Det her er bare en lille del af en meget lang artikel. Endnu en ph.d....... "Bogen bygger blandt andet på hendes forskning i Californien, hvor hun i efteråret 2018 studerede skoler, som praktiserer co-teaching." Og endnu en gang data, der ikke kan bruges til en daddel i et nordisk skolevæsen. »Vi (danskere) har brug for at kategorisere for at skabe orden, system og overskuelighed. Vi skelner for eksempel mellem køn, alder og religion." "Derfor skal lærerne arbejde med deres faglige selvforståelse og med deres mindset, så de får en anden tilgang til eleverne« "De skoler, der arbejder med co-teaching i Californien, udskiller ikke nogen. De håndterer dem." "Det kan godt være, at den spastisk lammede ikke lærer så meget som de andre i klassen, og han får måske heller ikke et job, men han kan bedre indgå i civilsamfundet, når han har haft samme opvækst som alle andre." Har hun overhovedet været i en dansk klasse i længere tid? Det er - i gen - simpelthen så nedladende overfor rigtig mange lærere i folkeskolen. Det er FFS det som ubegribeligt mange lærere i forvejen gør. " Vi har i mange år skilt elever ud til individuelle, kompenserende løsninger i specialtilbud, og derfor er vi vant til at skelne mellem almene elever og elever med særlige behov. Det er en kæmpe udfordring at ændre ved." Er hun overhovedet klar over hvor svært det er at få en elev "skilt ud.? Det kan tage 2-3 år, næsten uanset hvor stort behovet er. »I co-teaching forbereder lærerne sig sammen, og de underviser og evaluerer sammen, så det er en dyr arbejdsform. Derfor må skolelederen vurdere, hvornår behovet er størst. Flere sagde til mig, at cirka 30 procent af eleverne skal have særlige behov, ellers kan co-teaching ikke betale sig." Ups. "Derfor må skolelederen vurdere, hvornår behovet er størst. Flere sagde til mig, at cirka 30 procent af eleverne skal have særlige behov, ellers kan co-teaching ikke betale sig. En anden pointe var, at hvis der kun er to elever med særlige behov i klassen, bliver undervisningen tilrettelagt ud fra majoriteten. De to elever fylder for lidt, mens det er svært at se bort fra otte elever med særlige behov." Aha - så de skiller også ud, altså med mindre det er helt tilfældigt at der er 8 af den slags elever i en klasse..... Hmmmm.....................

Citat: "Hvis forskellighed er et vilkår, giver det ikke mening at tale om særlige elever, for så er alle særlige." Men nogle er altså mere 'særlige' end andre, og dem skal vi så lære at kalde 'exceptionelle'. Hvilket på dansk er synonym for 'særlig'. Hvor meget mening giver det?

Kære læsere Her har vi skrevet om den danske forskning. www.folkeskolen.dk/625438/ny-inklusionsforskning-stor-del-af-inklusionsindsatsen-er-dekoration Og denne senere artikel om samme projekt: https://www.folkeskolen.dk/654086/ny-forskning-hjaelpen-til-inklusion-er-mest-dekoration Venlig hilsen Hanne Birgitte chefredaktør

Jeg synes, det er lidt letkøbt, at du indledningsvis afviser artiklen fordi forfatteren er PhD, og at hun refererer til praksis i Californien. 1: Hvorfor er det et problem, at forfatteren er højtuddannet? Er det kun læreruddannede, der har ret til at mene og vide noget om folkeskolen? 2: Er det utænkeligt, at viden og forskning om undervisning i en verdensdel kan inspirere skolesystemer andre steder? Det ville klæde debatten, hvis du og andre i stedet forholdt jer til en af hendes hovedpointer: At flytte ressourcer fra alle støttesystemerne ind i klassen, så to lærere sammen kan skaber mere inkluderende læringsmiljøer. Samt det faktum, at inklusionen jo ikke er lykkedes, når vi bruger stadigt flere og flere midler på specialområdet og dermed flytter enorme ressourcer fra almenområdet og størstedelen af eleverne. Når vi i dag mange steder mangler ressourcer i almenområdet, er det jo ikke fordi der generelt er sparet penge i pris/barn, men fordi vi stille og roligt bruger mere og mere på specialområdet.

