Der er godt gang i butikken, konstaterer Claus Holm, og det er jo vore dages definition på succes. Så skidt med folkeskolen, hvad kommer den DPU ved?

Vi lever jo i en udbud- og efterspørgselstid også på uddannelsesområdet. Så hvis der var flere der søgte ind på de fagdidaktiske uddannelser, så ville der også være både mere forskning og flere uddannelser. Der kan selvfølgelig ske andre former for prioritering (og det er min oplevelse at der er et ønske på DPU om at prioritere området (også blandt andre end os der synes det er verdens vigtigste felt at forske i)). Så hermed er opfordringen givet (igen): Tag en kandidatuddannelse i fagdidaktik på DPU!

Jeppe Bundsgaard: Det kan man jo for det første kun, hvis der udbydes kandidatuddannelse i det fag, man brænder for. For det andet er "fagdidaktik" noget andet end det, man kunne uddanne sig i dengang, det hed Lærerhøjskolen. Det rigtig interessante ved sådan en uddannelse var netop, at man studerede dit fag mere i dybden, at man fik et fint grundlag fagligt - samtidig med at man også lærte didaktik. Nødvendigvis må man også medtage nogle andre aspekter: Det vil blive dyrt for den studerende. Ikke nok med, at man formentlig skal gå en hel del ned i tid - man skal også betale for uddannelsen. Sådan 600 kr PR etcs-point. Kombineret med, at ens mulighed for en ansættelse på læreruddannelsen er mindre, end den var når man tidligere havde taget en cand.pæd.fag - man bliver jo ikke opkvalificeret fagligt, så man kan højst undervise i fagdidaktik - så gør det belønningen mindre. Jeg ved ikke engang, hvor realistisk det kan være overhovedet at få ansættelse på en læreruddannelse med undervisning i fx fagdidaktik i fysik, men det vil da næppe være nemt at få til at blive et heltidsjob. Man tager ikke sådan en uddannelse, med udgifterne til studieafgift og nedgangen i indtægt, for at fortsætte som lærer og måske få en lønforhøjelse på et par tusind om måneden. Og det danner slet ikke et interessant, fagligt udviklingsmiljø med samvirken af forskere og praktiserende lærere, som man tidligere så.

Helge Christiansen har i 2014 & 2016 skrevet fine indlæg om DPU’s ringeagt over for folkeskolelærerne. Desværre virker det som om, at DLF’s hovedstyrelse ikke har haft den store interesse for lærernes efter- og videreuddannelsesmuligheder, men i stedet haft deres fokus på en femårig læreruddannelse. Jeg kan af gode grunde ikke vide hvad der er foregået bag de lukkede døre, men det er ikke meget jeg har set til hovedstyrelsen i offentligheden, og jeg kender desværre til flere forspildte chancer hvor man ikke har fulgt op på politiske initiativer/interesser. Links til Helges indlæg: https://www.folkeskolen.dk/540459/laerernes-nedvurderede-praksis https://www.folkeskolen.dk/581683/erfaringer-fra-praksis-taeller-ikke

Kære Jeppe – det passer nu ikke helt det der med udbud og efterspørgelse. Siden Cand.Pæd.Psyk. uddannelsen blev nedlagt i 2002 har KL og DLF forsøgt at genoprette uddannelsen. Annette Vilhelmsen, Bertel Haarder og Jens Henrik Thulesen Dahl har haft sagen oppe over for daværende minister. Niels Egelund har lavet et fint udkast til uddannelsen, men grundet Psykologforeningens indblanden, så ligger udkastet pt. i en “skuffe” på DPU. Så selvom der er stor efterspørgelse blandt arbejdsgiver og -tager, så er der intet udbud pga. protektionisme.

