Vi havde engang en forbilledlig efteruddannelsesinstitution med fokus på folkeskolens behov, ikke fejlfri, men dog velfungerende og til stor gavn for folkeskolens udvikling. Så tog den forbitrede Haarder fat, og selvom han senere er blevet klogere, har følgerne af hans hærgen - også her - vist sig uoprettelige. Ifølge new public management er det spild af penge at satse på den enkelt lærers udvikling. Lærere er ikke andet underordnede funktionærer; de skal bare LEDES til at følge 'best practise', makke ret og frem for alt ikke få for store tanker om sig selv. Men hvad skal vi dog med tusindvis af kandidater udi diverse højtravende, teoretiske pædagogiske anliggender, som går i frø i universitetsmiljøet uden nogensinde at møde skolens virkelighed - der i stedet hjemsøges af horder af pædagogiske kvaksalvere og håbefude smartasses, som på skift får carte blanche af politikerne til at herse og regere med de mere og mere afprofessionaliserede praktikere?

Det er ejendommeligt, at man går direkte fra sin læreruddannelse til sin pædagogisk/filosofiske kandidatuddannelse, det kender jeg flere der gør. De studerende har aldrig tænkt sig at undervise skoleelever. Nu skal de forske eller undervise andre, der heller ikke har haft berøring med undervisning i folkeskolen. Der mangler et efteruddannelsessted til lærere med praksiserfaring.

Og det problematiseres slet ikke! Heller ikke, at læreruddannelsen åbenbart er ved at udvikle sig til første led i en akademisk karriere. Selv DLF synes - med den stærke betoning af behovet for en 'forskningsbaseret' læreruddannelse med undervisning forestået af kandidater med ph.d. - at mene, at det er en udmærket udvikling, uanset at Jeanette Sjöberg er ved at blive en smule betænkelig ved situationen.

I sin tid begyndte jeg på en cand.pæd. i fysik. Jeg kom aldrig ret langt (det blev for bøvlet at bo i Århus og læse i København. Det var jo før internettet kunne bruges til den slags), men hvor lærte jeg dog meget. Jeg fik min første mulighed for at prøve at bruge en computer - med basic som sprog, printer som udlæsning og hulstrimmel til at gemme programmet. Det var så tydeligt, at også underviserne lærte af at møde uddannede lærere med erfaring - det gjorde de på cand.pæd. uddannelserne, men også for eksempel i de ugekurser, de holdt, så også lærere fra provinsen kunne få del i miljøet. Det var i de år, man kunne se virkelig praksisrelateret forskning med baggrund i teorierne. På fysik udviklede de "Elektronik i folkeskolen" - et fremragende materiale, med gennemprøvede forsøg og en grundig og dybtgående teoretisk del (det kan vist stadig købes i Fysik- og kemilærer foreningen). Senere lavede de "Gas og vand 7", som vist aldrig blev udgivet som færdigt materiale. En lærer kunne gratis begynde på et fagpæd-studium, når han eller hun selv bestemte. Så skulle det selvfølgelig foregå i fritiden. Søgte kan ugekurser i sommerferien, kunne man være næsten sikker på at få dem. Med tilskud til ophold. Ugekurser på andre tider var selvfølgelig betinget af inspektørens accept af at finde vikar. Men hvor var det dog en glimrende ordning for alle parter. Udenlandske kontakter misundte os den. Ubegribeligt, at Haarder kunne finde på at nedlægge den.

Helge Christiansen har i 2014 & 2016 skrevet fine indlæg om DPU’s ringeagt over for folkeskolelærerne. Desværre virker det som om, at DLF’s hovedstyrelse ikke har haft den store interesse for lærernes efter- og videreuddannelsesmuligheder, men i stedet haft deres fokus på en femårig læreruddannelse. Jeg kan af gode grunde ikke vide hvad der er foregået bag de lukkede døre, men det er ikke meget jeg har set til hovedstyrelsen i offentligheden, og jeg kender desværre til flere forspildte chancer hvor man ikke har fulgt op på politiske initiativer/interesser. Links til Helges indlæg: www.folkeskolen.dk/540459/laerernes-nedvurderede-praksis www.folkeskolen.dk/581683/erfaringer-fra-praksis-taeller-ikke

Jeg forstår slet ikke, hvorfor man ikke vægter erfaringen højt, når man skal optages? Vi har jo allerede konstateret at læreruddannelsen i sig selv mangler praksis, for at inddrage den virkelighed de studerende senere skal ud og være en del af. Jeg kan slet forstå, hvordan man kan komme godt igennem en overbygning af sin uddannelse, uden nogensinde at have været en del af dens praksis. Hvordan kan man overhovedet have faglige diskussioner, når kan ikke har nogen erfaring at refere til?

Et eller andet sted i folkedybet rumler det stadig med gamle nu forældede forestillinger om, at folkeskolens lærere primært skal viderebringe faglig viden til eleverne. Kort sagt undervise i fag. Og derfor bør lærerudedannelsen undervise og forske i den faglige viden. Men spørgsmålet er om det er læreruddannelsen, der er gal på den Eller om det er forventningen om forskning i fagligt stof, der er ude af trit med udviklingen. Det må jo erindres, at den skole, som læreruddannelsen primært uddanner lærere til, ikke længere vægter den fagfaglige vidensformidling, selv om denne altså stadig forefindes for en skams skyld. Skolens primære opgave er ændret til primært at befatte sig med trivsel, inklusion, kunsten at svare forkert, og at forsøge sig med den umulige kunst at differentiere undervisningen, hvilket sidste for det meste er resulteret i en ophævelse af undervisning til fordel for smågruppers såkaldte arbejde med selvvalgte emner. Og når grupperne har foirkellige opgaver at arbejde med på forskellige niveauer, så siger man, at man har differentieret undervisningen Det er åbenbart denne undervisningsopløsende skole, som DPU har indrette sig efter. Og det kan man da vist ikke bebrejde DPU: Det ser ikke ud, som om det er DPU, der har fjernet sig fra skolen. Det er skolen, der af politikerne er ledt på vildspor og har fjernet sig fra den fagligt undervisningsegnede skole, som den var engang. Og det ser ud som om, det blot er DPU, der har indrettet sig efter den ønskede skoleform, hvor lærerne mere er blevet en slags pædagoger, end de er undervisere.