@Tomas Hansen Jeg forstår ikke helt dit opstød. Du har helt ret i, at man ikke umiddelbart kan overføre en amerikansk skoletradition/praksis til en dansk. Der er mange forhold der gør, at man ikke kan overføre den amerikanske model 1:1 til en dansk skole. Men frem for at afvise, mener jeg vi skal kigge på de steder, hvor man de sidste par år har fået gode erfaringer med metoden. Hilsen en lærer der har været i mange klasselokaler og set og afprøvet metoden og helt klart ser den som et bud på at løse inklusionsudfordringen.

Efter at have læst ovenstående artikel, valgte jeg at søge lidt på amerikanske sider, for at se, hvad der kunne gemme sig, at interessant input. Når når jeg læser hvordan co-teaching fungere i praksis, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ikke er det vi i Danmark, kalder tværprofessionelt samarbejde - mellem lærere og pædagoger? Bevares jeg er med på at der netop i disse år, er ved at ske en ændring i diskursen om hvad der er en pædagogs arbejde og hvad der er en lærers arbejde ( i samarbejdet med hinanden), men i bund og grund er der vel mange lighedstræk mellem co-teaching og lærer-pædagog samarbejdet. Jeg forstår så udemærket at hvorfor Thomas Hansen ( øverste kommentar) mener at det er at sparke på to professioner, som i forvejen er i knæ. Når jeg læser de fem punkter, i venstre kolonne, som efter sigende skulle være Co-teaching former, så kan jeg ikke lade være med at drage parallel mellem de punkter og "almindelige/alternative" undervisnings former. Jeg læser på 4. år på UCL i Odense, og der er vi (jeg) blevet introducere for netop disse former, samt en lang række andre, bare med andre hensigter. Og det er derfor jeg mener at det må være gammel vin på nye flasker. I Californien "har mange forskellige kulturer, etniciteter og racer, hvor vi i Danmark historisk set er et homogent folk."...jo jo men der er nu alligevel - set over en bred kam - en homogen masse vi har på de danske grundskoler. Og der er laaaaang vej før vi kan sammenligne os med de demografiske forhold i Californien. For mig at se, er det at undereliminere det arbejde som sker - herhjemme - i lejrene hos pædagogerne såvel som lærerne.

@Lars Kofoed 1: Ja, hun er cand.scient.pol. Hun er ikke pædagogisk uddannet. Det vil være rigtig rart, hvis dem, der virkelig skal mene noget om folkeskolen, faktisk ved, hvad børn og folkeskolen er. 2. Ja, for de har helt andre normer. En dansk klasselærer/klassekultur kan og skal ikke sammenlignes med andre landes klassekulturer. 3. To-lærerordninger med to voksne i samme rum giver rigtig meget spildtid. Der er kun én, der kan styre klassens retning ad gangen. 4. Vi bruger kun flere og flere penge på specialområdet, fordi vi lige før den begyndende stigning havde et markant fald i de udgifter. Vi er nok nærmere på vej tilbage til en normal. 5. Inklusionen lykkes og mislykkes på en og samme tid. Vi har børn i skolerne, som går i skole hver dag trods det, at de ikke har det rette skoletilbud. De får ikke så gode vilkår, som de kunne have fået, hvis de havde været i et specialtilbud, og de tager noget fokus, men de går trods alt i skole. --- Ude hos os har vi inkluderede børn, altså børn, der er så inkluderede, at vi får støttekroner til dem. Vi har rigtig mange andre, som sikkert kunne have været betegnet som inkluderede, hvor vi bare ikke ser det, fordi vi er så lille et sted, at de ikke drukner i mængden. De børn kan vi rumme, fordi vi netop har rammer, som mange folkeskolelærere ville ønske, at de havde. Vi har ingen klasser over 20 elever. Vi har kun kendte voksne. Vi har kun uddannet personale. Og vi har ro, fordi vi ikke er ret mange. Det er helt sikkert dyrere, og helt sikkert mere ineffektivt, og det er helt sikkert svært at argumentere for effekten af det, men hold da op hvor har vi trivsel og glade børn, og måske ender vi endda med at have børn, der alle klarer sig i livet. Det vi ikke har, er alle mulige tiltag fra forvaltninger og deslige. Vi har kun, hvad vi mener, giver mening. Vi lader det gro ud fra plenum, fordi vi ved, det virker, og fordi vi kan overskue institutionen, fordi vi er så få ansatte. I skulle prøve det. Vi kunne fx kalde det for matrikelstyre. Så var det kun personalet på matriklen, som kunne indføre tiltag. Det giver helt sikkert mere inklusion, end tilfældige tiltag fra steder, hvor de måske virker.