"Mød virkeligheden med viden" - det står der på megaposteren på muren på billedet. Det vidner da om en vis selverkendelse B-| :-P

Jeppe Bundsgaard@ Jeg undrer mig over dit indlæg, som er præget af nutidens fokus på økonomisk konkurrencetænkning. Det er ligesom naturligt for dig at koble en fagdidaktisk uddannelsespolitisk prioritering til 'økonomiske teorier' om udbud og efterspørgsel, som tilsyneladende er vigtigere at fremhæve på bekostning af relevante uddannelsespolitiske indholdsprioriteringer inden for skolefagenes fagfelt. Det er fattigt, at en Professor i fagdidaktik i dansk ikke kan producere nogle mere substantielle argumenter for en fagdidaktisk uddannelse på DPU og andre steder, fx Professionshøjskolerne, som i endnu højere grad også styres af markedsmekanismerne. Ressourceallokering drejer sig altså om efterspørgsel og interesse fra potentielle kandidater, men hvad med efteruddannelsen af folkeskolelærerne? Fx har det største fag i skolen - dansk - et undervisningsestimat på ca. 2160 timer fra første til niende klasse. Til sammenligning har matematik 1350 og naturfag 360 timer. Min pointe er naturligvis, at der eksisterer et voldsomt behov for efteruddannelse af folkeskolelærere i dansk fagdidaktik. Det gælder naturligvis også for andre fag i skolens fagrække. Hvem varetager denne opgave? Er det ikke i sidste instans (Tommy Ahlers, Bertel Haarder og mange flere) et uddannelsespolitisk ministerielt anliggende, når nu DPU og Professionshøjskolerne ikke syntes kaldet til at varetage denne centrale opgave. Som en parentes bemærket for lige at illustrere Jeppes opportunistiske kapitallogik ovenfor, så nedlagde man for nogle år siden et fagdidaktisk center i dansk på Via University College og oprettede i stedet for et center for mindfullness; angiveligt fordi man strategisk overvejede, at dette nye center kunne blive en større markedsøkonomisk gevinst for Via University College, fordi emnet på dette tidspunkt var 'hot'. Det er det vistnok ikke mere, men eksemplet fortæller alt om en opportunistisk uddannelsesforståelse på de Mellemlange og Videregående Uddannelser. Jeg håber, at den nye Kommission, som skal udarbejde nogle forslag til en kommende læreruddannelse læser med og reflekterer over det mangelsyn for skolefagenes og fagdidaktikkens udvikling, som kommer til udtryk både på DPU og Professionshøjskolerne. De uddannelsespolitiske prioriteringer begge 'udbudssteder' besvarer slet ikke virkelighedens behov for at uddanne velkvalificerede faglærere med en solid fagdidaktisk baggrund.

Tak for jeres svar. Jeg er på ingen måde fan af markedslogikken i uddannelsessektoren. Min pointe var at når er er mange studiepladser på de ikke-fagdidaktiske uddannelser, så skyldes det at der er stor søgning af lærere og andre. Så hvis vi er enige om at der bør være mange flere fagdidaktiske uddannelser og mange flere studerende på dem, så handler det bl.a. om at nogen skal ønske at tage disse studier. Jeg er ret sikker på at hvis ledelsen på DPU kunne forsvare det økonomisk, så oprettede de gerne kandidatuddannelser i både naturfag, sprogfag, kulturfag osv. Men selvfølgelig er der også tale om politiske beslutninger - nogle godt hjulpet på vej af lobbyister, som du taler om, Ryan. Andre som skyldes modeluner og atter andre som faktisk bunder i fornuftige overvejelser over hvad der er behov for (og forventning om søgning til). Thora, jeg vil faktisk mene at kandidatuddannelserne på fagdidaktik er netop af den art du taler om - en god blanding af studerende med lang erfaring, nogle med kortere, andre der kommer fra en fagbachelor osv. - og forskere med lige så forskellige baggrunde, men alle med en levende interesse for hvad der sker i klasserne rundt omkring - og hvordan det kan blive bedre.

Kære Jeppe, Har I ikke nogle strategier på DPU, som inkluderer lærernes efteruddannelse i folkeskolen? Tidligere havde man jo et rimeligt udbud af efteruddannelsestilbud på Danmarks Lærerhøjskole, men nu gælder det tilsyneladende kun akademiserede uddannelser til kandidat o.l. Der er tilsyneladende ingen penge i at varetage efteruddannelsesbehovet. Lad os sende den videre til politikerne, selvom der ikke kan hentes mange stemmer hjem i dette projekt. Imidlertid kan folkeskolens lærere ikke bruge jeres kandidatuddannelser til noget, medmindre de selvsagt overvejer at tage en kandidatuddannelse. Problemet er også, at Professionshøjskolerne heller ikke tilbyder systematisk udfoldede kurser i fagdidaktik. Måske fordi fagdidaktik som begreb er blevet/blev forvandlet til læringsmålstyret undervisning og tegn på læring og meget andet skidt! Men det er ikke DPU's ansvar eller Professionshøjskolernes ditto - er det vel?

