Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)

Lis Zacho (Matematikvejleder og lærer ) 12-10-2019 16:16
Enig, der skal være gode grunde til at anvende teknologi i matematikundervisningen
GeoGebra er ikke målet i sig selv, det er et værktøjsprogram, der giver god mening at anvende i nogle opgaver. Jeg er meget enig i, at vi skal være meget opmærksomme på, at teknologien ikke styrer så meget, at matematikken og de gode ræssonnementer forsvinder. Undervisningen skal ikke fokusere ensidigt på elevernes teknologiske færdigheder. At undersøgelser i matematiktimerne ikke kun foregår bag en computerskærm. Der skal foldes papir og undersøges, klippes og klistres, der skal argumenteres mundtlig. Ord og begreber skal sprogliggøres. Jeg er ikke så nervøs for GeoGebra som jeg er for CAS-programmerne, men det er så en helt anden diskussion
Klaus Fink (Konsulent) 12-10-2019 20:32
Geometrien i dag
Jeg har i mange år fulgt elevernes besvarelser af geometriopgaverne i de skriftlige prøver. Det ser ikke godt ud. Jeg var derfor glad for fremkomsten af GeoGebra, der på fornemste vis tog handsken op, efter at man i Danmark besluttede ikke at videreudvikle på Viggo Sadolins meget fine program GeoMetricks. Jeg var overbevist om, at det ret intuitive GeoGebra med de mange muligheder for eleverne til fx at undersøge geometriske egenskaber og sammenhænge og eksperimentere med geometrisk tegning kunne øge elevernes læring af geometri. Men det er rystende og helt uforståeligt for mig at se, at selvom Danmark er blandt de tre lande på verdensplan, der har flest unikke brugere af GeoGebra i absolutte tal, kan det ikke ses på resultaterne i de skriftlige prøver, hvor geometriopgaverne er dem, eleverne klarer dårligst år efter år. Det er for øvrigt også tilfældet i de nationale test. Men jeg mener, at Bent rammer delvist forkert med sine forklaringer. Jeg er helt enig med både Lis og Bent i, at vi skal bruge masser af analoge materialer i geometriundervisningen. Den kan ofte med fordel fortsætte på computeren i GeoGebra. Men passer og vinkelmåler på A4-papir (eller mindre) er efter min erfaring ikke specielt godt for læringen. Med passeren forsvinder radius, hvorfor det med en snor er meget mere tydelig, hvad der sker, når vi arbejder med cirkler. Og så kan snoren også bruges til stor geometri udendørs. Vinkelmåleren er for upræcist, når vinkelsummen i en trekant eller en anden polygon skal undersøges. Her er GeoGebra meget bedre. Og stor geometri med brug af fx teodolitter, målebånd og klinometere giver efter min erfaring meget mere læring end papirgeometri, og kan ofte følges op af tegninger og målinger i GeoGebra. Men fra den gamle geometriundervisning fra før Verden gik af lave, kan vi med stor fornøjelse for alle genindføre ”Prøvetegningen”. Lad eleverne starte med at bruge papir og blyant som tænkeredskaber, inden de tager fat på GeoGebra med de mange muligheder. Men for at eleverne kan få fornøjelse af GeoGebra, skal de altså kende en del til programmet. Ved prøven i maj, FP9, var der ikke mindre end tre opgaver (2.4, 5.2 og 6.1), hvor elevernes hjælpemiddelkompetence kunne vise sig ved, at de ikke bruger GeoGebra (eller et andet digitalt værktøj). Og valgte eleverne at bruge GeoGebra, skulle de være ret habile brugere af programmet for at det lykkedes for dem. Omvendt kunne mange elever have haft glæde af at bruge GeoGebra i hele opgave 3. Der er altså to problemer: Elever, der ikke fravælger brug af et digitalt værktøj, når det er passende, og elever der bruger et digitalt værktøj, de ikke kender tilstrækkeligt, eller de slet ikke bruger it. Jeg er helt enig i, at vi ikke - som i så mange andre situationer - mere eller mindre bevidstløst skal falde for et teknologisk quick-fix, men med hensigtsmæssig brug er GeoGebra ikke et sådant. Tilbage står, at jeg stadig ikke kan forstå, at det store brug af GeoGebra ikke har medført øget læring udi geometriens vidunderlige verden. Men jeg er overbevist om, at der aldrig må blive tale om et enten-eller mellem analoge og digitale værktøjer. Og selvfølgelig er pensumnitis i arbejdet med matematik ikke en farbar vej og ingen børn skal smides ud med badevandet.