Kære Lars Kofoed, du taler om "at flytte ressourcer fra alle støttesystemerne ind i klassen, " Præcis dét var jo overskriften for inklusionsloven i 2012, og politikerne lovede højt og helligt, at pengene skulle 'følge med' fra specialsektorens centrale pengepujler over i almenundervisningen. Samtidig kom den såkaldte 'inklusionsfremmende økonomistyring', hvor politikerne gav skolelederen ansvaret for at prioritere den samlede resurse som en del af skolens budget. Det er- nåja - lidt letkøbt at hævde, at der ikke er blevet sparet på udgiften pr. elev. Den ligger godt nok nogenlunde, hvor den lå for ti år siden, men det skal jo sammenholdes med, at mængden af undervisning, den enkelte elev modtager, er steget fra ca. 7500 timer - ca. 8200 inkl. børnehaveklassen - til 10.960 efter reformen. Det giver for det første en konkret besparelse på SFO-området i omegnen af ½ mia. årligt, men det betyder desuden, at prisen pr, undervisningstime pr. elev er faldet fra omkring 90 kr. til omkring 65 kr. Så der ER sparet - på undervisningens 'stykpris'. Svimlende tilmed. Co-teaching forudsætter, at lærerne forbereder, afvikler og efterbehandler undervisningen sammen. Det er voldsomt dyrt, og de penge har slet, slet skolerne ikke, og de får dem heller aldrig. Det minder ganske vist meget om NEST-klasserne - med lave klassekvotienter (ca. 16) og tolærerordninger, og de kan jo i princippet etableres, så det bliver udgiftsneutralt, hvis pengene overføres fra de nedlagte specialklasser. Men hvis specialklasserne nu slet ikke bliver oprettet i første omgang, så er der jo ingen specialklasser at nedlægge og heller ingen penge der kan 'følge med', og så bliver NEST-klasserne pludseligt dyre. Derfor er man fx i gang med at slagte de i øvrigt meget vellykkede NEST-klasser i Næstved. Summa summarum: Janne Hedegaards (og din?) idé om "at flytte ressourcer fra alle støttesystemerne ind i klassen" tager sig godt ud på papiret, men i den virkelige verden forsvinder ressourcerne i det blå i processen. Og det var jo også meningen med hele spareøvelsen.

Kære debattører! Lige en reminder om at gå efter indholdet frem for afsenderen. Som det fremgår er Janne Hedegaard Hansen en forsker, der fremlægger sin forskning i bl.a. en ny bog, og den forskning er det jo særdeles relevant at diskutere frem for at diskutere hende. Men for the record har hun skrevet ph.d. i socialpædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet. mange hilsner Karen Ravn webredaktør

Det er meget godt, Karen, men har hun kendskab til de forhold hun sammenligner med, altså de danske? Jeg bliver sgu træt, når vi hele tiden skal forholde os til forskning, som simpelthen er for letkøbt. Den er jo ikke længere. Hvis vi ikke får ressourcer, så får vi ikke ændret folkeskolen. Og undskyld, jeg siger vi, men jeg er stadig fan af folkeskolen.