Hej Jeppe Tak fordi du deltager i debatten. Det er en vigtig debat, som forhåbentlig også når DPUs ledelsesgange. Der er flere punkter, man kunne trække frem, men blot for at nævne nogle (som også bliver berørt i John Villys artikel), så lagde 00'ernes udspil fra Lars-Henrik Schmidt en kraftig dæmper på dén fagdidaktiske forskning og efter-/videreuddannelse, der fandt sted på DLH. Startskuddet for DPU havde nemlig en helt anden dagsorden. Fagene blev samlet på Institut for Curriculumforskning, og de miljøer, der havde været i de forskellige fag, fandt andre steder at boltre sig. Det har resulteret i, at der i dag er mange faglige spændende ting i gang, men ikke samlet under DPUs tag (bl.a. på SDU og KU). De miljøer var jo netop samlet på DLH til gavn for dem, som underviste og forskede der, og til gavn for dem, som studerede der. Og spørgsmålet er, hvordan kommer der en samling og en større mangfoldighed i fag og fagdidaktiske miljøer på DPU igen? Danskområdet, som du jo selv er en stor del af, har stadig et solidt liv på DPU, men går man ind og ser på alle de ph.d'er der er bevilget i årene 2015-17 af ph.d.-rådet, så er der overvejende en bestemt streng, der følges i de danskdidaktiske projekter; Det scenariedidaktiske og domænetænkningen fylder projekternes faglige opfattelse og sproget omkring danskfaget. Der er også andre projekter i gang ja, men ph.d.-rådets opgave er vel at være bredt funderet ud i forskellige fag og faglige opfattelser. Her kan man sige, at indsnævringen allerede starter, hvis bevillingerne ikke har en tilstrækkelig bredde. Mange af de bevilgede ph.d'er er i et konsortiesamarbejde mellem DPU og en professionshøjskole - og tanken er vel, at det samarbejde vil bringe forskningen "ned gennem lagene". Det kan diskuteres, om det er sådan, det er fat. Som du skriver, kan man jo søge ind på en kandidat i fagdidaktik..., men hvis disse ikke udbydes er det lidt svært. Der skal mere end godt købmandskab til for at sælge den. Jeg håber, at artikler, som den John Villy her har skrevet, kan kaste lys over et meget vigtigt område i DPUs historie, nutid og fremtid. Det vil gavne den fagdidaktiske forskning, lærernes efter-/videreuddannelsen, læreruddannelsen og folkeskolen. Mvh Lise

Kære Jeppe Jeg kan godt forstå, at der er lobbyister, der gerne vil have indflydelse på universiteterne. Der hvor filmen knækker for mig er der, hvor ingen på Aarhus Universitet offentligt har turde at tale imod en beslutning, der udelukkende bygger på protektionisme. Det bekymrer mig virkeligt, at så mange af uddannelseseliten åbenbart tænker så meget på deres egne personlige muligheder, at de er villige til at give PPR (og derved også de udsatte børn og unge) ringere vilkår, end de kunne have. I sidste ende være med til, uopretteligt, at smadre en unik synergi på PPR. Alt sammen for at tækkes en fagforening. Ikke engang, da man i 2018 lavede en (bestillings) rapport på DPU, som kom frem til det modsatte af, hvad man tidligere havde peget på, var der en eneste der talte rapporten imod. Dette på trods af, at der er (minimum) to PPR ledere der deltog I undersøgelsen, som på ingen måde kan genkende konklusionen. For mig virker det som om, man i bedste fald ingen interesse har i de læreruddannede på DPU, hvilket ærgrer mig. For der er ingen tvivl hos mig om, at det virkeligt giver noget ekstra (både for de studerende og underviserne), når de studerende efter en årrække i felten bygger oven på med uddannelse.