Det er ikke kun undervisning man kan lige pludselig få mere af. Der er mange ad hoc opgaver der dukker op fra dag til dag der tager tid fra den smule forberedelse man har. Og hvad er det, man som lærer ikke skal lave mere af?

Realiteten er, at lærerne i dag har i snit 20 % mere undervisning end før reformen. Er det en 'misforståelse', når arbejdsgiverne mener, at man kan forøge lærernes opgavemængde med det, der svarer til en hel arbejdsdag om ugen, uden at det går ud over kvaliteten i opgaveløsningen - samtidig med at de direkte opfordrer lærerne til at være ligeglade med det. Med andre ord: De VED det godt? Men de ved også, at en lærer ikke bare kan 'sænke barren'. De uløste opgaver eller dårligt løste opgaver går ikke væk. De ligger i vejen og gør hverdagen til et uoverkommeligt forhindringsløb, hvorfor læreren er nødt til at tage dem på sig alligevel. Det kan sammenlignes med at opfordre en gartner til 'spare tid' ved ikke at luge ukrudt, holde op med at vande så grundigt eller droppe gødningen. Det kan gartnere da godt. Men hvem kommer til at betale for følgerne? Arbejdsgiverne har ofte givet udtryk for, at reformen naturligvis vil medføre en udskiftning af lærerne over en årrække, fordi lærere, der ikke vil være med til projektet, forlader bageriet. Det vil selv sagt ikke mindst være de mest samvittighedsfulde, ambitiøse og seriøse lærere, hvis arbejdsmoral ikke kan bære al det løgn og bedrag. Hvad det gør ved folkeskolen på langt sigt, siger sig selv. Men foruroliger det Ziegler og omegn? Nej, for det her er IKKE en misforståelse. Det er benhård, demonstrativ og iskold ligegladhed, praktiseret af uansvarlige beslutningstagere, der bekender sig til et fladpandet begreb om kvantitet på bekostning af kvalitet.

Nu hvor det er hemmeligt, hvilken timeramme en opgave har, flyder det med uløste opgaver, som på adm. niveau er mindre end hvad lærerne oplever og i forvaltningen er det vist lig nul. Fakta er at vi var en håndfuld lærere, der plottede vores nye opgaver ind i regnearket fra 12/13 og samtlige havde mere end 100 timers overarbejde. Dette tal er kun blevet større siden, da undervisningsdelen er blevet forøget flere gange siden uden at skolen har ansat flere.

Der er fx stor forskel på antallet af statusbeskrivelser på elever man af kommunen kan blive bedt om at lave alt efter hvilken skole man arbejder på. Jeg fik en ny kollega fra en skole i byens pænere kvarter, han skrev måske en hvert andet år, hvor det ikke er unormalt at skrive 4-5 stk. på et år på den skole, hvor han og jeg nu er på. En lægeven fortalte mig i øvrigt, at som læge får man ekstra løn for at skrive sådan en, hvor lærere ofte må stjæle tid til den fra forberedelsestiden.

Har Nana Vaaben forholdt sig til Flex og fixtid?

Nu har skiftende regeringer siden 1993 fortalt lærerne, at lærerjobbet ikke er et kald, men et 8 - 16 job. Og Nanna har ret i, at det er vi mange, der har haft svært ved at lære. Med LOV409 og måden det skete på, fik vi dog det sidste grundstød og med tiden lærer alle. Selv dem, som har ansvar for lovene. De har jo bare indbygget et system, så de kan skyde skylden og ansvaret på nogle andre. I den sammenhæng er det gode ved LOV409 og skolereformen, at det ikke kan skydes på mig som lærer. Jeg må ingenting bestemme, så jeg gør bare, hvad min leder siger. Og nu har jeg haft 3 forskellige ledere, der alle på mit problem med at få tid nok til opgaverne svarer : "Sænk dine faglige ambitioner" - det gør jeg så. Gavner reformens mål? Næppe. Øger min arbejdsglæde? Næppe.