Jeg opfordrer blot til, at I diskuterer hendes pointer frem for hendes person. (og hun har været leder af et stort danske forskningsprojekt om inklusion, AppIn https://www.folkeskolen.dk/654086/ny-forskning-hjaelpen-til-inklusion-er-mest-dekoration , så vi må formode, at hun kender til danske forhold)

Hvad er resurser? Pointen er, at resurser også er evnen til at se en problematik fra en anden vinkel. Resurser er at vide, hvad man skal stille op. Det nytter ikke noget, at der er 5 voksne i en klasse, hvis ingen af dem ved, hvad man skal gøre med der, jeg kalder udfordrede børn. Ord skaber virkelighed, og det ligger direkte i sprogets skabende kraft, at måden vi taler om et problem/en udfordring på, er af afgørende betydning for, hvilke magtens mulighedsrum vi åbner. Inklusionsdebatten blandt lærere præges ofte af et sprog, der virkeliggør magtesløshedens mulighedsrum. Den væsentligste udfordring for folkeskolen er kompetenceudvikling af personalet - ikke flere kurser. Jeg må give Janne Hedegaard Hansen helt ret i, at man ved at flytte resursen ud i klassen og arbejde struktureret, så kan der flyttes noget. Først og fremmest, som kommer der til at forgå en masse praksislæring i praksisklassen) . Læring kan ikke løsrives fra en kontekst. Kursernes store udfordring er den lave transfer. Forfatteren angiver i artiklen, at co-teaching blot er et af mange tiltag, som vil kunne virke i praksis. Det, der virker, er at åbne sig op for verden, i stedet for at afvise det man ikke lige forstår som noget vrøvl. Jeg medgiver at det ikke er ok at kaste uforberedte lærere ud i en inklusionsopgave uden forudgående "påklædning". Omgivelserne, dvs. klassen og forældrene samt skolens ledelse skal vide, hvad inklusion i grunden er. Ligeledes skal man sikre sig, at den man ønsker skal inkluderes også i virkeligheden føler sig tilpas i klassen og omvendt. Det kræver investering og samarbejde på tværs.

Jeg har, som Janne Hedegaard, også været i USA. Jeg besøgte i sin tid professor Marilyn Friend, og jeg har tidligere skrevet om det. God kaffe, flotte skolebusser - men ikke co-teaching som lærer-lærer-samarbejde som det beskrives i artiklen. Jeg skriver det lige her, fordi jeg mener, at udlægningen af co-teaching i artiklen forsimpler forståelsen af, hvad co-teaching i virkeligheden er. Konkret, mener jeg ikke, at fortolkningen af den amerikanske 'special educator' kan oversættes direkte til speciallærer i en dansk skolekontekst. Det er for nemt. Sagen er, at den funktion, som specialunderviseren varetager i USA, 'kræver ikke' en linjefagsuddannet person, men det kræver en person, som er specialpædagogisk kompetent - og kan dokumentere den. En special educator kan ikke nødvendigvis undervise i et fag - og en alm. linjefagsuddannet lærer kan ikke arbejde som special educator - det er vedkommende på den anden side heller ikke certificeret til. Vi har et andet system og måske kam man i dansk sammenhæng snarere bedre anvendes til at betegne det udviklende samarbejde mellem en lærer og en special-/socialpædagog/lærer, en fysioterapeut, en læsevejleder (en lærer) - én fra hele det korps som på forskellig vis varetager den specialpædagogiske bistand i Danmark. Som jo altså ikke blot er lærere. Det er snarere undtagelsen - men det gør jo ikke deres indsats til mindre special-/socialpædagogisk kvalificeret. Men de skal kunne samarbejde, og de skal kunne undervise kvalificeret sammen. Jeg forstår godt den grundlæggende skepsis i den amerikanske inspiration - forståeligt. Hold fast i det. Men den systematik - og grundighed som der arbejdes med i USA - er en interesse værd. Vurderer jeg. Slutteligt vil jeg blot melde, at co-teaching skam er i Danmark. Det gode lærer-pædagog-arbejde har mange, mange ligheder med co-teaching! Der KAN vi godt lære amerikanerne noget - hvis de da gad lytte:-) Hvis interesseret i inspiration - så se evt. her fra Holmeagerskolen i Greve: http://www.coteach.dk/videoer-med-co-teaching-tilgangene/.

