Der var engang, da det var almindeligt anerkendt, at man måtte sikre og udvikle samfundet ved hjælp at en solid faglig undervisning af børnene i grundskolen således, at der var et solidt fagligt fundament at bygge videre på efter grundskolen. Dengang skelnede man ikke meget mellem, hvad det var samfundets behov, og hvad der var børnenes behov. De to behov faldt i væsentlig grad sammen. Og man indrettede selvfølgelig skolen således, at dennes indretning understøttede og fremmede lærernes undervisning i bestræbelserne på at nå sådanne mål. Vi fik realskolen. Så skete det, der så tit sker. Man blev træt at alt det hensigtsmæssige. Man savnede pædagogiske udfordringer. At gå i skole var blevet alt for lige til. Alt for forståeligt både for forældre og for børnene. Og så kom den pædagogiske kværn i fart. Den malede realskolen sønder og sammen og producerede i dens sted et ensgørelsesideologisk funderet makværket en skole, hvor alt det ”nyttige” blev om ikke kasseret så skubbet til side til fordel for fortænkte fantasier om det ekstremt sammenrodede og mirakuløst fungerende fællesskab. Man udviklede fællesskabet som et uhyre, der lagde sig tungt over grundskolen. Og så sagde man sådan ud i den tomme luft, at i denne nyskabelse skulle lærerne blot undervise differentieret og tage udgangspunkt i de mest forskeliige elevkategorier. Så ville man nemlig sagtens kunne nå samme uddannelseskvalitet, som havde karakteriseret realskolen. Allerede dengang var der politikere, der ikke troede på sludderet. Og så kom der en overgang med en niveaudelt skole, som imidlertid ikke var den ægte vare, og som derfor blev kasseret til fordel for det gennemført ududelige.