlige præstationer ved prøverne - Praktikken skal afsluttes med én prøve efter det sidste praktikforløb i stedet for de tre prøver, som i dag afslutter hvert af de tre praktikforløb - De studerende skal læse mere primær videnskabelig litteratur og færre lærebøger

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig de ændringer til justeringer af læreruddannelsen, som Hans Krab har formuleret i sit indlæg. Spørgsmålet er imidlertid, om de er tilstrækkelige til at rette op på det essentielle kerneproblem i den nuværende læreruddannelseskonstruktion, dens indhold og struktur. Jeg vil pege på tre grundlæggende problemer i den eksisterende læreruddannelse, som bør revideres: 1. Kompetencemålstyringen og outputstyringen af uddannelsen bygger på et videnskabeligt tvivlsomt grundlag. (Jf. Gruschka, 2016, Skovmand, 2019 "I bund og Grund", Carlsen, 2016, Biesta, 2010, Dorf et. al, 2013 og mange flere). Med kompetencemålstyringen er der opstillet normative krav og løfter om en bedre undervisning, men der eksisterer ikke de facto gennemførte og afprøvede modeller for denne praksis, ligesom der heller ikke foreligger evalueringer, der kan dokumentere en sammenhæng mellem kompetencemålstyring og en forøget undervisningskvalitet. Der foreligger ganske vist nu en evalueringsrapport (2019), som fremhæver, at kompetencemålene i læreruddannelsen er ambitiøst udformede. Problemet er blot, at der ikke er foretaget en korrelation mellem styringsimperativerne og undervisningens (fagenes) indhold. Kompetencemålene fremstår alene som et katalog uden en faglig, substantiel indholdsudfyldning. Kataloger kan man jo sagtens opjustere og nedjustere ligesom Ikea-moduler. Der henvises også til en Del 1. af en evalueringsrapport fra 2018. Men paradoksalt nok har eksperterne bag begge rapporter ikke korreleret de foreliggende empiriske data, som fremstår stykkevist og delt. Derfor ender rapportens samlede konklusion (2019 rapporten) også op i en usammenhængende forståelse af uddannelsens centrale elementer, som behandles isoleret set og uden forståelse for en mulig sammentænkning af uddannelsen som helhed. Men måske er det ikke muligt at sammentænke LU13 i en samlet helhedsforståelse, som også bygger på et validt teoretisk didaktisk og pædagogisk grundlag. Det er svært sammentænke noget - outputstyring - som ikke lader sig forene med et indhold. Ja, som rent faktisk er resistent overfor indholdsdimensionen i uddannelsen. 2. Læreruddannelsen bygger på en modulstruktur, som igen refererer til et tvivlsomt grundlag, idet der ikke er redegjort for en dybereliggende forståelse for, hvorfor man gik fra en indholdsmålstyret uddannelse til en kompetencemålstyret uddannelse ud over en henvisning til en international tilpasning generelt af uddannelser i europæisk sammenhæng. (jf. Petersen og Carlsen, 2014). Hans Krabs forslag kan være med til at retablere fagene på et mere helhedsorienteret grundlag, Samtidig kunne praktikken også blive forbedret gennem en større integration af fagfagene i de tre praktikforløb. 3. Læreruddannelsen bygger på læringsmålstyret undervisning som eneste læringskategori integreret i kompetencemålene mv. Der findes ikke et videnskabeligt belæg for at bibeholde dette 'læringsbegreb' (jf. også Skovmand, 2019). Begrundelsen for at indføje dette i læreruddannelsen er væk, da det heller ikke bruges i "Fælles Mål" længere. I sin tid ønskede man en 1-1 forståelse af skole- og læreruddannelsesreformen. Denne fordring eksisterer ikke længere. Min korte konklusion er: Det er ikke tilstrækkeligt at gennemføre 'light' ændringer i læreruddannelsen. Det er udtryk for en uambitiøs uddannelsestænkning, hvis vi ikke laver en tilbundsgående revision af læreruddannelsens bærende konstruktion - af dens kompetencemålstyring og outputstyring. Denne konstruktion har aldrig fungeret, og der er ikke nogen grund til at forlænge pinen. Jeg ved godt, at ledere, undervisere og studerende er grundigt trætte og udmattede af uddannelsens iboende fragmenterede strukturer (også logistiske og organisatoriske bureaukrati), men det er nødvendigt at fjerne uddannelsens Leviathan, hvis vi skal rette uddannelsen op.

Tak til Hans Krab for at liste ønskerne til de konkrete forbedringer op. I Censorformandsrapporten 2016-2017 kan man læse ”En betydelig gruppe af censorerne vurderer, at det fagfaglige vidensniveau hos de studerende simpelthen ikke er tilstrækkeligt højt til at sikre undervisning af høj kvalitet i folkeskolen" https://www.folkeskolen.dk/618246/censorer-slaar-alarm-over-lavt-fag-fagligt-niveau-blandt-kommende-laerere Optagelseskravet til læreruddannelsen via kvote 1 er på minimum 7 (på 7 trins skalaen). Hvilket jo må betyde at de lærerstuderendes egne fag-faglige færdigheder i udgangspunktet er ok. Min og andres bekymringer går på optaget via kvote 2. Niels Christian Sauer skriver således i en kommentar til artiklen ovenfor: ”Halvdelen af de lærerstuderende er optaget på dispensation fra karakterkravet. Søgningen alt inklusive er på fjerde eller femte år kun halvdelen af, hvad den skal være, hvis der ikke skal opstå alvorlig lærermangel på landsplan om få år, så man er nødt til at optage revl og krat, for at sige det rent ud. (...)” Er formandskabet for censorerne opmærksom på denne problematik – altså det fag-faglige niveau som de lærerstuderende optages på? Skal optagelseskravet via kvote 1 fortsat være minimum 7 og hvad med kvote 2 optaget? Justering eller reform – gør venligst arbejdet grundigt så vi ikke fortsat skal høre om problemer. Den forsatte uro om læreruddannelsen og lærerprofessionen afholder folk fra at søge ind i området.