”Disciplin passer ikke ind i et moderne læringsmiljø”, skriver Allan Simonsen. Udelukkelse og straf har aldrig skabt læring og udvikling for elever, der har det vanskeligt dvs. der opfører sig dårligt og støjende. Nej, men det giver bedre læringsvilkår for de andre, de normaltfungerende. Og hvordan ser så i øvrigt et moderne folkeskolelæringsmiljø ud. Jo, det er i hvert fald for Danmarks vedkommende befolket af børn med meget forskellige forudsætninger, som alle erkender lærer på højst forskellige måder. Derfor grænser det til det uforståelige, at ingen – end ikke dem, der besidder denne erkendelse – vil indrette skolen så den uddannelsesmæssigt kan rumme sådanne forskelligheder. Man fortsætter med at gøre en dyd af at dynge det hele sammen i en usammenhængende omgang miskmask og fremstille folkeskolens lærere som underuddannede efteruddannelseshungrende, blot fordi de ikke forstår at tage udgangspunkt i hver enkelt elev og herudfra uddanne alle elever på hver deres højst opnåelige faglige niveau. ”Ideel undervisning er i dag mere komplekst end tidligere”, hedder det. Ja, det tør antydes. Og det skyldes for en stor del, at man under ingen omstændigheder vil indrette skolen ideelt til undervisning. Skoler skal nærmest begå lovbrud for at udforme gode frugtbringende læringsmiljøer. ”Der findes ikke én model, som alle børn kan mases ind i for at lære det samme”. Jamen børn skal da ikke lære det samme. Det er som om, det efterhånden har sat sig i rygmarven på alle, at alle skal lære det samme. Eller som det blev formuleret af koryfæerne til den udelte antiskole: I folkeskolen skal ingen lære, hvad alle ikke kan lære. Men de bogligt dygtige skal da lære mere bogligt stof, end de bogligt svage skal. Hvordan kan man erkende børnenes forskelligheder, og så stadig forlange, at skolen skal lære dem det samme? I virkeligheden er det et tydeligt fingerpeg om, at de dygtige skal holdes nede udannelsesmæssigt, hvilket de altså også bliver takket være udelthedsprincippet. Man kræver professionalisme af lærerne, men folkeskolen i dag er indrettet på en yderst uprofessionel måde alene for at tækkes nogle gammelmarxistisk/ideolgiske tankerelikter.

”Skolen og lærerne skal tilpasse sig børnenes vilkår for læring”. Men skolen er indrettet således, at børnenes vilkår for læring er ringest mulig. Dette dokumenteres af PISA's målinger. Det betyder, at lærerne skal tilpasse sig det ringest tænkelige læringsmiljø med det ringest tænkelige uddannelsesresultat til følge. Prof. Niels Egelund har fuldstændig ret i, at skolens skal kunne trække gamle ”undervisningsdogmer fra før 1968” frem og efter en tillempning til nutiden anvende dem i undervisningen. Læreren skal med bevarelse af sin professionalisme kunne antage en autoritær attitude i undervisningen, når han finder dette fornødent i stedet for at føre sig frem som en elev blandt elever.

Tiden kan selvfølgelig ikke sættes i stå, og slet ikke gå baglæns. Men man kan med virkelig stor fordel gribe ned i fortiden og hente værdifulde skatte frem til anvendelse i noget, der er kørt helt i skuddermudder, fordi det er indrettet til at skulle gå i skuddermudder.

De fire omtalte ”gode råd” til en fremtidig skoleudvikling vidner i deres stereotype fraseagtige indhold om den magtesløshed, man må henfalde til, hvis man vil vise viljen til en højnelse af skolens resultater uden at ville erstatte udueligheden med noget brugbart. Det kan da godt være, at det ville være rart med lidt politisk ro. Men politisk ro har altså intet at gøre med respekten for fagligt kvalificerede læreres arbejde. ”Lærerne skal lære at arbejde ud fra en intergreret indsats”. Det betyder, at lærerne her får det ”gode” råd, at de snart skal til at tage sig sammen og se at få lært den umulige kunst at undervisningsdifferentiere i de rummelighedsudspændte sammenblandinger af svage og dygtige. Og skolelederne skal være de pædagogiske fyrtårne, man kan læsse hele skylden på, når de øvrige gode råd forventeligt ikke virker i de udelte klasser.

DEMOKRATI OG OPDRAGELSE

Og det er ikke vanskeligt at finde grunde til, at spørgsmålene er brændende aktuelle hos os netop i disse år. En af grundene ligger sikkert i det forhold, at mange ved på så smerteligt nært hold at kunne følge nazismens udvikling har fået et alvorligt praj om, at nationernes skæbne også afgøres i børneværelser og skolestuer. Erfaringerne fra Tyskland bekræftede fuldt ud det børnepsykologiske forskningsresultat, at holdningen over for børn i hjem og skole er af aldeles afgørende betydning for deres følelser, tanker, handlinger og hele indstilling sidenhen som unge og helt voksne. Man har indset, at demokratiets krise ikke bare er et tysk eller et spansk problem, men at problemet er aktuelt i enhver moderne stat – også i vor egen. Det er vist John Dewey, der har sagt, at den virkelige fare for demokratiet ikke er eksistensen af fremmede totalitære stater, men det forhold, at der i vor egen tænkemåde og i vore samfundsorganer findes sådanne indgroede vaner, som kan føre til ydre autoritet, ensretning, underkastelse og uselvstændighed. Kampen for demokratiet er derfor ikke bare spørgsmålet om forsvarsberedskab, men det er en kamp, der må føres inde i os selv og i vore samfundsorganer – selvfølgelig først og fremmest i hjem og skole.

(C.C. Kragh-Müller, 1953)

Hvorfor er Niels Egelund dog ikke blevet skoleleder på en de få skoler hvor, undervisningstiden ikke anvendes effektivt og hvor forældreopbakningen ikke fremmer skolens opgaveløsning?