Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)

lene christiansen (folkeskolelærer) 29-09-2019 08:54
Stress
En interessant artikel, som jeg tænker at mange vil nikke genkendende til, også selv om de ikke personligt har været ramt. Arbejdsmarkedet generelt er ikke gearet til at håndtere stress; det bliver behandlet indenfor en ramme - praktiske foranstaltninger/nedsættelse af arbejdstid og opgaver i en periode - men den "omsorg og opmærksomhed", der i høj grad er brug for savnes. Måske tildeles der x antal timer hos en psykolog - fint nok - men igen kan denne eksterne hjælp virke endnu mere fremmedgørende. Det er jo arbejdspladsen, kollegerne, ledelsen og børn og forældre, der er omdrejningspunktet - der hvor der er blevet lagt så mange timer, og hvor der er identitet bundet op! Det kan fremstå, som om der mangler gennemsigtighed i de beslutninger, der tages ved sygemeldinger pga. langvarig stress. Og den mangel på gennemsigtighed kan føles som manglende omsorg, ligegyldighed etc.. Når en stressramt person returnerer til sin arbejdsplads, handler det jo ikke bare om at komme tilbage til sit skema; man returnerer jo til en masse spørgsmål, der ikke stilles men som eksisterer alligevel. Forældre, der er urolige for deres børns læring efter en periode med vikarer, kolleger der ikke tør stille spørgsmål/der ikke orker beskæftige sig med flere problemer/der fik bekræftet noget, der ikke tåler dagens lys (let's face it - jeg har 35 års erfaring med undervisning, og der findes altså mennesker, der om end ikke direkte glæder sig over andres fald så i hvert fald får det en tak bedre, når det går andre skidt, desværre! - lærerbranchen er ingen undtagelse - nærmest tværtimod). Man vender altså tilbage til en arbejdsplads, hvor tiden ikke har stået stille i de uger/måneder, der er passeret: arbejdspres/deadlines/mødeaktivitet og ingen tid til at få vendt "hvorfor og hvordan". Er det så en leders opgave at få vendt skuden her? Både/og vil jeg sige, det er en leders opgave at være sympatisk bevidst om sin medarbejders velbefindende. Han/hun skal tage sig tid til at følge op på hvordan hverdagen går. Det er kollegernes pligt, i klasseteamet og bare generelt at hjælpe og noget så simpelt som bare at vise sympatisk interesse. Mange undskylder sig med, at de har så mange arbejdsopgaver at de ikke magter den opgave. Desværre, den SKAL de magte, for de ved ikke hvornår de selv bliver ramt. Forældresamarbejdet, som jo har fået så høj status i folkeskolen i dag, bør også indeholde en passus om, hvordan man tager rigtig godt imod en lærer, der vender tilbage til sin klasse. I virkeligheden handler det bare om den gode opdragelse - omsorgen for sine medmennesker: den kærlige interesse for hinandens velbefindende på lederplan og mellem kolleger og forældre.
Cæcilia Nilsson (Tidligere lærer) 02-10-2019 11:35
Jeg nikker genkendende...
Efter 20 år som lærer måtte jeg give op. Det var mit drømmejob, så da jeg tog uddannelsen som mægler og fik tilbudt job, sagde jeg nej tak - jeg bliver i mit favoritjob. Der skulle dog ikke gå mange år, så ødelagde jobbet/ledelsen(!) både min sjæl og min krop, tog styrken fra mig og angsten sneg sig ind under huden... Men en ting er, at man må sande, at dem, der vil "tjene på én", ikke hjælper en, når der er behov for det - men at opleve at både fagforening og a-kasse, man troligt har betalt til, ikke hjælpe en, når man har brug for det, og ikke tager ansvar for, hvad de kan gøre, når man ikke kan tage ansvaret for sig selv, dét var en skuffelse af dimensioner....