Ja de navne kan virkelig være en mundfuld. I år har jeg fem klasser en time om ugen - jeg har ikke styr på alle navnene endnu, men jeg arbejder på sagen.

Det nytter da ikke med omplacering - hvis man har et lavt timetal med en elevgruppe, så lærer man dem ikke at kende. Man får ikke relationer til dem - det gælder uanset, hvordan de få timer lægges. Såvel lærere som elever bliver forstyrrede af alle de lærerskift - igen: Uanset om skiftene sker på den ene eller den anden måde. Problemet er det store fokus på linjefagslærere - uden at medtænke behovet for varige relationer mellem lærer og elev. Man har forsømt at tage i betrsg5ning, at man bliver skør i hovedet af alt for mange skift. Naturligvis skal eleverne ikke undervises af lærere med ringe faglig fundering - men, ærlig talt, en fagligt velfunderet historielærer kan også undervise i kristendom, og vide versa. Alle lærere har kompetencer til at undervise i et eller to fag, udover deres linjefag - også i de store klasser. Endnu mere udtalt er det i indskolingen og mellemtrinnet. Helt absurd bliver det at se på det i sammenhæng med det store fokus på tværfaglighed - for eleverne, altså. Lærerne skal sandelig ikke uddannes tværfagligt ...

Jeg har i mine mange år som skolelærer hvert år haft klasser, som jeg kun har haft få timer med. Det er rigtignok en udfordring at lære navnene udenad. Jeg plejer at bruge elevernes klassefotos med at huske ansigt og navn, og så går der som regel ikke lang tid, før jeg kan dem. Jeg kan tænke mig, at i indskolingen og mellemtrin er det bedst med få, gode lærere, fordi så meget af skolearbejdet går med socialisering. Men i udskolingen - hvor jeg holder til - har jeg ikke haft nogen problemer med personlige relationer. Selvfølgelig spiller personlighed en høj grad, men jeg bemærker, at udskolingselever virkelig sætter pris på faglighed. De vil hellere have en kristendomslærer én gang om ugen, som virkelig kan sit stof, end at deres dansklærer bruger kristendomstimerne til i princippet at lave endnu mere dansk.

Jeg husker ikke heller mine elevers navne. 600 svømme-elever på et år og 600 nye næste år... ;-) I min skoletid (i Finland) gik jeg på en forsøgsskole. Jeg oplevede to forskellige 'alternative' måder at lave skema på: I nogle år havde vi et skema som gik over to uger. Man kunne have mange timer i et fag på den ene uge og ingen den anden uge. Og de fleste af årene havde vi 'kursus'-skema. Dvs at skoleåret var delt i 6 perioder á 6 uger (man har længere sommerferie i Finland). Der var så fag som man havde 'kun' en 6-ugers periode af og til, f. x kristendom eller historie, måske også nogle sprogfag som 'skiftedes'. Man havde typisk modersmål og matematik næsten hele tiden, måske en periode om året hvor man havde 'fri' fra dem. Jeg elskede denne måde at dele fagene og skolen på! Man havde et fag hver dag og nåede at have intensive forløb og gå i dybden. Og så havde man perioder 'fri' fra enkelte fag som man måske ikke var så vild med. Efter hver 6 ugers periode havde man typisk en diagnotiserende test (i boglige fag) som sammen med deltagelse i timen var med til at give ens karakter for perioden. Man havde ikke nationale test men i beviset fik man gennemsnittet af disse kursuskarakterer. Jeg bilder mig ind at den måde at lave skema på har givet lederen mulighed for at sende lærere på kursus i en af perioderne uden at der så mangler en vikar. Lærerne kunne 'trappes' ned hvis der var nogle andre opgaver i perioder (fx skemalæggere/ afsluttende eksamen/ sygdom). Jeg tror også at man arbejder bedst på denne 'projekt' måde: man kan gå i dybden i en periode og blive færdigt med et emne og afslutte det, for at igen starte frisk på nyt 'projekt'. Når man havde faget hver dag kunne man bedre tage på ture og for- og efterbehandle det straks. Hvorfor tænker man ikke mere ud af boksen i nuværende situation i Danmark?