GENFORENINGEN er som nævnt ovenfor markeret med et utal af stene ud over landet. Men i virkeligheden er der tale om et stort illusionsnummer. For det var ikke nogen GENFORENING, men en nyerhvervelse for kongeriget, idet Slesvig ikke indgik i Danmark før 1864, men var et selvstændigt hertugdømme.

Kære Søren Det er faktisk også en væsentligt pointe i det inspirationsmateriale, som historieLab har udarbejdet. mvh Jens Aage

Søren Rønhede: Det er en skam, du ikke fik lov til at fortælle det til dem, der efter 1920 fik lov at tale dansk i skole og høre det i kirken. Det er en skam, du ikke fik lejlighed til at fortælle det til de dansksindede, der døde som tyske soldater i første verdenskrig. Eller de unge mænd, der fik mulighed for at købe en lille gård, firdi de ikke blev overbudt af tyskere, der fik støtte fra Vogelsang. Ja, historien har fortalt for rosenrødt om danskheden, og glemt de danske politikeres tåbelighed. Og kongernes ligegyldighed overfor undersåtternes vilkår, bare de selv kunne føle sig som herrer over store områder. Det ændrer bare ikke ved, at der engang er blevet talt dansk til Dannevirke - at der stort set har hersket dansk byggeskik, og at der var forskellig - ikke afgrundsdyb forskellig, men netop forskellig - kultur i det danske og tyske område. At den fælles kultur mest var overklassens. Og at der var folk i Sønderjylland, der følte sig som tyskere - og folk, der følte sig som danskere. Mest tydeligt markeret af, at de talte de respektive sprog. De fik mulighed for at stemme om, hvilket land, de ville tilhøre - for den nuværende grænse blev en sindelagsgrænse, ikke en etnisk grænse, som nogen påstår. En etnisk grænse skulle i så fald have gået ved Dannevirke - hvilket havde været ekstremt tåbeligt. De dansksindede i Sønderjylland mente faktisk, at det VAR en genforening - at de fik lov til at stemme sig hjem. Det er en lige så stor historieforfalskning at nægte det, som at romantisere krigen i 64.