Hej Andy Du har helt ret i, det er netop ikke er to lærere, som skal undervise sammen, hvis det skal være co-teaching. Det skriver du også selv i din bog https://www.folkeskolen.dk/612402/naar-samarbejdet-skal-fungere. Det er ærgerligt, hvis artiklen kan læses på den måde, for Janne Hedegaard slår netop til lyd for den løsning, du taler om, hvor specialkompetencerne trækkes ind i klasseværelset. Læs interview med Marilyn French her https://www.folkeskolen.dk/604638/amerikansk-ekspert-co-teaching-skal-bruges-varieret-og-med-omtanke. Vi har også skrevet om en skole, hvor det er på vej https://www.folkeskolen.dk/655296/brattingsborgskolen-vi-inkluderer-meget--bare-der-er-progression Mange hilsener Hanne Birgitte, chefredaktør

Janne er direkte citeret for begrebet 'speciallærer' to gange, og det står i faktaboksen. Så jo, det kan læses sådan... Det er ikke, fordi jeg har noget imod hverken Janne, begrebet speciallærer eller artiklen. Men det forstyrrer læseren:-) Og det er fedt, at I skriver så meget om det!

"At flytte ressourcer fra alle støttesystemerne ind i klassen, så to lærere sammen kan skaber mere inkluderende læringsmiljøer. Samt det faktum, at inklusionen jo ikke er lykkedes, når vi bruger stadigt flere og flere midler på specialområdet og dermed flytter enorme ressourcer fra almenområdet og størstedelen af eleverne. Når vi i dag mange steder mangler ressourcer i almenområdet, er det jo ikke fordi der generelt er sparet penge i pris/barn, men fordi vi stille og roligt bruger mere og mere på specialområdet." 1. Der flyttes ikke ressourcer - det er meget svært at se i virkeligheden - tværtimod, skolerne, de gør alt hvad de kan for IKKE at flytte ressourcer. Ret logisk når der hele tiden skal skæres ned. Vi skulle spare 1½ lærerstilling, det er ikke ligefrem fremmende for 2-lærer ect. 2. Jo, der er sparet pr. elev, på den ene og anden måde. Det er vist så mange gange, ikke mindst af Sauer. 3. Jeg ved simpelthen ikke hvor du får fra, at der flyttes enorme ressourcer fra almen til specialområdet. Det er absurd svært at få elever visiteret til et specialtilbud. De 2 seneste, der har det taget over 2 år, at få dem visiteret til et passende tilbud. Hvorfor? Fordi skolerne ikke har pengene. Som lærer, der ser man så ubegribeligt mange tilfælde, hvor der gøres alt og lidt til, for at undgå at sende elever i specialtilbud. Selv elever med kæmpestore. åbenlyse indlæringsproblemer forventer B&U kan rummes i skolerne - ikke ved en direkte ordre, men ved at lægge økonomien ud til den enkelte skole. Hele specialområdet skulle lægges ud til et objektivt visitationsråd og betales på samme måde som friskolerne, men det vil nok koste penge.

Jeg vil mene det er ret begrænset hvad en cand.scient.pol. har af reel, hands-on viden om folkeskolen og dagligdagen.