To spøgelsesagtige helt urealisable forudsætninger figurerede dengang vore politikere afskaffede den undervisende skole til fordel for den fordummende, nemlig dels at den nye skolekarikatur dels skulle kunne opretholde den afskaffede skoles høje uddannelsesniveau og dels kunne klare alle de med de udelte klasser opståede inklusionsproblemer. I den forudgående realskole talte man aldrig om inklusionsproblemer, da de problemer, der med mellemrum kunne opstå, nemt kunne klares i de nogenlunde homogent sammensatte klasser. Først med den nye skolekarikatur opstod det inklusionsproblem, som ingensinde er blevet løst, men som altså var en af de ting, som skolens skulle løse, for at alt det nye skulle kunne fungere på samme højde, som i forgængeren. Fordelen ved skolen med de elevsammenrodede klasser er åbenbart, at denne skoleform yder uanede muligheder for produktion af digre, tunge og unyttige værker om inklusionsproblemer. Muligheder, som realskolen ikke ydede i nær samme omfang.

Når det anføres, at det ingen enkel sag er at hjælpe børn, som ikke kan gå i skole, fordi der er tale om komplekse og dynamiske problematikker, så er der altså også tale om de forhold, som mange børn udsættes for ved at gå i de elevsammenrodede klasser, hvor forholdene ofte kan være uudholdelige med elevvold, chikane m.m., og som lærere og skoler altså¨ikke altid magter at dæmme op for. Men trods sådanne trivselsnedbrydende forhold, som lærere ofte skriver om, og som til tider får lærere til at forlade folkeskolen, så maner forskere alligevel til ”forudsigelige og trygge miljøer og gode relationer – både mellem lærer og elever og mellem eleverne indbyrdes”. Men hvad hjælper det, når klasserne er indrettede på at modvirke sådan noget. Der er åbenbart en himmelvid forskel på, hvad der sker ude i klasserne, og hvad man på behørig afstand fra klassemiljøerne fordrer skal ske. Og derude kan man komme afsted med at hævde, at det er lærerne, der har ”ansvaret for at opbygge relationer til alle elever”. Og dermed ses der helt bort fra, at det i virkeligheden er skolens indretning med de udelte klasser og dermed politikerne, der bærer det virkelige ansvar for alt det, som man altså vover at pålægge lærerne.