Det er temmelig vanskeligt at fremmane oprigtig forargelse over, at folkeskolens lærere nu er begyndt at vægte fagfagligheden i deres undervisning. For det første er eller bør den fagfaglige undervisningen ganske enkelt være kerneydelsen i enhver skoleform. Også selv om vi nu har en udelt skole, der i sin indretning lægger den fagfaglige undervisning alle tænkelige hindringer i vejen Skolen har altid skullet formidle faglig viden som sin hovedfunktion, lige indtil en profileringshungrende pædagogisk magtelite og et eftergivende politisk system besluttede, at det fagfaglige, der indiskutabelt altid vil være skolens vigtigste område, bare ikke længere skulle anses for at være særligt vigtigt. Og man strikkede til formålet en tese sammen, der kundgjorde, at det slet ikke var den faglige viden, der var brug for i fremtiden. Eleverne skulle i stedet for være kreative, innovative, demokratiske, venlige, omgængelige og socialt bevidste, sagde man, og forstod det således, at sådan noget kunne eleverne i dag i modsætning til tidligere tiders elever kun tilegne sig på baggund af den ringest tænkelige faglige vidensindlæring. Og så indrettede man folkeskolen udelt rummelig - i dag ekstremt rummelig - for at holde den faglige indlæring nede på et minimum, som man dog for en skams skyld måtte opretholde af hensyn til skolens renommé i befolkningen. Og så var man så uforsigtig at tilmelde sig Pisa-målingerne. For så var man jo for skams skyld nødt til at tage Pisas konstaterede elendige skoleresultater alvorligt og lade som om, at vi nu ville gøre alt, hvad vi kunne for at genoprette et anstændigt uddannelsesniveau i folkeskolen. Men det var altså kun noget man foregav at ville. For det er det, man netop ikke vil. Derfor gjorde man ikke - og gør man stadig ikke - det eneste, der har mulighed for at rette op på vores uddannelseskatastrofe, nemlig at indføre den delte skole. I stedet for fabler man om, at vi nok heller må iværksætte stribevis af forskning, der kan vise os, hvordan vi retter op på noget, som stærke pædagogiske og politiske kræfter egentlig slet ikke ønsker at rette op på, og som forskningen derfor heller ikke vil få lov til at rette op på. Og når der så sker det, der helst ikke må ske, at folkeskolens lærere på egen hånd forsøger at genoprette det faglige trods skolens udelte indretning, så er Fanden jo løs i Vildmosen. For så har lærerne jo ikke lært deres ideologiske lektier. Og så er der ikke andet at gøre, end at man slæber det rigtigt tunge skyts på banen. Og inden for det mest forbenede socialistisk marxistiske broderskab består dette svære skyts i at beskylde skolen for at være på vej til at blive markedsgjort. Og i den socialistisk/ideologiske verden er markedsgørelse noget af det værste, man kan forestille sig. Det er det våben den radikale Marianne Jelved bringer på banen. For når noget markedsgøres, så fjerner man sig fra det benhårde socialistiske grundlag, og så mister samfundet al åndsfrihed og folkestyre, siger Jelved i nøje overensstemmelse med den socialistiske ideologi.

Man kan ikke teste åndsfrihed og demokrati, siger Jelved. Nej, men man kan godt teste matematiske kundskaber. Og hvorfor skulle man så ikke gøre det? Nej, for hvis børnene bliver for dygtige til matematik, fysik eller anden faglighed, så mister de åndsfriheden og bliver antidemokrater., siger Jelved.

Og så vil Marianne Jelved i ideologiens tjeneste formene forældrene adgangen til at skifte skole, med mindre de har alvorlige grunde hertil. Men at forældre vil skifte skole, fordi de mener, at deres barn kan få højere faglige karakterer på en anden skole, anser Jelved altså ikke for en alvorlig grund. Det er jo ikke ideologiske acceptabelt, at forældre vil deres barn det bedste, hvis det strider mod den herskende ideologi. Problemet er, at hvis man forbyder forældrene et sådant skoleskift, så har man trådt både den åndsfrihed, frihed og det demokrati under fode, som man ellers har villet opdyrke på den faglige uddannelses bekostning. Men det tager Marianne Jelved åbenbart ikke så tungt.