Kære Niels Christian Sauer Min pointe er naturligvis ikke, at forklejne den klemme, lærerne står i ved at henvise til at det "bare drejer sig om en misforståelse". Tvært imod! Det er ikke det, jeg mener med "misforståelse". Mange lærere står i en meget konkret klemme, hvor de både forsøger at leve op til lovens bogstav (som handler om hvor længe de er på arbejdspladsen) OG at leve op til deres egne professionelle standarder og samvittighed overfor eleverne (som handler om mængder af opgaver og om gerne at ville varetage dem ordentligt). Det er ikke let at få de to ting til at gå op i en højere enhed - slet ikke når man underviser mere end tidligere og oven i købet også har en inklusionsdagsorden og en række omorganiseringer og reformer at forholde sig til i sit arbejde. Disse forhold skal på ingen måde forklejnes eller bortforklares, men fremhæves som vigtige problemstillinger, som skal håndteres i forhandlingerne om lærernes arbejde, fordi de er en del af skolernes, elevernes og lærernes virkelighed (hvilket jeg og mine kolleger Rikke Pedersen og Pia Rose Böwadt også har forsøgt at vise i rapporterne "Hvorfor stopper lærere lærere i folkeskolen?" fra 2016 og "Når verdens bedste job bliver for hårdt" fra 2018). Når jeg taler om "misforståelser" er det egentlig blot et forsøg på at pointere, at når parterne taler om "timer", så mener de ofte noget forskelligt, og det er måske ikke så befordrende for at nå til enighed om, hvordan problemerne løses, og hvordan der kan laves en ny aftale om lærernes arbejde. I den forskning jeg refererer til i artiklen, har jeg koncentreret mig om, hvordan der i de formelle nationale regler er sket et skift i måden lærerarbejde forstås og afgrænses på. Der er med lov 409 sket et formelt skift fra at forstå lærernes arbejde som en afgrænset mængde opgaver (og så kunne lærerne i princippet bruge uendelig lang tid på at løse dem) til at forstå lærerarbejde som et afgrænset tidsrum (og så kan der i princippet puttes uendeligt mange opgaver ind i dette tidsrum). Begge løsninger etablerer formelt en form for afgrænsning af arbejdet og en form for uendelighed i arbejdet. Men hvilken passer bedst til praksis? Lærerarbejdet skal jo på en eller anden måde oversættes til løn, og spørgsmålet er, hvordan denne oversættelse bedst sker, hvis man skal tage hensyn til, hvordan lærerarbejdet i praksis udfolder sig? Det siger næsten sig selv, at hvis man som lærer får flere og flere opgaver og ansvarsområder "indenfor samme tid" (sådan som det nye system muliggør), så får man virkelig, virkelig travlt, hvis man samtidig skal nå det hele inden kl 16 eller 17, hvor man skal gå hjem og holde fri. Det er barsk - ikke mindst, hvis man samtidig gerne vil holde en vis professionel standard og nødigt vil svigte sine elever. Den situation, tror jeg de fleste lærere og læsere af folkeskolen.dk vil kunne nikke genkendende til. En pointe i denne forbindelse er, at man ikke "bare" kan bede lærere om at skrue ned for ambitionerne. At imødekomme elevernes behov er for mange lærere en lige så påtrængende nødvendighed som den "økonomiske nødvendighed", der fra formel side præsenteres som "et vilkår" og en begrundelse for at skære ned eller forvente mere for mindre. På den måde mener jeg, at lærerne i lighed med andre offentligt ansatte står udspændt mellem forskellige opfattelser af "nødvendighed" og denne problemstilling skal helst ikke forsvinde ud af syne, blot fordi der er kommet en ny måde at forstå lærerarbejde og tid på. Man kan med andre ord ikke blot forvente at lærere holder op med at føle sig forpligtede overfor deres elever efter klokken 16. Men hvis man nu skal tænke lidt løsningsorienteret, så kan man jo dels opfordre parterne til i det mindste at blive enige om, hvad de mener lærerarbejde består i. Består det i et antal opgaver? Et bestemt ansvarsområde? Eller et tidsrum, som stilles til rådighed? Hvornår har en lærer gjort sit arbejde? Det er lige nu ret uklart. Og hvis parterne taler om "tid" og "timer" og nogen forstår det på én måde og andre på en anden måde, så er der risiko for, at de slet ikke får talt om, hvori lærerarbejde egentlig består og hvornår en lærer har gjort sit arbejde. Det er det jeg mener med at der er basis for misforståelser i den måde man lige nu taler om tid på. Alt dette blot for at understrege, at når jeg har brugt udtrykket "misforståelse", så er det ikke for at forklejne lærernes meget reelle problemer, men for at understrege vigtigheden af, at man i forhandlingerne om lærernes arbejde får talt om netop arbejdet, og ikke får parkeret de centrale diskussioner fordi man taler forbi hindanden og mener noget forskelligt, når man taler om "arbejdstid".

Kære Nana Vaaben Tak for betragtningerne, som giver god mening. Jeg er ikke i tvivl om, at du ikke er ude på at forklejne lærernes problemer. Men den misforståelse, du påpeger, er jo sket med fuldt overlæg fra reformpolitikernes side. De har skabt det, de selv med e svedent grin kalder 'en frugtbar uklarhed', en gråzone, der gør det muligt for dem at referere til den ene eller den anden forståelse, alt efter hvad der er opportunt for dem. I opregningen af den lønnede arbejdstid bruger de tidsstyringen, og i den praktiske opgaveløsning bruger de opgavestyringen. De har systematisk og rutinemæssigt afvist ethvert tilløb til at skabe balance mellem de to principper, fx ved at nægte at vise den enkelte lærer noget som helst timeregnskab. Kan læreren ikke nå opgaverne indenfor den tildelte tid, er det lærerens eget problem. Men lærerne KAN ikke sænke barren (nok) og undlade at udføre opgaverne - lige som gartneren ikke kan lade være med at luge ukrudt. Så den 'misforståelse' her er af samme type, som når en forsvarsspiller 'trækker i nødbremsen' på kanten af straffesparksfeltet og bagefter lader som om, det var en slags uheld. Men det er for lyst; vi har det 'på video'. De lyver os lige op i hovedet og truer os til at stille gode miner til slet spil.

Jeg har desværre ikke forsket i flex og fix-tid, så det kan jeg ikke sige så meget om.